Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Helsingør Stift ansætter ny teologisk konsulent

"Prædiken og gudstjeneste er mit hjerteblod," siger Marianne Gaarden, der efterfølger Jørgen Demant som teologisk konsulent.

Marianne Gaarden tiltræder som ny teologisk konsulent i Helsingør Stift 1. januar 2015.

Helsingør Stift har fundet sin nye teologiske konsulent. Det bliver Marianne Gaarden, der tiltræder stillingen efter Jørgen Demant.

Marianne Gaarden kommer til med en baggrund som både præst, underviser og forfatter til en ph.d-afhandling om prædiken. Hun bor i Lynge, og glæder sig til at møde folk i det stift, hun allerede kender ganske godt.

"Jeg er nok meget brugerorienteret," siger Marianne Gaarden om sig selv.

"I første omgang vil jeg gerne tage rundt og høre, hvad det er, folk efterspørger. Så vil jeg kigge i min værktøjskasse og se efter, om det er noget, jeg kan hjælpe til med eller, om jeg skal sætte dem i forbindelse med andre."

Prædiken som hjerteblod

Marianne Gaarden er tidligere sognepræst ved Frederiksborg Slotskirke, og blev efter en stilling i Præstø ansat i en erhvervs-ph.d.-stilling ved Pastoralseminariet i Aarhus.

I sommeren 2014 forsvarede hun en ph.d-afhandling om prædikenlære, som optager hende meget.

"Prædiken og gudstjeneste er mit hjerteblod," siger hun.

Hvordan vi hører en prædiken

Ph.d-afhandlingen “Den emergente prædiken” indeholder den første danske empiriske undersøgelse af, hvordan en menighed hører en prædiken.

Marianne Gaarden konkluderer blandt andet i afhandlingen, at tilhørerene på baggrund af deres egne erfaringer skaber mening i dialog med præstens ord.

Menigheden efterspørger en præst, der investerer sig selv, hvilket kan bidrage til at gøre prædiken relevant for dem i deres hverdag.

Åndeligt værksted til blæksprutter

Stillingen som teologisk konsulent er "spændende", siger Marianne Gaarden, fordi den giver hende mulighed for at fremme budskabet om prædiken og gudstjeneste som kirkens kerneydelse.

"Jeg vil gerne være med til at holde fast i det, der er kirkens kerneydelse," siger hun og uddyber:

"Som præst kan man hurtigt blive en blæksprutte, der skal løber spidsrod for at løse mange opgaver. Det er ikke fordi, de andre opgaver ikke er vigtige, men jeg vil gerne værne om præstens åndelige værksted.

En god prædiken hver søndag kræver tid og rum, og det kan være svært at prioritere i et travlt præsteliv."

Marianne Gaarden tiltræder som teologisk konsulent ved Helsingør Stift den 1. januar 2015