Bispevalg i Helsingør Stift
Nyheder

Q&A: Formalia for bispevalget i Helsingør

Få svar på dine spørgsmål om hvordan det går til, når et stift vælger en ny biskop.

Hvem kan blive valgt som kandidat?

Man kan blive biskop, hvis man har en teologisk kandidateksamen fra et dansk universitet, og man skal opfylde betingelserne for at være præst i folkekirken (men behøver ikke være det).

Hvem vælger biskoppen?

Alle menighedsrådsmedlemmer og præster i et stift har stemmeret. Det gælder også for valgmenigheder. Præsten skal dog have en ansættelse af Kirkeministeriet af mindst et års varighed eller være medlem af menighedsrådet. I Helsingør Stift er der omkring 1530 stemmeberettigede.

Hvordan stiller man op?

For at kunne stille op skal man have en stor gruppe stemmeberettigede bag sig, mellem 75 og 150. De kaldes stillere. Man kan kun være stiller for én kandidat. Det er valgbestyrelsens opgave at sikre, at stillerlisterne er gyldige. Fristen for at melde sig som kandidat er 25. august 2020.

Hvad er en valgbestyrelse?

De 13 provstiudvalg i Helsingør Stift udvælger tre af sine medlemmer til at sidde i en valgbestyrelse, der har til opgave at sikre, at både kandidater og stillerlister lever op til kravene. Stiftsadministrationen er sekretariat for valgbestyrelsen.

Hvem sidder i valgbestyrelsen?

Den 29. juni blev valgbestyrelsen nedsat. Den består af

  • Birthe Larsen fra Frederikssund Provsti
  • Tage Bauer fra Glostrup Provsti
  • Helle Lerche fra Høje Taastrup Provsti

Yderligere tre blev valgt som suppleanter: 

  • Hans-Henrik Nielsen fra Ballerup-Furesø Provsti
  • Steen Borup-Nielsen fra Gentofte Provsti
  • Jens Christian Christiansen fra Hillerød Provsti

Valgbestyrelsen kan kontaktes på mailadressen kmhel@km.dk

Får man lejlighed til at møde kandidaterne?

Når fristen for at opstille som kandidat er udløbet og valgbestyrelsen har godkendt kandidater og stillerlister, vil vi præsentere kandidaterne på denne side. Normalt afholdes der også møder, hvor folk får lejlighed til at stille spørgsmål til dem. Et udvalg af dem vil vi også dække, følg med her.

Hvordan foregår selve valghandlingen?

Valget foregår ved urafstemning og er elektronisk. Alle stemmeberettigede vil modtage en stemmeseddel i deres e-boks, og hvis man er fritaget for elektronisk post, vil man modtage den pr. brev. Fritagede vil skulle møde op på stiftsadministrationen, hvor de får hjælp til at afgive deres stemme.

Hvis en kandidat får halvdelen af de afgivne stemmer i denne første runde, indstiller kirkeministeren ham eller hende til kongelig udnævnelse som biskop. Hvis ingen af kandidaterne får mere end halvdelen af stemmerne, udskrives en ny valgrunde mellem de to kandidater, som fik flest stemmer. Kirkeministeren indstiller vinderen til kongelig udnævnelse.

Hvornår tiltræder den nye biskop?

Den nye biskop indsættes ved en såkaldt bispevielse i Helsingør Domkirke den 31. januar 2021 og tiltræder 1. februar.

 

Se også vigtige datoer i forbindelse med valget

 

MANGLER DU SVAR PÅ SPØRGSMÅL OM FORMALIA?

Send spørgsmålene til mediekonsulent Malene Bjerre på mabje@km.dk - så finder vi svaret til dig.