Prædikener, artikler og debat
Nyheder

Prædiken: Det gælder om at styrke de andre

Forståelse er ikke en intellektuel bestræbelse alene – ligesom kommunikation ikke bare er et spørgsmål om at flytte rundt på ord. Kommunikation er meddelelse i ordets egentligste forstand – det er at dele med, sagde biskop Peter Birch blandt andet i sin morgenandagt på stiftskonventet 2021, der havde forkyndelse i musikken på programmet.

Præludium

Lovsynger Herren (DDS 3)

Læsning 1 Kor 14,6-12:

Kære venner, I ville jo ikke få noget ud af det, hvis jeg talte i tunger, når jeg var på besøg hos jer. Det hjælper jer til gengæld, når jeg afslører Guds hemmeligheder og giver jer indsigt, og når jeg profeterer og underviser jer. Det er ligesom med musikinstrumenter, fx en fløjte eller en harpe. Hvis man ikke kan skelne tonerne fra hinanden, hvordan skal man så kunne opfatte den melodi, fløjten eller harpen spiller? Og hvis trompeten ikke giver et klart signal, er der ingen, der gør sig klar til kamp. Sådan er det også med jer. Hvis I ikke bruger sproget tydeligt og klart, hvordan skal folk så kunne forstå, hvad I siger? Så taler I jo bare ud i den blå luft. Der er mange sprog i verden, og de giver alle sammen god mening for dem, der kan dem. Men hvis der en, der taler til mig på et sprog, jeg ikke forstår, vil vi være som fremmede over for hinanden. Det samme gælder for jer. Når I gerne vil have åndelige evner, skal I stræbe efter dem, der styrker menigheden.

Paulus taler. I 2020-version. Klart og tydeligt om nødvendigheden af at tale klart og tydeligt. For ham er tungetale et reelt alternativ, hvad de færreste af os nok vil mene. Vi har i den forstand adopteret Paulus’ tanke og formaning: Tal, så man kan forstå det. Så det opbygger menigheden. Det er det, der er anliggendet her.

Men Paulus er ikke naiv. Han ved godt, at også den, der har opgivet tungetale, kan tale ud i det blå, så vi, som han siger, forbliver fremmede for hinanden. Lidt senere i samme brev siger han, at din hyldest til Gud kan være nok så god, men hvis den ikke er til at forstå for dem, der hører, kan det være lige meget, for så styrker den ikke de andre.

At styrke de andre. Det er for Paulus det afgørende kriterium for forkyndelsen – ikke af hvad som helst, men af Kristus som den korsfæstede og opstandne. Vi skal forkynde evangeliet om ham, der ikke regnede det for et røvet bytte at være lige med Gud. Den, der har stjålet noget, beholder det som regel for sig selv, putter med det, snylter på det, puger det samme i lukkede rum, vil ikke af med det igen. Men han gjorde det modsatte; alt det, der var hans, delte han ud ved at kaste det i grams, ødsle med det til højre og venstre. Han havde ikke en masse med, hvor han kom frem, havde ikke noget at give, han havde intet og det var det, der var det gådefulde ved Ham; at selvom han intet havde, gav han alt.

’Frådser og dranker’ blev af samme grund et af hans tilnavne. Og han blev stemplet som en gudsbespotter – vel ud fra en opfattelse af, at Gud må være en nøjeregnende bogholder. Men i Jesus Kristus gik der hul på det gudsbillede, og ud strømmede en kærlighed, som vi aldrig bliver færdige med at fordybe os i, aldrig fatter til bunds, aldrig kan regne os frem til, altid må forundres over og i sidste ende lade os bevæge af. Både i følelse og i handling.

Når Paulus gør forståelighed til et afgørende kriterium, så er det altså ikke, fordi han vil ophæve mysteriet eller mener at kunne se Gud i kortene og kan fremlægge den endelige udgave af Guds vilje. ’Aldeles ikke!’ – for nu at tale paulinsk. Men ordene skal tjene kærligheden og vi ved, at buddet om at elske rækker ud efter hele mennesket. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.

Ingen af vores ord kan fuldt og helt fatte eller begribe Guds ord. Det er derfor vi skriver det med stort; for Ordet har gjort sig til næste for os, stillet sig ind for os som et menneske, der taler til os, vil have os til at tænke selv, undres og handle – kort sagt Ordet vil frisætte alle de lag i os, som vi har fået fra skaberen.

’For dit ansigt og dit bryst’. Sådan bliver det fra begyndelsen understreget, at Gud ikke efterspørger en tro, som kan formulere sig fint og modsætningsfrit. Din hyldest kan være nok så god, men hvis ikke den er til at forstå for dem, der hører, kan det være lige meget. Forståelse er ikke en intellektuel bestræbelse alene – ligesom kommunikation ikke bare er et spørgsmål om at flytte rundt på ord. Kommunikation er meddelelse i ordets egentligste forstand – det er at dele med. Troens kommunikation er at dele erfaring, undren, fortvivlelse og magtesløshed, glæde og opfyldelse med hinanden – og at gøre det i lyset af, at Gud har delt sin kærlighed med verden.

Det er ikke en med-delelse, der lukker øjnene for verden. Det er ikke en besked, der lyder ud over højtalerne, selvom alle tog står stille. Tværtimod – i forkyndelsen må vi aldrig forholde sig forløjet til virkeligheden og tro, at vi kan pynte på den. Kun hvor der er grave, er der opstandelser. Vi skal tale til og med det angstfulde og fortvivlede menneske, den søgende og den selvsikre og brovtende, fornægteren og den hårdhjertede. I hvert fald, hvis vi vil tjene Kristus. Alt andet ville være uforståeligt.

Men netop i mødet med det Ord, der stiller sig ved menneskets side, kan opstandelser ske. Kan håbet finde fodfæste og kærligheden finde hjem.

Amen.

Hør Himmelsus (DDS 285)

Fadervor

Velsignelse

Postludium