Voksendåb i vækst
Når voksne vælger dåben

Når voksne vælger dåben

En voksende procentdel af danskerne bliver ikke barnedøbt. Derfor vælger flere dåben til i en moden alder. Hvad betyder det for dåbens teologi og praksis?

Døbt med sine børn

Døbt sammen med sine børn: Adwoah Serwaah Bawuah Nti-Bonsu fra Ishøj har ghanesisk baggrund. 
Ghana er et overvejende kristent land, hvor pinsekirker og andre karismatiske kirkesamfund udgør den største gruppe. Her praktiserer man voksendåb, og derfor er der ikke noget mærkeligt i, at Adwoah Serwaah Bawuah Nti-Bonsu ikke er døbt. 
Adwoah Nti-Bonsu er mor til fire børn, hvoraf de to ældste allerede er døbt. De to yngste, Nathan og Stacey, bliver døbt i Vejleå Kirke sammen med deres mor.
(Foto: Kåre Gade)

Af Kåre Gade og Sarah Auken

Nok er det lørdag formiddag, men dagens menighed i Vejleå Kirke har taget søndagstøjet på. Der skal være dåb – ikke ét, men hele tre medlemmer af den samme familie skal døbes – og det er værd at fejre. Mange af gæsterne er kommet rejsende langvejs fra, og mange af dem har ligesom dagens dåbsfamilie ghanesisk baggrund. 

Adwoah Nti-Bonsu er mor til fire børn, hvoraf de to ældste allerede er døbt. I dag skal de to yngste, Nathan og Stacey, døbes sammen med deres mor. Sognepræst Sophie Nielsen har skrevet sin dåbstale på engelsk, så alle kan følge med, og sammen med Adwoah Nti-Bonsu har hun valgt fire salmer: To engelske og to danske, men i engelsk oversættelse. 

Det voksende antal indvandrere er en af forklaringerne på, at folkekirkepræster oplever en vækst i antallet af voksendåb. En anden forklaring er, at de generationer af danskere, hvor forældrene begyndte at vælge barnedåben fra, nu er blevet voksne. En del af dem vælger at blive døbt. 

I en nylig rundspørge foranlediget af Københavns Stift meldte alle 10 biskopper tilbage, at de oplever en stigning i antallet af voksendåb. Mens der er færre børn, der bliver døbt, er der altså flere voksne, der vælger dåben. Og det er en udvikling, der vil fortsætte. 

Døbt som 68-årig

Døbt som 68-årig: Der var ikke en enkeltstående begivenhed, der gjorde, at Jon Askaa valgte at blive døbt. Det var en beslutning, som var længe undervejs: 
"Jeg har vel altid været en slags kulturkristen, jeg er grundlæggende enig i kirkens budskab og vil gerne støtte og bakke op omkring det arbejde, som foregår i kirken, og jeg har respekt for det engagement, mennesker lægger i kirken. Jeg spurgte mig selv: Mener jeg det her samfund? Vil jeg være en del af det?" 
Jon Askaa blev døbt i Tibirke Kirke i Tisvildeleje, hvor familien har sommer-hus. Læs hele hans beretning. 
(Foto: Sarah Auken)

Infantiliserende dåbsritual

Hvordan håndterer man den forskydning i praksis i en kirke, hvor barnedåben i mange århundreder har været dominerende? 

Sognepræst i Lillerød Carsten Mulnæs skrev tidligere i år i Kristeligt Dagblad, at ‘dåben er blevet en hellig ko, som ingen tør røre ved.’ Han mener, at dåbsritualet er problematisk, når det bruges til voksendåb. 

"Dåbsritualet fungerer fint til barnedåb. Det er et af de smukkeste ritualer, vi har, fordi alle ordene stort set er citater fra Bibelen. Men konfirmander og voksne mennesker, der skal døbes, oplever teksten om Jesus og de små børn som infantiliserende," siger han. 

"Enhver dåb er en barnedåb, siger præsterne, der kender teologien bag ritualet. Men det er ikke indlysende for den udenforstående. Vi forklarer dåbskandidaten, at historien i virkeligheden er rettet mod de voksne, der er blevet dårlige til at tage ydmygt imod. Men hvorfor ikke gå direkte til evangeliet uden først at skulle en omvej over barnligheden?" 

"Det nuværende ritual lægger unødvendige hindringer i vejen for Guds rige. At blive Guds barn er at få en myndig værdighed: at blive søn og datter af huset. Arving. Det indhold er helt fraværende i ritualet," siger Carsten Mulnæs. 

Barnedåbens teologi er en moderne tankegang

I Det Nye Testamente nævnes barnedåb ikke. I Markus-evangeliets beretning om Jesus og de små børn står der, at Jesus velsignede dem, ikke at han døbte dem. Så hvornår og hvorfor blev barnedåb normen i kirken? 

"Mærkeligt nok foregår der ikke nogen diskussioner om dåben de første århundreder af kristendommens historie. Først omkring 200-tallet nder vi tekster, der helt klart dokumenterer, at der har fundet barnedåb sted," siger Bent Flemming Nielsen, professor i Systematisk Teologi på Københavns Universitet. 

"Nogle af teksterne er kritiske, ikke mindst Tertullian, som mener, at børnene skal være større og kunne forstå, hvad det handler om."

Det store gennembrud for barnedåben kommer, da Konstantin den Store gør kristendommen til officiel statsreligion i begyndelsen af 300-tallet. I løbet af de næste århundreder bliver barnedåben dominerende i den vestlige kirke – blandt andet hjulpet på vej af kirkefaderen Augustin. 

"Det er et bestemt dåbssyn, der sejrer. Tidligere har man diskuteret, om det overhovedet var nødvendigt at døbe børnene. Men Augustins udvikling af arvesyndslæren leverer det afgørende argument for barnedåben," siger Bent Flemming Nielsen. 

"At mennesket er avlet i synd og født som synder, betyder at arvesynden skal ernes hurtigst muligt efter fødslen. Den sammenhæng fastholdes af reformatorerne i det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana." 

At barnedåben bliver almindelig, betyder imidlertid ikke, at dåbsteologien ændrer karakter: Den forudsætter stadig en form for vilje og valg hos den døbte. 

"Selv i Luthers dåbsritualer er der så at sige tale om en voksendåb, der imidlertid også er åben for børn, snarere end det modsatte. Luther oversætter de latinske ritualer uden de helt store ændringer."

"Han overtager i ritualet Markus-evangeliets ‘Lad de små børn komme til mig’, men ser man på bønnerne i dåbsritualet, så er det kandidaten, der beder om at blive døbt. Det forudsætter en intention, et ønske eller en vilje til dåb hos den, der bliver døbt – selv om man på det tidspunkt har haft barnedåb i 1000 år," siger han. 

Hvornår de sidste rester af denne tankegang forsvinder til fordel for det syn på dåben, der siger, at ‘enhver dåb er en barnedåb’, er svært at svare præcist på. 

"Men jeg tror, at det 19. århundrede og Grundtvigs meget stærke betoning af barnedåben har trukket i den retning. Det er, så vidt jeg kan se, en forholdsvis moderne tankegang."

Ikke desto mindre er det en tankegang, der allerede er ude af trit med samtiden. Den stærke betoning af det passive element i dåben – at det er Gud alene, der handler, ikke dåbskandidaten – kan være svært at forklare mennesker, som selv vil vælge. 

"Vi har bevæget os et sted hen, hvor kristendom og religion i det hele taget ikke mere kommer fra oven, men udtrykker noget, man selv vil, og selv står inde for."

"Og grundlæggende er det jo ikke så galt. Tværtimod er det på omgangshøjde med den moderne eksistens. Vi bryder os ikke om, at andre skal bestemme alt muligt for os. Vi vil være til stede i vores eget liv på de afgørende punkter," siger Bent Flemming Nielsen. 

Døbt efter Afghanistan

Døbt efter Afghanistan: Udsendelsen som soldat blev et vendepunkt for major Lotte Jæger Bank-Nielsen: 
"Inden jeg kom til Afghanistan, troede jeg på en måde, at jeg var udødelig. Men alle udsendte har haft oplevelser, hvor man har opbrugt ugens forsyning af held." 
Hjemvendt blev hun døbt i den kirke, Forsvarsakademiet af og til bruger. "Det er ikke, fordi jeg pludselig har fået en enestående tro. Jeg er blevet en del af et fællesskab og må lade troen udvikle sig, som den nu kan og vil." Læs Lotte Jæger Bank-Nielsen beretning. 
(Foto: Sarah Auken)

Frit tekstvalg eller voksenritual

Hvad stiller folkekirken op, når ritualbog og praksis ikke længere passer sammen? Carsten Mulnæs har altid fulgt ritualbogen, men han så gerne, at der var frit valg af dåbstekst. 

"I det mindste ved barnedåb – men hvorfor ikke altid? Dåben er en rig facet. Jeg kender kolleger, der ikke kunne drømme om at bruge Markus-teksten ved voksendåb. De har Det Nye Testamente i ryggen."

"Dåben er ikke en magisk handling, hvor der sker en mystisk forvandling. Jeg lægger vægt på, at dåben er en religionssociologisk størrelse. Den enkelte bliver del at et fællesskab, et sprog og en etos. Dåben er først og fremmest forkyndelse. Det er evangeliet, der gør noget i dåben. Gud handler ved sit ord, ikke med magi," siger Carsten Mulnæs. 

Biskopperne har i 2017 nedsat tre liturgiske fagudvalg, der skal undersøge og gennemdrøfte folkekirkens liturgi og praksis. Bent Flemming Nielsen sidder i arbejdsgruppen, der skal se på dåb og nadver. Har han et gæt på, hvor vi bevæger os hen? 

"Tidligere talte man om, at man blev ‘døbt ind i Danmarkshistorien’. Det kan man ikke længere sige, når et stigende antal danskere ikke er medlem af kir- ken og ikke er døbt."

"Stigningen i voksendåb betyder, at dåbens karakter af overgang fra at være uden for kirken til at blive medlem af kirken bliver styrket. Det er en dimension, som er meget svagt udtrykt i det nuværende dåbsritual, men som jeg tror vil komme stærkere ind," siger han. 

I modsætning til Carsten Mulnæs ønsker han ikke frit tekstvalg. 

"Min mening – og her taler jeg på egne vegne – er, at vi bør undgå variable tekster, fordi ritualer står stærkt, når de er genkendelige."

"Men jeg mener nok, at der er brug for et voksenritual på grund af de lidt andre dimensioner ved dåben, der kommer frem, når voksne, selvstændige mennesker anmoder om dåb. Man må gå ud fra, at der ligger en alvorlig beslutning, eftertanke og refleksion bag, når man vælger at bliver døbt som voksen."

"Og på langt sigt kan jeg ikke se andet, end at det vil føre til et ændret kirkesyn. Et syn, hvor kirke og nation ikke mere er sammenfaldende størrelser. Det vil mange se på med stor skepsis, men jeg vil formode, at det er den måde, historien kunne udvikle sig på."

Døbt efter 40 år i Danmark

Dåbsattesten ligger i tasken: Hilda Maturana kom til Danmark i 1973 som chilensk flygtning – og uden noget forhold til religion.
"Som ung gik jeg op i politik og i at arrangere debatter på det naturvidenskabelige fakultet, hvor jeg studerede i mange år."
For fem år siden begyndte hun at lave kaffe til gudstjenesten om søndagen og at arbejde i Kirkens Genbrugsbutik i Glostrup. Fællesskabet omkring kirken ledte hende til dåben.
"Jeg føler mig mere som en del af samfundet nu. Jeg går med min dåbsattest i min taske."
Læs hele hendes beretning.
(Foto: Kåre Gade)

Pastoral paternalisering eller drop-ind-dåb?

En anden diskussion, som følger med det stigende antal voksendåb, handler om dåbsoplæring. Skal præsterne tilbyde – eller måske endda kræve – at man forud for dåben gennemgår et forløb, som skal styrke ens viden om kristendom og kristen praksis? 

Ikke, hvis det står til Carsten Mulnæs. 

„Jeg bryder mig ikke om at kræve dåbsoplæring af voksne. Så snart man gør oplæring eller bevidstgørelse til en forudsætning, nærmer man sig noget, der ligner troendes dåb som et personligt statement.“ 

„Der er ikke nytestamentligt belæg for at hævde, at folk skal undervises, før de kan modtage dåben. Det virker som en pastoral paternalisering.“ 

„Dåben er en gave, og præsten skal ikke være dør-vogter. Og tro ændrer sig. Derfor bifalder jeg Vesterbro Sogns tilbud om drop-ind-dåb som et fremragende initiativ.“ 

„Til gengæld skal vi opgradere kirkens undervisning af voksne. Vi render e er børnene med babysalmesang og spaghettigudstjenester, men vi skal blive langt bedre til at tale om kristendom med de voksne – på modernitetens vilkår. Det er jo livslang læring at blive et kristent menneske,“ siger Carsten Mulnæs. 

Hos Sophie Nielsen i Vejleå Kirke får man et eksemplar af Peter Madsens tegneserie „Menneskesønnen“ med hjem. 

„Når de har læst den, går jeg ud fra, at de ved det, som er nødvendigt at vide,“ siger hun. 

Adwoah Nti-Bonsu træder op til døbefonten sammen med sin familie. Hendes mand læser en bøn, Sophie Nielsen tilspørger med trosbekendelsen, og Adwoah Nti-Bonsu knæler på en skammel og bliver døbt. 

Bage er er det otte-årige Staceys tur og til sidst lille Nathans. Stemningen er både højtidelig og løssluppen, da gudstjenesten er slut og alle fotograferer alle rundt om Peter Brandes blå keramikdøbefont. 

Arbejdsgrupper skal se på liturgi

Biskopperne nedsatte i foråret 2017 tre arbejdsgrupper, der skal give gudstjenestelivet i Danmark et eftersyn og fremlægge spørgsmålene til åben debat på et kvalificeret grundlag. Grupperne skal undersøge og gennemdrøfte henholdsvis ‘gudstjenesten’, ‘autorisation og frihed’ og ‘dåb og nadver’. Om to år fremlægges resultaterne til en bred drøftelse i folkekirken, inden der tages beslutning om eventuelle ændringer i den fælles liturgi eller vejledninger på området.