Serier og portrætter
Voksendåb i vækst
Voksendåb i Vejleå Kirke

Voksendåb i vækst

TEMA: En voksende procentdel af danskerne bliver ikke barnedøbt. Derfor vælger flere dåben til i en moden alder. Hvad betyder det for dåbens teologi og praksis?

Af Kåre Gade 

Man skal ikke mange år tilbage i tiden, før voksendåb var en sjælden begivenhed i de fleste kirker. En dåb var næsten per definition en barnedåb. 

Men nu stiger antallet af voksendåb støt. Ikke kun mange kommende konfirmander, men også et stigende antal voksne danskere vælger at blive døbt. I en intern rundspørge blandt biskopperne svarer alle sti er, at de oplever en stigning i antallet af voksendåb. 

Der findes ikke præcist talmateriale for, hvor mange voksendåb, der foretages i folkekirken, men antallet af indmeldelser kan give en indikation, fordi man kun kan blive medlem af folkekirken, hvis man er døbt. 

I 2006 var der 2.429 personer over 18 år, som meldte sig ind i folkekirken i Helsingør Stift. I 2016 var tallet steget til 3.544. Nogle af disse indmeldelser kan være døbte fra andre kristne kirkesamfund, andre kan være døbte, der genindmelder sig efter at have været udmeldt. 

Men alt andet lige vil en stor del af stadigt flere indmeldelser ske ved voksendåb. Stigningen skyldes dels indvandringen, som betyder, at stadigt flere danskere har en anden religiøs baggrund. Og dels det faldende dåbstal blandt etniske danskere, som vælger barnedåben fra. 

Set fra et folkekirkeligt synspunkt er der altså tale om en god nyhed på baggrund af en dårlig nyhed: Når antallet af udøbte, voksne danskere vokser, bliver rekrutteringsgrundlaget for voksendåb også større. 

Det er naturligvis en velsignelse, at flere og flere danskere, hvis forældre undlod at døbe dem som børn, fordi de skulle ‘vælge selv’, rent faktisk vælger dåben til som voksne. 

Det stiller imidlertid også præsterne over for en række vanskeligheder. Skal man for eksempel stille krav til dåbskandidaten om et oplæringsforløb, så man er sikker på, at vedkommende har forstået, hvad kristendom er? Eller skal man tænke, som den etiopiske hofmand i Apostlenes Gerninger, der siger: "Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?" 

Og dåbsritualet med beretningen om Jesus, der siger "lad de små børn komme til mig" – hvordan fungerer det, når der står en voksen kvinde ved døbefonten (som i øvrigt også er designet til dåb af spædbørn)? 

Og hvordan rimer teologernes opfattelse af dåben som Guds handling med kvindens opfattelse af, at dåben er noget, hun har besluttet sig for? 

I dette tema sætter vi fokus på voksendåben og de teologiske og liturgiske overvejelser, der følger med det ændrede dåbsmønster.