Indvandrernes vej ind i folkekirken
Hilda - Chile

Hilda fra Chile har fundet fred med folkekirken

Genbrug og kaffebryg i Glostrup Kirke.

Hilda fra Chile fandt sin vej ind folkekirken gennem genbrugsforretning og besøg med børn i kirken i Glostrup. Foto: Kåre Gade

Fortalt til Anders Haubart Madsen

INDVANDRERNES VEJ IND I FOLKEKIRKEN

NY SERIE: Hvordan oplever indvandrere folkekirken, når de bliver medlemmer af den? I 2002 var 16,5 procent af indvandrerne medlem, mens det i 2017 kun gjaldt 8,8 procent af det samlede antal indvandrere. 


Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Kristeligt Dagblad har omtalt

I en ny serie fortæller nogle af dem, der trodser tendensen, om deres møde med folkekirken.


OBS: Teksten er skrevet af Anders Haubart Madsen som en fortolkning af deltagernes udsagn.


Kirkens dør var altid åben, så derfor gik jeg ind ad den.


Jeg flygtede til Danmark i forbindelse med militærkuppet i Chile i 1973, og jeg har aldrig haft noget særligt forhold til religion. Som ung gik jeg op i politik og i at arrangere debatter på det naturvidenskabelige fakultet, hvor jeg studerede i mange år.


Den katolske kirke i landet var for mig et sted, der stod stille. Den betød ikke noget for mig. I Danmark begyndte jeg at arbejde som pædagog, og kirken blev et fordybelsesrum for mig og børnene. Jeg har altid haft tosprogede børn, og jeg ville gerne have, at de kunne få fred og ro til at læse, så vi gik ofte over i kirken i løbet af dagen. Jeg brugte ikke rummet sådan kirkeligt, men mere bare som et stillerum - et sted til at få fred.


For fem år siden begyndte jeg så at lave kaffe til gudstjenesten om søndagen og at arbejde i Kirkens Genbrugsbutik i Glostrup. Mange af de frivillige går igen mellem kirke og genbrugsbutik, og jeg lærte også den lokale præst Esper Silkjær at kende ved at komme i kirken.


Derfor var det naturligt for mig at begynde at engagere mig mere.


Kirken skabte et fællesskab for mig, og kollegaerne fra genbrugsbutikken blev den daglige støtte, jeg ikke kunne få fra min familie, som bor i Chile. Jeg har kun min datter og barnebarn her i Danmark. Derfor er kirken blevet et sted, hvor jeg kan pleje mit åndelige liv i et fællesskab.


Jeg føler mig mere som en del af samfundet nu, og min dåb for to år siden var prikken over i’et. Nu kunne jeg endelig føle mig som dansk og som en del af folkekirken. Jeg går med min dåbsattest i min taske. Mit hjerte føler en større varme for kirken nu, og måske er det også, fordi jeg er blevet ældre. Det har i hvert fald været en hjælp at kunne tale med præsten og mine kollegaer om at skulle dø.


Jeg har fået at vide, at jeg er uhelbredeligt syg af kræft, og da jeg fik beskeden, blev jeg bitter. Min verden tog sig et dybt fald. Sådan er det ikke længere, fordi jeg har snakket med min præst om det. Egentlig ikke med et spirituelt udgangspunkt, han lyttede mere bare til mig som en ven. Nu hiver jeg mig selv op ved hårene, hvis jeg er træt.


‘Du skal nok få lov til at sove igennem, når det er slut’, siger jeg til mig selv, og jeg ved, at der nok skal blive sagt farvel på en ordentlig måde. Jeg har prøvet at være til en ikke-kirkelig begravelse, og jeg er glad for, at præsten i mit tilfælde kommer til at sige et par ord, og at vi synger nogle salmer, jeg har valgt.


Kirken har givet mig fred. Det var det, jeg var bange for - at jeg skulle dø uden fred.