Serier og portrætter
Børnetjenesten

På kirkegården med Børnetjenesten

Børnetjenesten får børnehavebørn til at diskutere kærlighed og død. Forsker bifalder initiativet, men hvordan bidrager kirken med mere og mere dannelse uden at forkynde?

Børnetjenesten diskuterer livets store spørgsmål med 5-6-årige. Foto: Zlaten Diego

Af Anders Haubart Madsen

Kan han høre os dernede?,“ siger en dreng fra sit skjul under en gul regnfrakke, mens han kigger mod graven foran sig.

Regnen falder i spredte, men konstante dryp over Gentofte Kirkegård.

„Nej, det tror jeg ikke,“ svarer Leif Hygild

Han er kirketjener, og sammen med sin kollega, kirke- og kulturmedarbejder Naja Månsson, har han taget en gruppe børnehavebørn med ud på kirkegården for at snakke om døden. 

Sådan et tilbud til børnehavebørn ligger i klar forlængelse af den måde, som folkekirken tager mere ansvar på

Peter Green Sørensen, lektor

Hvor er Ove henne?

BØRNETJENESTEN

Folkekirkelig tjeneste til 5-6-årige børn i dagtilbud.


Formålet er at indbyde børnene til at gå på en opdagelsesrejse i troens univers ved at blive opmærksom på og reflektere over de store ting i livet, som fællesskab, venskab, fred, sorg, liv, død og kærlighed.


Læs mere på: www.boernetjenesten.dk

Leif Hygild har netop trukket en brun og laset bog op af en lille blå kuffert for at fortælle om forfatteren, hvis navn står på gravstenen. Så tager samtalen en drejning.


„Ligger han dernede?,“ spørger en pige om manden, som Leif Hygild forinden har præsenteret som professor Ove.


Naja Månsson kigger rundt på børnene, der står i en hestesko om gravstenen


„Det er et meget godt spørgsmål. Hvor tror I, Ove er henne nu?“


„Nede i jorden,“ svarer flere af børnene i kor.


„Så når man er død, kommer man ned i jorden?“


„Jaaa,“ lyder svaret igen i kor, indtil en pige med en lilla hue kigger op, som om hun har fået en lys idé.


„Og sjælen flyver op!“

"Vi ved det slet ikke"

Naja Månsson tager igen ordet:


„Så sjælen flyver op. Hvem tror på det?“


„Det tror jeg på,“ siger en dreng.


„Det gør jeg ikke,“ siger en anden.


„Men flyver sjælen i virkeligheden op?,“ kommer det fra en tredje, der kigger søgende op mod regnen.


Flere af børnene kigger op.


„Jeg tror, man bare bliver til en pind eller jord,“ råber en pige pludselig.


Naja Månsson kigger igen rundt på forsamlingen.


„Ja, vi ved, at vi kommer ned i jorden, når vi dør, men om sjælen flyver op, det ved vi jo faktisk slet ikke.“

Forkyndelsesspøgelset

Forløbet her er fra en formiddag med folkekirkens nye tilbud Børnetjenesten. Tjenesten er rettet til daginstitutioner for børn mellem 5 og 6 år og udgør dermed endnu et forløb i den palet af dannelsestilbud, som folkekirken efterhånden står bag. 


Skoletjenesten blev oprettet i 1992, og siden har den spredt sig over hele landet til nu at være en mulighed på over 80 procent af landets folkeskoler. Flere steder i Helsingør Stift er der ligeledes tilbud til ungdomsuddannelser om at få undervisning af præster eller andre kirkeligt ansatte, og dermed er folkekirken blevet en allestedsnærværende del af børn og unges uddannelse.


Spørgsmålet er, hvilken betydning det har, at folkekirken står for mere og mere dannelse i samfundet.


„Det betyder ikke noget,“ lyder svaret i første omgang fra Peter Green Sørensen.

Børnetjenesten besøger kirker, og undervisningen tager udgangspunkt i højtiderne. Foto: Zlaten Diego

 Der bliver brugt rekvisitter for at lette samtalen. Her er det Lyttebamsen og en blomst fra den blå kuffert. Foto: Zlaten Diego

Musik og stilhed er også en del af forløbet, der skal få børnene til at reflektere over livet. Foto: Zlaten Diego

Kirke- og kulturmedarbejder Naja Månsson fik idéen til Børnetjenesten ved at se på vilkårene for børn i dagtilbud. Foto: Zlaten Diego

Leif Hygild og Naja Månsson har udviklet konceptet til Børnetjenesten, der nu er ved at brede sig Messiaskirken til flere sogne i Helsingør Stift. Foto: Zlaten Diego

Gør kirken synlig 

FOLKEKIRKENS TJENESTER

Folkekirkens Skoletjeneste har eksisteret som et tilbud om undervisning i folkeskolen siden 1992.


• I Kgs. Lyngby og Rudersdal tilbyder tjenesten ligeledes undervisning til ungdomsuddannelser.


• Folkekirkens Skoletjeneste på Vestegnen har afholdt flere arrangementer med de lokale afdelinger af Danmarks Lærerforening. Blandt andet en dannelseskonference.


Læs mere på: www.hvadskalvimedskolen.com

Han er lektor ved Institut for Skole og Læring, Metropol, og medforfatter til en rapport, der har kortlagt udbredelsen og modtagelsen af Skoletjenesten for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV).


„Omvendt kan vi se, at indholdet i undervisningen er noget, der virkelig batter for børnene.“


„Det har en betydning at møde nogen, som lægger vægt på noget andet end karakterer og det at reproducere viden. Nogen, som snakker om livet, om tro, og som kommer med noget undervisning, der omfatter en berøring med andet end de vante rammer. Når kirken gør det, så bliver den synlig over for både lærere og elever."

Usynlige forbindelser

Kortlægningen af Skoletjenesterne har også medført kritik af folkekirkens rolle i dannelsen af børn og unge. Selv om det er et lovkrav, at folkekirkens undervisning ikke må være forkyndende, er der skepsis blandt flere forskere.


„Der er ikke tale om et neutralt indhold fra en neutral afsender,“ har Tim Jensen, der er lektor i Religionsstudier ved Syddansk Universitet, sagt til DR.


En gruppe religionssociologer har i Kristeligt Dagblad problematiseret samarbejdet ved at kalde de kristne traditioner i de offentlige institutioner for “usynlige forbindelser mellem folkekirke og folkeskole.“

Tager mere ansvar

Peter Green Sørensen er ikke så bekymret.


„Vi har også været på jagt efter forkyndelsesspøgelset i vores undersøgelse, og vi har ikke kunnet finde noget. Det er ikke noget, som hverken lærerne eller eleverne bider mærke i,“ siger han og antager, at det samme gør sig gældende for et tilbud som Børnetjenesten.


„Sådan et tilbud til børnehavebørn ligger i klar forlængelse af den måde, som folkekirken tager mere ansvar på. Det er jo spændende, fordi pædagoguddannelsen ikke længere indeholder noget om religion, og så er det fint, at folkekirken kan tage det op,“ siger lektoren.


„Hvis vi ser på skolerne, kan vi se, at lærerne notorisk får mindre forberedelsestid. Den samme mangel på ressourcer er formentlig også en af grundene til, at børnehaver finder folkekirkens tilbud relevante.“

Jeg tror faktisk, at tilbuddet er med til at åbne for nogle vigtige samtaler i hjemmet

Leif Hygild, Børnetjenesten

Færre midler og flere kirkebesøg

Børnetjenesten er opstået i Messiaskirken i Gentofte Provsti – netop som en reaktion på et behov i de lokale dagtilbud. Forløbet modtog Helsingør Stifts initiativpris 2016 af Stiftsrådet og er på vej til at blive udbredt til flere sogne og børnehaver.

„Grunden til, at projektet er blevet så godt modtaget, er, at det kommer nedefra,“ mener kirke- og kulturmedarbejder Naja Månsson, der fik idéen til projektet.

„Det er ikke topstyret på den måde, at nogle har siddet på et fint kontor med ministeren og sagt, at nu skal vi lave en folkekirkelig tjeneste til børnehavebørn. Det er lavet, fordi vi har set et behov. Vi ved, at institutioner ikke har særligt mange penge til for eksempel at tage ud af huset, og dér har kirken nogle midler og muligheder for at bidrage og samtidig sikre, at en ny generation får en berøring med kirken.“

Vi tror ikke på noget

Og den bemærkning fører straks til en diskussion af, hvad den berøring så handler om. Naja Månsson henviser til, at der ikke står noget i dagtilbudsloven om, at man skal tale om religion med børnene i dagtilbud.

"Men der står i loven, at du skal være med til at danne børnene – udvikle deres sociale kompetencer og fortælle dem om kulturhistorie. Der er kirken jo fuldstændig oplagt som et af omdrejningspunkterne for, at en børnehave kan lykkes med de læringsplaner, som de er blevet pålagt at leve op til."

Forløbet tager afsæt i de kirkelige højtider, og selv om undervisningen ofte handler om tro og religiøse spørgsmål, er det de færreste børn eller forældre, der har været skeptiske.

Som modellervoks

„Der har været én gang, hvor et barn sagde; jeg tror ikke på noget, for det gør vi altså ikke hjemme i min familie.“ Det har barnet formentlig fået at vide af sin mor og far, men ellers er de jo fuldstændig åbne. Altså, de er jo modellervoks på en eller anden måde.“

Det er vel også det, der er farligt – at kirken er i berøring med nogle, der kan formes, som man vil?

„Det er ikke farligt, for der står jo i vores værdigrundlag, at vi ikke forkynder,“ svarer Naja Månsson.

Kollega og kirketjener Leif Hygild supplerer med en henvisning til besøget på kirkegården:

„Hvis vi forkyndte, ville vi sige; “du kommer i himlen, når du dør.“ Men det kan være, at nogen tror, at man bare bliver til en regnorm, og det er der også plads til.“

Hvorfor er det så vigtigt for jer at tage livets store spørgsmål op med børn?

„Er det ikke det folkekirken handler om? Vi går igennem livet ved at forholde os til sorg og lykke,“ svarer Naja Månsson, hvortil Leif Hygild igen supplerer:

"Vi vil gerne udvikle en evne til at være nysgerrig i livet. Der kan være nogle familier, hvor der er mindre frimodighed, og hvor det kan være svært at stille den slags spørgsmål."

"Jeg tror bestemt, at man efter et år i Børnetjenesten kommer ud med en større interesse for livets store spørgsmål, og jeg tror faktisk, at tilbuddet er med til at åbne for nogle vigtige samtaler i hjemmet,“ siger han og fortæller, at børnene altid kommer hjem med et samtalekort, der forklarer, hvad de har lavet med Børnetjenesten, og som åbner for, at forældrene kan videreføre samtalen.

Kærlighed og giftslanger

På Gentofte Kirkegård er det Allehelgen, der er omdrejningspunkt for samtalerne mellem børn og kirkefolk. Børnetjenesten går forbi flere gravsteder, og børnene får en indføring i fremgangsmåden, når kister og urner føres ned i jorden af en kirkegårdsmedarbejder. Da de når en sten med et hjerte på, begynder diskussionen igen at blomstre.

„Hvad tror I, det betyder – det, der er på den sten derinde? Hvad er det?,“ spørger Leif Hygild.

„Et hjeeerte,“ svarer flere af børnene i kor.

"Hvorfor tror I, at der er hjerter på?,“ kommer det fra Naja Månsson.

Børnene er igen tavse. Flere kigger rundt på hinanden, og nogle begynder at beklage sig over regnen. Lige indtil en pige kigger op på afsenderen af spørgsmålet:

„Måske fordi at man så har lidt kærlighed tilbage,“ siger hun.

Leif Hygild opsummerer for børnene, hvad det er, de ser på.

„Dem, der ligger der, hedder Gitte og Niels, og de har nok været gift, eller også har de været kærester. Det er ikke til at sige.“

Børnene ser mod gravstenen med de to navne og hjertet, da en dreng udbryder:

„Eller også er de blevet bidt af en giftslange."

Vær ikke bange

Flere af børnene griner, og pludselig er regnen over dem af mindre betydning. Det er også blevet tid til at gå mod sognehuset, hvor børnene først skal spise deres madpakker.

Derefter skal de ligge på gulvet og lytte til klassisk musik, reflektere og tale om død ud fra billeder med symboler som blomster og gråd, og inden de går hjem, får de en seddel i hånden.

„Hvad tror du og dit barn, der sker, når man dør? Vær ikke bange for at sige, at vi jo ikke ved det,“ står der på den.