Diakoniudvalget
Diakonien udgår fra nadverbordet - en prædiken

Diakonien udgår fra nadverbordet

Prædiken ved stiftsdag i Vestervang kirke 17. november 2018
Diakonal stiftskonsulent Morten Miland Samuelsen

Kristus er på vej fra alteret i Vestervang kirke - men hvor finder vi ham i morgen?
"Jeg tør vædde på at hvis vi kunne se kirkerummet i aften, når det er mennesketomt, så ville Jesus også være gået. Jesus bliver aldrig på nadverbordet, lige som han ikke blev ved sin fars højre side i det fjerne. Han går, når vi går. Formentlig går han endda foran os."

Markus’ fortælling om Jesus 10:42-45

Jesus kaldte disciplene til sig og sagde:

»I ved at de der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, 
og at deres stormænd misbruger deres magt over dem.

Sådan skal det ikke være blandt jer; 
men den der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, 
og den der vil være den første blandt jer, skal være alles træl.

For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, 
men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Et kors, vendt på vrangen

… og vi skal lige minde os selv og hinanden om at det ord Jesus bruger om at ’tjene’, det er diakoni. Den der vil være stor iblandt jer, skal være diakon for jer.

”Diakonien udgår fra nadverbordet”, det er det tema, stiftudvalget har givet denne gudstjeneste. Og så netop her i Vestervang, foran Hein Heinsens alterkors, hvor korset er blevet vendt med vrangen ud. Det er ikke et sort kors, der står fast i jorden på et bestemt sted, og hvor Jesus sidder mur- og nagelfast, så vi ved hvor vi har ham. 
Det er et åbent kors, hvor lyset strømmer igennem og afslører den opstandne Kristus, der kommer gående imod os med åbne arme til kram og velsignelse.

Han er lige hvor vi venter at finde ham: På nadverbordet, der hvor vi kommer helt tæt på ham, rører ham, får hans hjerteblod i vores årer. Så ser vi Jesus, lige her hvor vi er. Så ved vi hvor vi kan finde ham.

Jesus bliver aldrig på nadverbordet

Eller gør vi? Jeg tør vædde på at hvis vi kunne se kirkerummet i aften, når det er mennesketomt, så ville Jesus også være gået. Jesus bliver aldrig på nadverbordet, lige som han ikke blev ved sin fars højre side i det fjerne. Han går, når vi går. Formentlig går han endda foran os.

Det tror jeg, for vi bliver ved med at møde Jesus. Han sidder og tigger ved stationen, han ligger og sover i detentionen, han leger med de andre børn i asylcenteret, han får udleveret medicin og nye kornsorter i bjerglandsbyen i Afrika. Vi bliver ved med at møde Jesus derude hvor hans mindste brødre og søstre har brug for vores hjælp.

Hvis Jesus skal være hos dem, så må han jo være løbet ud af kirken foran os, ikke? Jesus bliver aldrig på nadverbordet. Jesus er ikke en der ER et bestemt sted. Menneskesønnen er kommet for at tjene og give sit liv som løsesum. Jesus er en der kommer til os på et sted hvor du ikke ventede at møde ham.

Guds kongerige begynder ved korset

Det siger billedet på nadverbordet også. Det sidste sted nogen havde ventet at møde Messias, Guds menneskesøn, det var da klynget op i en galge. Men det var det han kom for at gøre. Han kom for at være den store diakon, den der tjener os ved at give sit liv som løsesum for mange.

Når vi beder om at Guds kongerige skal komme, er det nemt nok at finde: Det begynder ved korset. Det begynder der hvor et menneske er helt magtesløst, så det kun er Guds kraft der kan slå igennem.

Guds kongerige begynder i Familietjenesten, når du finder en gave ved adventsgavebyttemarkedet i Vestervang kirke på onsdag. For der bliver du til en ægte faster eller gudmor, der kan give en gave, ikke en magtesløs kontanthjælpsmodtager.

Det er den allerførste diakoni, den helt store diakon, når Jesus giver sig selv for at befri os og købe os fri, når udvandringen begynder fra den låste livssituation, når vi følger Jesus ud i livet, ligesom Israel fulgte Moses. Det begynder det samme sted som dengang: ved påskemåltidet med brødet og vinen. 

Guds kongerige er der hvor Jesus er, og der vil vi være

Så vi kan ikke skille diakonien og frelsen ad. Guds nåde består i at Jesus er diakon for os og giver os lov til at lege med i storebrors tjeneste.

Når vi har spist brødet og drukket vinen, har vi fået en overflod af Jesus’ diakoni. Når vi har spist og drukket, må vi gerne løbe ud og lege, siger vores Gud, vores forælder, ud og lege med storebror.

Nogle teologer er bange for at tale om diakoni. De er bange for at vi skal tro at diakoni er noget vi skal gøre for at blive frelst. De kunne ikke tage mere fejl. Diakoni er en del af frelsen. Diakoni er frelsens fysiske udtryk. Diakonien er den flod af liv, der strømmer fra korset og fra alterbordet. Vi kan ikke undgå at drive med på den strøm af liv. For Guds kongerige, det er der hvor Jesus er, og vi vil helst være sammen med ham.

Det er sådan noget der sker, når lektiecafeen i Kokkedal kirke bliver fyldt af sorthårede børn og nogle af deres forældre hver mandag aften. For der strømmer en flod af liv igennem rummene, når gymnasiaster og pensionister sidder og hjælper med lektierne. Det er ikke for at gøre sig fortjent til Guds kærlighed, det er fordi kærligheden river dem med. Den kærlighed der strømmer fra nadverbordet, fra korset hvor Jesus kommer gående ud af lyset.

Vi vender altid tilbage til nadverbordet for at finde ham

Men ind imellem i ugens løb taber vi ham af syne. Han er kommet til et sted, hvor jeg ikke lige kom forbi. Hvordan kan jeg så finde ham? Vi vender tilbage til nadverbordet, og dér kommer han os i møde.

Som når brugerne i Værestedet Skur2 i Høje Gladsaxe rejser sig midt i fredagsbønnen i det Åndelige Rum, tænder et lys og går hen og tager brødet og vinen.

Som når vi om lidt rejser os og tager brødet i hånden og dypper det i vinen. Der er han jo igen, ham Jesus. Og om lidt er han på vej ud i verden igen. Vi vil så gerne med, for det er der livet er, det er der den store diakoni sker, hvor Jesus giver os livskraft, så vi kan hjælpe hinanden.

Diakonien udgår fra nadverbordet. Brødet og Jesu krop er viklet så uløseligt sammen, at vi ikke kan se hvor det ene ender og det andet begynder. Jesu blod og vinen er en så velblandet cocktail, at de ikke kan skilles ad.

Diakonien udgår fra nadverbordet, for den befriende kærlighed Jesus viser os da han giver sit liv, er viklet uløseligt sammen med den kærlighed, vi kommer til at befri hinanden med.

Han er her lige nu, og når han går fra nadverbordet, går hans diakoni ud i verden. Men du kan ikke se hvor det er hans hænder eller dine hænder der gør hvad han vil udrette. Diakonien udgår fra nadverbordet, og vi går med.

Lovet være Gud, der tager imod os 
og lader os være indviklet i Menneskesønnens tjeneste 
i dag og i morgen og i al evighed.