Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

“Vores fineste præstation er at hjælpe mennesker til at komme ud af lejligheden”

Interview med initiativtageren til Næstehjælperne.

Carsten Larsen fra Næstehjælperne fortæller om projektet til Diakonidagen 2017.

Af Kåre Gade

På Helsingør Stifts diakonidag om livsmod kan man møde Næstehjælperne - et Facebook-baseret fællesskab, der opstod som en reaktion på kontanthjælpsreformen i 2016.

Vi har talt med en af initiativtagerne.

“Livsmod - udveje fra angst, sorg, ensomhed” er temaet, når Helsingør Stift den 25. februar afholder stiftsdag for diakoni. Et oplæggene på stiftsdagen kommer fra Linda Villadsen og Carsten Larsen, som i 2016 stiftede netværket Næstehjælperne. 

Netværket begyndte som en Facebook-gruppe, hvor danskere frivilligt og helt lavpraktisk kan hjælpe medborgere, som er kommet økonomisk i klemme - f.eks. med en pose dagligvarer eller en brugt barnevogn. 

Ligeværd og respekt

Næstehjælperne var en direkte reaktion på kontanthjælpsreformen, og de to stifteres oplæg på diakonidagen hedder da også “Livsmod trods kontanthjælpsreformen”.

Næstehjælperne har ingen nedfældet formålsparagraf, men Carsten Larsen giver et bud på, hvad det handler om:

“Næstehjælperne er et inkluderende fællesskab, der bygger på et fundament af ligeværd, omsorg og respekt. Og selv om vi hjælper mennesker materielt og praktisk, handler Næsterhjælperne lige så meget om den psykologiske dimension. Livsmod er i høj grad i centrum.”

Samarbejder med flere sogne

Stiftsdag om diakoni for menighedsrådsmedlemmer, kirkeligt ansatte og frivillige i menighedspleje/diakoni.


“Livsmod - udveje fra angst, sorg, ensomhed”

Lørdag den 25. februar kl. 11-16 i Buddinge Kirke


Tilmelding senest den 17. februar til Morten Miland Samuelsen, mms@km.dk

Carsten Larsen og Linda Villadsen, som også privat danner par, grundlagde Facebook-gruppen i juli 2016. Det var en spontan indskydelse. I dag nærmer gruppen sig 15.000 medlemmer, og Næstehjælperne har afdelinger i 20 byer og lokalområder.

“Linda er lærer, og jeg er sådan en DJØF-type. Ingen af os havde den store erfaring med socialt arbejde, men Næstehjælperne viste sig at ramme et behov,” siger Carsten Larsen.

“Der var brug for et sted, hvor man kunne knytte relationer mennesker i kortere eller længere tid. Ikke forpligtende, som når man involverer sig i sportsklubber eller andet foreningsarbejde, men som en spontan handlemulighed. Nogen søger efter flyverdragt, sådan én har du, og så kører du over og afleverer den. Og hvis det er det eneste, du gør, bliver du ikke bebrejdet for ikke at gøre nok.”

Ishøj og Albertslund

Næstehjælperne har flere samarbejder med kirker i Helsingør Stift, blandet andet Opstandelseskirken i Albertslund og Ishøj Sogn. Og hvis navnet Næstehjælperne klinger en kende kirkeligt, er det ikke tilfældigt. Carsten Larsen fortæller, at han lige siden sin opvækst i voldeligt alkoholikerhjem har troet på Gud.

“Det var en indre tro. Jeg havde brug for en Gud, som hørte min sorg og passede på mig. Senere kom jeg i pleje hos en familie. Her fik jeg en meget god ven, hvis far var kristen og religionslærer, og han blev en slags forbillede for mig.”

For nogle år siden boede Carsten Larsen i Kingo-Samuel Sogn på Nørrebro.

“Jeg var arbejdsløs, under udredning for sclerose, og livet så lige lovlig sort ud. Så begyndte jeg at gå til diakonigudstjenester hver onsdag aften. Det var første gang, jeg blev rigtig kirkegænger, og jeg lærte at sætte pris på, at gudstjenesten gav tid til reflektion,” fortæller han.

“Snart blev jeg spurgt, om jeg ikke ville være med i menighedsrådet, og inden længe var jeg kontaktperson for kirkens 14 ansatte.”

Man kan ikke adskille hjælpen fra protesten

I dag er det svært at få tid til kirkegang, for selv om der nu er 10 personer på det hold, der administrerer den største af grupperne bag Næstehjælperne, tager arbejdet det meste af Carsten Larsens og Linda Villadsens fritid. 

“Men jeg beder ofte Gud om hjælp til arbejdet. Jeg er i min grundvold overbevist om, at han hjalp mig fra et liv, der kun bestod af arbejde, øl, fodbold og junkfood, til et meningsfuldt liv med en kæreste og et engagement i Næstehjælperne.”

Næstehjælperne lægger ikke skjul på, at de er imod nedskæringerne på kontanthjælpsområdet. Alligevel fastholder Carsten Larsen, at Næstehjælperne ikke er partipolitisk.

“Vi er ikke ude i samfundsomstyrtende virksomhed, og vi støtter ikke bestemte politiske partier. Vi vil gerne favne bredt og samarbejde med både socialrådgiverforeningen, Kirkens Korshær, Frelsens Hær og lokale sognekirker. Skulle der komme en invitation fra Dansk Folkeparti, tager vi gerne imod den.”

Risikerer de ikke, at de med deres sociale indsats er med til at holde hånden under nedskæringspolitiken?

“Det er et dilemma, som vi er meget bevidste om. Men du kan ikke adskille hjælpen fra protesten. Man kan ikke kæmpe på tom mave, og vores fineste præstation er at hjælpe mennesker til at komme ud af lejligheden, blomstre op og blive en del at et fællesskab, hvor de ikke skal udskammes,” siger Carsten Larsen.