Skal vi ændre på sognenes grænser?
Debat om sognegrænser handler sjældent om virkeligheden i Helsingør Stift, mener sognepræst.
Alle debatter under Folkekirkemødet under Himmelske Dage i København var velbesøgte af debatlystne deltagere. Foto: Jesper Moll/Landsforeningen
Af Anders Haubart Madsen
Det bliver hurtigt til en debat med to klare fronter: Land og storby.
Når folkekirken diskuterer sin egen struktur for sognegrænser, er det ofte storbyerne, der kommer til orde med argumenterer om, at grænserne skal tilpasses nutiden.
Den del af folkekirken, der har hjemme på landet, står ofte bag et indædt forsvar for at bevare de nuværende grænser.
Dagsorden om land og by
Sådan er det også til det første folkekirkemøde, hvor parter mødes på kryds og tværs af geografisk og kirkepolitisk ståsted for at diskutere tro og struktur under Himmelske Dage i København.
Panelet på scenen i Københavns Universitet diskuterer forholdet mellem især København og Lolland-Falster.
Lige indtil en sognepræst fra Helsingør Stift rejser sig fra sin stol med en mikrofon i hånden.
”Jeg har lagt mærke til, at den her debat om sognegrænser følger en mediedagsorden om land og storby. Hvad med os andre? I Helsingør Stift har vi en lidt anden virkelighed”, siger Morten Miland, der er sognepræst ved Haraldskirken i Høje Gladsaxe.
(Artikel fortsætter efter foto)
Morten Miland, sognepræst i Haraldskirken i Helsingør Stift, vil gerne have sognegrænserne ændret, så midler kan flyttes fra land til sogne med mange indbyggere per sogn. Foto: Jesper Moll/Landsforeningen
Ikke plads til innovation
Han kommer fra et område i folkekirken, der ikke rigtig tages højde for i debatten, mener han. Et område uden for Hovedstaden, hvor flere og flere flytter til, men som stadig har de samme ressourcer til rådighed.
I Høje Gladsaxe Kommune er de 67.924 (2016) indbyggere om otte kirker. Flere og flere flytter til de enkelte sogne, uden at de demografiske ændringer afspejles i den nuværende struktur og økonomiske fordeling af midlerne i folkekirken.
”Vi er spændt hårdt for en vogn for at kunne leve op til de basale behov, der er. Der er ikke plads til innovation, alt det sjove. Derfor synes jeg, at man skulle flytte nogle penge fra landet, hvor man ofte er meget få i et sogn og over til os”, siger Morten Miland.
Er sognets grænse hellig?
Alle er langt fra enige. I panellet på scenen står Christina Rygaard, der er sognepræst på Lolland-Falster, og som kalder sig selv for ”sognefundamentalist”.
”Sognegrænserne sikrer nogle af de medlemmer af folkekirken, der har betalt kirkeskat i mange år, at de også kan have et tilholdssted og et lokalt sammenhold”, siger hun.
Biskop over Københavns Stift Peter Skov Jacobsen er uenig.
"Det er simpelthen ikke muligt at skabe kirke alle steder. Sådan har det altid været, og derfor nytter det ikke noget, at vi kigger på sognet som noget, der blev til ved skabelsen og aldrig kan ændres”.
Større sogne giver bedre råderum
En anden paneldeltager mener, at det kan have sin fordel at sammenlægge sogne de steder, hvor der er få indbyggere. Henrik B. Nielsen fra Kirkefondet henviser til Samsø, hvor syv sogne er blevet slået sammen til ét.
”Det skaber et råderum for at tilpasse kirken den virkelighed, den er en del af. På Samsø har man kunne skabe syv kirker med hver sin profil, så de ikke tilbyder det samme alle sammen og kan tiltrække forskellige”.
Den livlige debat i Festsalen kommer herefter vidt omkring, og selv om oplægget handler om sognegrænser, falder talen også på kirkens arkitektur og behov for at skabe mellemrum i byen.
En er imod det, at kirkerne har en bestemt profil, fordi det forhindrer menigheder med diversitet. En anden mener, det styrker kirken at kunne tilbyde noget til en specifik målgruppe.
Sådan bliver det formentlig også næste gang i 2017, når det er Herning, der afholder Himmelske Dage og folkekirkemøde.
