Seks dage på Færøerne

SØNDAG: Grind, spæk og tørret fisk

Søndag deltog vi i gudstjenesten i Kirkjubø. De mest friske gik turen over fjeldet, hvor de gamle varder viste vejen – en smuk tur, sagde de, hvor de oplevede alle fire årstider på to timer. Vi andre kørte ad den smukke vej langs kysten. Kirkjubø er nationens vugge. Her ligger den gamle domkirkeruin, Skt. Magnus-katedralen, som nabo til Skt. Olav Kirken fra 1200-tallet.

Biskoppen prædikede meget passende i et land med flere får end mennesker om Jesus som den gode hyrde. Han prædikede naturligvis på færøsk, for som han muntert bemærkede det: ”Alle andre steder kunne det måske gå an at prædike på dansk af hensyn til gæsterne, men ikke i Kirkjubø!” Et sted med stolte traditioner og stærk færøsk selvbevidsthed. Orgel bruger de heller ikke; tre fra menigheden ledede suverænt salmesangen, og kongsbonden Jóannes Patursson sørgede for ind- og udgangsbøn samt det liturgiske Amen. Postludiet bestod af de ni bedeslag

Jóannes er 17. generation af slægten Patursson, der har boet på Kongsbondegården, siden den i 1557 overgik fra at være bispesæde. Efter gudstjenesten fortalte han om kirkens historie, og derefter var han vært i Roykstuvan (Rygestuen), det gamle samlingsrum med åbent ildsted på gulvet og røghul i loftet. På traditionel vis indledtes måltiden med Lívsinsvatn skænket i drikkehorn, inden vi blev budt på grind, spæk, tørret fisk, fårerullepølse og meget mere – personligt har jeg så smagt spæk for første og sidste gang!

Efter frokosten fortalte Jóannes levende om kongsgårdens historie, inden biskoppen og domprovst Uni Næs gav os et indblik i, hvordan de har prøvet at undgå en splittelse af den færøske kirke som følge af hele debatten om velsignelse af homofile.

Jeg kan undre mig over, hvorfor et spørgsmål, der vedrører så numerisk få, kan fylde så meget, men i en kirke, der baserer sig på 800 frivillige lægfolks store og trofaste engagement, må jeg erkende, at en pragmatisk strategi kan være forståelig. Så for at undgå at blive anklaget for forskelsbehandling er den færøske kirke landet på en ordning, hvor man har beholdt sin vielsesmyndighed, men ikke længere foretager velsignelser af hverken den ene eller anden slags borgerligt indgåede ægteskaber. Nogen vil måske kalde det et knæfald, men der er for mig at se ingen tvivl om, at man har valgt denne ”løsning” for at undgå at Fólkakirkjan blev splittet i to. De er så at sige enige om at være uenige og så i øvrigt at prøve at samarbejde.

På vej hjem åbnede domprovst Uni Næs Havnar Kirkja, Domkirken og fortalte om kirkens historie – og med organistens hjælp lykkedes det os at synge den færøske salmebogs nr. 1: Herre Gud! dit dyre navn og ære – på den for os ukendte færøske melodi!

MANDAG: De bibeltro – og de bibelutro?

Vi begyndte dagen i Torshavns nyeste Hoyvík kirke fra 2007 med morgensang ved sognepræst Theodor Olsen. En ny, moderne og smuk kirke med et fantastisk smukt langfredagsalterbillede og krucifiks af Havsteen-Mikkelsen.

I 2019 er kirken fuldt betalt og danner ramme om en aktiv forstadsmenighed med både minikonfirmander og babysalmesang.

For også på Færøerne mærker de sekulariseringen. Trods kristendomsundervisning i skolen og tilbud om søndagsskole i missionshuset kniber det med kendskab til de bibelske kernefortællinger, når konfirmanderne møder til konfirmationsforberedelse.

Fra Hoyvík gik turen til Heimamissionens (svarer til Indre Mission i DK) hovedkvarter i Nesvik, hvor formanden, sognepræst Símun Jacobsen, i den nyindviede 16 millioners tilbygning (indsamlede midler!) fortalte om Heimamissionens arbejde. Mangesteder virker det, som om der er et godt og tæt samarbejde mellem Fólkakirkjan og missionshuset. Søndagsskolen holdes i missionshuset, og søndag aften er der møde for voksne. Så søndagen står for mange i kirkens og missionshusets tegn.

Også her var der stor taknemmelighed over biskoppens pragmatiske og samlende tilgang, så de, der med Símun Jacobsens ord er ”bibeltro”, kan forblive i kirken. Så kan vi andre spekulere på, om vi så er bibelutro, eller vi bare er enige om at være uenige!

Dagen sluttede vi mod nord i Klaksvig (længe leve de fine og dyre tunneller, der forbinder flere og flere af øerne).

Klaksvig er kirkelig set særlig ved, at de 5.000 indbyggere er delt. Fólkakirkjan har vel lidt mere end 50 procent, mens Pinsekirken og især Brødremenigheden har næsten det samme.

Vi besøgte Brødremenighedens nye kirkecenter, Betesda, til 30 mio. (igen indsamlede midler – de samler ca. 26.000 ind ved en almindelig søndagsgudstjeneste!). Brødremenigheden må ikke forveksles med den menighed, vi kender fra Christiansfeld. Brødremenigheden i Klaksvig er en baptistkirke oprettet i 1917 og stammer fra Plymouthbrødrene. Kirken har ingen præster, ingen ansatte, men ledes af et ældsteråd af syv mænd. Ved gudstjenesterne kan alle (mænd) tale og bede, og nadveren indledes også af en i menigheden, men ikke med indstiftelsesord, og Fadervor bruges kun i lønkammeret!

Trods det, at de sidste mange borgmestre i Klaksvig er kommet i Betesda, så er kulturen forholdsvis lukket, isoleret fra omverdenen. Livet, også det sociale liv, leves i menigheden, hvor der foregår noget stort set alle ugens dage og for alle aldersgrupper.

På en måde prægede Brødremenigheden også mødet med Marjun Lómaklett, der er sognepræst i Klaksvig. Kirken er så at sige bygget, så Joakim Skovgaards kæmpestore maleri af det store gæstebud fylder hele altervæggen. Marjun kunne fortælle om et økumenisk fællesskab, som Brødremenigheden ikke er en del af. Mange blandede ægteskaber (mellem folkekirke og brødremenighed) indgås i Fólkakirkjan, men derefter kommer familien mest i Brødremenigheden, fordi det sociale og kirkelige liv går i et.

TIRSDAG: Malerkunstens store navne

Efter udtjekning fra hotellet gik turen til Torshavns anden nye kirke, Vestkirken, hvor sognepræst Derhard Jógvansson holdt morgenandagt og fortalte om kirkens arbejde. Igen og igen slår det mig, hvor meget der hviler på frivillighed og lægfolks medvirken.

Inden vi skulle med færgen til Sandoy, var der tid til et spændende besøg på kunstmuseet Listasavn Føroya, hvor en ung inspektør, Dagmar, fortalte om den færøske kunst med særligt fokus på de religiøse motiver og temaer. Hun nævnte for eksempel Joensen-Mikines, Ingalvur af Reyni, William Heinesen og sønnen Zacharias, Trondur Patursson (hvis slægt stammer fra Kongsgården i Kirkjubø) og mange flere – når man har oplevet lysets evigt vekslende spil i himmel og hav er det ikke underligt, at det især er malerkunsten, der har fostret store navne på Færøerne.

Efter skønne salater (for første gang ikke lammesteg!) til frokost i Nordens Hus gik turen til Gamlarætt, hvorfra færgen sejler til Sandoy. En smuk halvtimes tur ud forbi Hestur til Skopun, heldigvis for de ikke så søstærke gyngede skibet kun lidt.

ONSDAG: Imponerende frivillighedskultur

På Sandoy startede vi dagen i Sands kirke, hvor sognepræst Havstein Klein holdt morgenandagt og fortalte om at være præst på to øer med seks kirker. Men hvor der alligevel er gudstjeneste i alle seks kirker hver eneste søndag kl. 12.00 – præsten når en kirke, og degnene klarer de fem andre. ”Men bliver folk så ikke bare væk?” spurgte vi, som kender alt til, at når præsten har fri, holder menigheden også fri.

Men nej, man møder trofast op, synger salmer, hører degnen læse dagens læsninger og en prædiken fra en postil. Nadver må de undvære til en af de seks gange om året, hvor præsten når ud i de mindste sogne. Tankevækkende med tanke på de efterhånden mange flersognspastorater, vi også har i de tyndt befolkede egne af Danmark. Måske vi skulle overveje at kopiere den færøske ordning, hvor det myndige lægfolk tager over i præstens fravær.

Ja, i gamle dage holdt man endda begravelser ved degnen, hvis præsten ikke kunne nå frem før længe efter dødsfaldet. Det eneste, man undlod, var jordpåkastelsen. Man stak bare et rør ned til kisten, inden graven blev kastet til, så kunne præsten foretage jordpåkastelsen gennem røret, næste gang han kom forbi, og så kunne røret fjernes.

I det hele taget er denne imponerende frivillighedskultur et gennemgående træk ved vores møde med færøsk kirkeliv. Spændende at se, om det kan blive ved, når den sekularisering, vi har kendt i Danmark i mange år, for alvor slår igennem på Færøerne.

De mærker den allerede så småt, når søndagsskoler lukkes, fordi de sidste undervisere er blevet for gamle og ingen yngre tager over. Flere steder talte de om at bygge sognehuse, som vi har gjort det i stor stil, men bliver det næste så at ansætte lønnede kirke- og kulturmedarbejdere?

Den stigende velstand og de tryggere livsvilkår sætter måske også deres præg. Hvis risikoen for at dø i en lille fiskebåd på havet er stort set forsvundet – hvis frygten for at have til dagen og vejen er erstattet at store huse og en firhjulstrækker – hvad betyder det for kristendommens rolle i det daglige liv? Ikke kun i ”storbyerne” men også ude i bygderne.

Alt dette fik vi lejlighed til at drøfte med tidligere sognepræst på Sandoy og nuværende lektor i kirkehistorie Jákup Reinert Hansen, der på vores hotel i Skalavik fortalte om provst Jacob Dahl (1918-44), der er det færøske kirkesprogs fader. Færøsk alterbog, færøsk bibeloversættelse, færøsk salmedigtning, færøsk prædikensamling – alt dette begynder med provst Jacob Dahl og når sit foreløbige højdepunkt med Fólkakirkjans selvstændiggørelse i 2007.

Aftenen bød på et betagende møde med seks ældre fra Dalur og en skøn blanding af færøsk mad, kultur, strik, sange og kædedans i Dalur forsamlingshus – skærpekød, visesang, uldkartning og spinding og en fortælletradition, hvor man har gooood tid og alle detaljer gerne skal med – men hvad betyder tid også i de lange mørke vintermåneder.

Og så må det selvfølgelig også nævnes, at vi var nogen, der ved hjælp af Viaplay fra mobilen via internettet på hotellets fladskærm så Liverpool slå Barcelona 4-0 og anden halvleg af Tottenhams 3-2 sejr over Ajax – miraklernes tid er ikke forbi - havde vi dog bare oddset på de resultatet ...

TORSDAG: Hjem fyldt med indtryk

Mest en hjemrejsedag – godt mættede af stærke indtryk, stor gæstfrihed, stolt kultur og betagende natur.

Et møde med et frivilligbåret kirkeliv og en stolt tradition, hvor kirkens selvstændighed og det at læse, synge, prædike og bede på sit eget færøske modersmål spiller en stor rolle i selvbevidsthed og kirkeliv.

Det bliver interessant at følge udviklingen – for ét er at have pengene og selvstændigheden, noget andet er at bevare engagementet og medansvaret.

Godt, vi også nåede at få den spændende og givende tur til vores færøske søsterkirke sammen med biskoppen – om to år har Lise-Lotte Rebel takket af!