Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Sanselig konfirmandforberedelse

Udviklingshæmmede konfirmander har brug for struktur, sanselighed og personliggørelse. To præster fra Helsingør Stift har lavet et undervisningsmateriale til dem.

Pernille Bach-Mortensen konfirmerer børn fra Geelsgårdskolen (Foto: Jørgen Thøgersen Kristensen)

Af Malene Bjerre

’Forleden dag var jeg alene hjemme. Alle de andre i familien skulle noget andet. Jeg skulle spise min aftensmad alene, og det synes jeg ikke er så sjovt. Derfor satte jeg mig foran tv’et med min mad, så føltes det ikke helt så ensomt. Og jeg kom til at tænke på, at i kirken spiser man aldrig alene. Nadvermåltidet føles godt, fordi der spiser man altid sammen med andre.’

Når man laver konfirmandforberedelse for udviklingshæmmede, er det nødvendigt at være personlig. Og det er også vigtigt med en fast struktur, så de unge ikke sidder og bliver usikre på, hvad der nu skal ske. Så et fast element i hver lektion i konfirmandmaterialet Skabt af Gud er præstens egen fortælling om det, som lektionen handler om.

Det er to præster fra Helsingør Stift, Anne Mia Lykner fra Mørdrup Kirke og Pernille Bach-Mortensen fra Lundtofte Kirke, der sammen med organisten Martin L. Hornstrup fra Gellerup Kirke står bag det nye materiale.

Nødt til at bruge sig selv

Anne Mia Lykner og Pernille Bach-Mortensen har begge konfirmeret udviklingshæmmede i mange år, og de har måttet lære af deres egne fejltagelser.

”I begyndelsen læste jeg måske højt for holdene af Johannes Møllehaves genfortællinger, men det gik slet ikke – de unge var helt væk,” fortæller Anne Mia Lykner. ”Jeg er nødt til at bruge mig selv og til at aktivere dem og deres oplevelser og følelser, hvis de skal forstå, at det, der foregår i kirken, handler om deres eget liv.”

Sammen satte de to præster sig ned og systematiserede deres erfaringer. Kodeordene er struktur, personliggørelse og brug af alle sanser. Og så handler det om at se det enkelte barn.

Pernille Bach-Mortensen fortæller om en elev, der havde svært ved sociale relationer og nogle gange måtte forlade undervisningen, fordi hun skabte for megen uro. ”For at pigen kunne blive en del af undervisningen, måtte jeg finde ud af at afkode hendes følelsesmæssige reaktioner,” fortæller hun. ”Det viste sig, at pigen elskede pixibøger, og var urolig, hvis hun ikke havde en pixibog hos sig. Løsningen var derfor at lave nogle særlige pixibøger til hende, som tog udgangspunkt i dagens undervisningsemne. Det gav hende en ro. Og det var bøger, hun vendte tilbage til og tog med hjem og viste sine forældre.”

De udviklingshæmmede er vant til at bruge små stiliserede piktogrammer til at få overblik over deres dag, og det virker også i konfirmandundervisningen, fortæller Anne Mia Lykner. Så hun indleder hver lektion med at udlevere en lille strimmel med piktogrammer over timens forløb: Først tænder vi et lys. Så synger vi. Så åbner vi en gave, og så fortæller præsten en historie. Og piktogrammerne bruger hun også som støtte for bibelfortællingen, for det er langt lettere at forstå og fastholde historien, når man har de små billeder som stativ til at hænge elementerne op på.

Alle sanser

Og så er det vigtigt, at de unge selv er aktive og deltager med alle sanser.

”De udviklingshæmmede er på et andet intellektuelt niveau end normalt udviklede unge, men deres følelsesliv er det samme. Derfor må vi finde på andre måde at give dem en forståelse på, hvor de smager, rører ved og lugter til det, vi taler om,” siger Anne Mia Lykner.

I den lektion, der handler om den fortabte søn, dækkes der fx fire borde – et hjemmebord med rødternet dug, et champagnebord med serpentiner, en svinesti med baked beans og endelig velkommen hjem-bordet med hvid dug og kandelabre. Så kan eleverne gå fra bord til bord og opleve en meget konkret gengivelse af den fortabte søns udvikling.

Også til minikonfirmander

Efter hver time sender Anne Mia Lykner og Pernille Bach-Mortensen en mail hjem til forældrene med fem linjer om, hvad holdet har lavet, og piktogrammerne fra bibelfortællingen får de med hjem, så de kan tale med forældrene. Ofte får børnene også en lille ting med hjem, som afspejler dagens undervisningstema – fx et lille får, hvis emnet er det fortabte får.

”Vi oplever, at forældrene er meget glade for vores måde at arbejde på. De føler, at både deres børn og de selv bliver taget alvorligt; det er meget rørende,” siger præsterne.

Anne Mia Lykner og Pernille Bach-Mortensen vurderer, at der er mindst en skole for udviklingshæmmede i alle provstier, der har brug for en særligt tilpasset konfirmationsforberedelse, men mange flere kan få gavn af materialet, ikke mindst minikonfirmander. Der er noget ved den konkrete, sanselige tilgang, der også passer rigtig fint til mindre børn, siger de. ”De kan også lide at få noget i hænderne.”

 

Aktiviteter, taler, salmer

Skabt af Gud består af 14 lektioner, der er detaljeret beskrevet med forslag til fortællinger, aktiviteter, bønner og salmer og en huskeliste til dagen. Der er billedmateriale med piktogrammer, memoryspil, find fem fejl-tegninger og meget mere, ligesom der er forslag til taler til juleafslutning, dåb, begravelse og selve konfirmationen. Og så er der et afsnit om musikkens betydning og 31 enkle salmer med noder, der passer til målgruppen.

 

Materialet er udgivet af forlaget Eksistensen og koster 295 kroner. Udgivelsen er støttet af Kgs. Lyngby Provsti og Mørdrup Sogns Menighedsråd. Materiale kan købes her.