Sang skaber fællesskab

Af Sarah Thorngreen Auken

Det passede lige med at hun ramte motorvejen, så lød domkirkens klokker i bilen. Mette Bock indledte hver morgen i sine år som pendler med at synge med på salmerne fra den radiotransmitterede morgenandagt. 

“Jeg tænkte ofte på, at jeg var trådt ind i et fællesskab, i en menighed af radiolyttende bilister - der var jo andre som mig, der kørte rundt på vejene og sang salmer.”

Mette Bock fremhæver netop fællesskabet som én af de vigtigste pointer ved det at synge. Som hyppig kirkegænger og tidligere kirkesanger har hun en lang erfaring at trække på. “I sangen opnår du en meget stærk følelse af fællesskab, der ikke er blufærdighedskrænkende i sin intimitet, men et fællesskab hvor man kan være sig selv.”

“Fx har jeg det svært med at, “nu holder vi lige et minuts stilhed i fællesskab og beder for sig selv.” Det bliver mig for nærgående. Når man synger salmer, gør man noget fysisk sammen. Menighedens korsvar er en aktiv deltagelse i gudstjenesten. Salmen er en form for prædiken og forkyndelse. Derfor er salmen og korsvar en væsentlig del af gudstjenesten. Vi bliver til en menighed, når vi synger sammen.”

Den danske sangtradition lever

Mette Bock fortsætter: “Det er ikke kun inden for kirken - vi kan jo næsten ikke mødes, uden at vi skal synge hele tiden. Når vi begynder, og når vil slutter, og så lige en sang til kaffen også.) Da jeg var i det Radikale Venstre, kunne diskussionerne nogle gange gå rigtig højt, og så var der engang imellem én der foreslog, “skal vi ikke synge en sang?” Det er simpelthen umuligt at skændes, når man lige har sunget. Man bliver nødt til at vente lidt.

Ud over at skabe fællesskaber, kan sangen også betone sproget på en anden måde, end når man læser og taler. Sangen får sproget til at folde sig ud påny. Som eksempel på det nævner Mette Bock, hvad der skete med den danske salmesang, da Thomas Laub fik sat en masse nye salmemelodier ind iden danske kirkesang. Salmerne fik - på godt og ondt - et helt nyt liv.

Dermed er salmerne også med til at bære kirken, Der bliver hele tiden skrevet nye  salmer og nye salmemelodier, og de taler til nye mennesker. Det viser, at der er en konstant og igangværende interesse for at komme ind i det religiøse univers, og ofte er det salmesangen, som viser vejen.

Den værste og den bedste

Lige så let som det er at blive begejstret, lige så nemt er det at blive deprimeret over en melodi. For Mette Bock gælder det fx Grundtvigs “Kirken den er et gammelt hus”. “Jeg bliver helt tung i  sjælen. Det går så trægt, og melodien holder mig helt nede ved jorden. Det kan godt være, at kirken står, selvom tårnene falder, men når jeg skal synge dén, så skvatter jeg ned sammen med tårnene”.

 Mette Bock har også mange yndlingssalmer,  men vender gerne tilbage til en anden af Grundtvigs, pinsesalmen “Du som går ud fra den levende Gud”. For “melodi og tekst hænger vidunderligt sammen, og det er, som om den ikke bare handler om Helligånden, men Helligånden selv er til stede i den.”