På åndelig medvandring i Afrika

Lene Skovmark fra Strandmarkskirken i Hvidovre er lige kommet hjem fra 14 dage i Cameroun i Vestafrika. Her har hun undervist teologistuderende i den form for sjælesorg, hun kalder ’Åndelig medvandring’, som handler om at ledsage en anden på troens vej. Det er anden gang, hun er er dernede, og Den Lutherske Brødrekirke har allerede bedt hende om at komme igen og undervise nye grupper. Her fortæller hun om sit besøg – og om, hvad hun fik med sig hjem.

Af Lene Skovmark

Endelig står jeg foran de 54 teologistuderende, som jeg skal undervise i åndelig medvandring. Jeg har været undervejs i fire dage: Først en mellemlanding i Bruxelles, så et par overnatninger på et katolsk gæstehjem i hovedstaden Yaoundé for at være sikker på at nå indenrigsflyet nordpå til Garoua, hvor Den Lutherske Brødrekirkes hovedkvarter ligger. Her blev jeg indlogeret på et skønt hotel, hvor jeg fik en varm modtagelse – de huskede mig, fra sidste gang jeg besøgte landet i 2017. Dagen efter kører jeg de sidste tre timer med bil til præsteskolen i Kaélé i det nordlige hjørne af Cameroun.

I 1990’erne arbejdede jeg som sygeplejerske i nabolandet Den Centralafrikanske Republik, og jeg nyder gensynet med Afrika. Varmen slår mig i møde – både solens varme og den menneskelige varme, charmen og nærværet. Der er liv overalt. Den afrikanske humor, spontanitet og smidighed i krop og sind – de finder altid på løsninger og er hurtige til at finde værktøjskassen frem, da strømstikket til min pc ikke passer ind i væggen.

Direktøren, Samuel Dawai, introducerer mig for de studerende. ”Det er måske nyt for nogle af jer at blive undervist af en kvinde?” spørger han retorisk. Flere nikker lidt forlegent. I Den Lutherske Brødrekirke har kvinder traditionelt ikke adgang til de teologiske uddannelser. Men ledelsen har inviteret mig, dels fordi de gerne vil arbejde med åndelig medvandring, og fordi jeg netop er kvinde. Siden jeg var der sidst, har kvinderne fået mulighed for at blive optaget på den teologisk uddannelse, men indtil videre er der kun mandlige studerende. Jeg håber, at der kommer kvinder allerede på det hold, der starter til efterår, og det er et håb, jeg deler med den nyvalgte kirkepræsident pastor Debsia.

”Det er vigtigt at vores kvinder bliver uddannet,” siger han til et møde, jeg får arrangeret med ham. ”De har et stort ansvar i kirken, og det kan betyde en fornyelse af kirkens liv.”

Når jeg underviser, bruger jeg billeder og anekdoter. Jeg tegner to tændstikmænd over for hinanden som billede på den traditionelle form for sjælesorg, hvor præsten sidder over for konfidenten og fortæller, hvad vedkommende skal gøre. Og så tegner jeg to ved siden af hinanden som billede på det at gå med den anden på vejen. De ler højt – måske af min tegning, men også fordi de fanger pointen. Åndelig medvandring handler ikke blot om at overvinde en krise, men om at vokse i troen gennem kriserne. I dag arbejder de i grupper om Emmausvandringen, hvor Jesus slår følge med de to disciple, lytter tålmodigt til dem og taler med dem. De overvejer sammen, hvad de kan lære af Jesus som medvandrer.

Jerikos Rose er en indtørret ørkenplante, der hvirvler rundt i ørknerne, og som folder sig ud, når den vandes. Jeg bruger den som symbol på livet og spørger: Hvad får os til at folde os ud? De svarer: ’Kærlighed’ og ’Guds nåde og tilgivelse’. Efter undervisningen strømmer de op til katederet. De tager billeder af planten og undersøger fænomenet nøje. ”Vokser den på træer?” spørger de. ”Hvordan formerer den sig, og hvad så når den ikke får vand?”

Den åndelige medvandring handler også om at støtte menigheden som helhed i at vokse åndeligt og menneskeligt i troen, så fællesskabet afspejler den måde Kristus var i verden på. Jeg udfordrer deres praksis omkring kirketugt, hvor man kan blive udelukket fra nadveren, hvis man overtræder reglerne. ”Det rammer jo kun bestemte moralske synder som skilsmisse og utugt. Hvad med skjulte synder som misundelse og bagtalelse – de skader jo hele menigheden?” siger jeg til dem. Jeg bruger billedet med at slå ukrudtet ned, mens roden stadig skyder nye skud. Det billede forstår de godt. Kun Guds nåde kan forvandle et menneske, er vi enige om. Jeg nyder at tale med dem om troens vækst og discipelskab. 

Jeg får en studerende til at tegne de tre faser af et bål som billede på troens liv, som er beskrevet i den kristne mystik. Renselsens vej er, når bålet antændes, blusser op, og urenheder og gasser fra træet brænder. Det er et billede på troens kampe og sjælens renselse. Oplysningens vej er, når ilden tager fat i brændet. Det er et billede på at blive gennemtrængt og oplyst af Guds kærlighed og nåde. Foreningens vej er, når brændet er blevet til gløder og man ikke længere kan skelne ilden fra brændet. Det er billede på kærlighedens forening mellem den troende og Gud.

Afrikanerne elsker at synge. Men de bakser forgæves med at finde en rytme i de meditative sange fra det franske kloster Taizé, som jeg instruerer på fransk. Man må have en anden toneskala her i Afrika, for de studerende rammer ikke de halve toner – men pyt, de elsker at synge og klapper spontant bagefter.

Efter fjorten dage glæder jeg mig til at komme hjem, men det har været en stor oplevelse. Det giver meget mening at undervise i netop denne vinkling på sjælesorg. En af præsterne, der fulgte kurset sidst, var begejstret og har undervist ældste og diakoner i sin menighed. Det er der, vi skal hen – at de giver det videre, de har lært. Og jeg ser frem til, at de også begynder at undervise kvinderne!

Jeg er også selv blevet klogere. Det er en udfordring af undervise på et andet sprog i en anden kulturel sammenhæng. Men vi har Bibelen og vores tro til fælles, og det gør en frugtbar udveksling mulig. Og jeg lærer meget af deres umiddelbarhed og deres naturlige måde at have Guds med i alt på.