Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Ny pilgrimsrute forbinder natur, kultur og kirke

Landsbyerne Mårum, Ramløse, Annisse og Tibirke slår dørene op for pilgrimme, der får lov at overnatte i kirker og sognegårde.

Pilgrimsruten Tisvildevejen

Pilgrimsruten Tisvildevejen. (Foto: Rigmor Westh Baagøe)

Af Kåre Gade

Fællessang, andagter og stillevandring blandes med lokal gastronomi, koncerter, kunst og kulturhistorie, når 30 vandrere mødes på Esrum Kloster den 7. juli for at begive sig ud på fem dages pilgrimsvandring i Nordsjælland.

Undervejs bliver vandrerne modtaget af lokale beboere i landsbyerne, hvor de overnatter i fire forskellige kirker og dertilhørende menighedshuse.Det er tredje år i træk, at der arrangeres pilgrimsvandring ad pilgrimsruten Tisvildevejen, og interessen er stor, fortæller initiativtager og turleder Rigmor Westh Baagøe.

“Denne sommers vandring har været fuldtegnet et stykke tid. Sidste år havde vi tre ture, men jeg har kun haft tid til at planlægge en enkelt vandring i år.”

Rigmor Westh Baagøe er oprindeligt uddannet sygeplejerske, men har dette forår haft travlt med at afslutte medicinstudiet. Ved siden af sine studier har hun de sidste par år lagt sig i selen for et lokalt projekt, der skal etablere Tisvildevejen som en vandrerrute, der kan binde de lokale landsbyer sammen – til gavn for både vandrere og lokale beboere.

Kræver et veludviklet socialt væsen

Hun fik idéen, da hun i 2014 var med til åbningen af Esrum Kloster som pilgrimscentrum.

“Der var en fantastisk stemning, og jeg kunne se, at det var oplagt at bygge noget op omkring de ressourcer og den skønhed og kulturhistorie, der knytter sig til kirkerne, og som jeg vidste fandtes i de små landsbysamfund”, siger Rigmor Westh Baagøe, der har boet det meste af sit liv i Ramløse.

Hun har været kirkesanger i Ramløse og Annisse og har trukket på sit netværk omkring de lokale sognekirker. Foruden kirkerne involverer samarbejdet lokale museer, producenter og kunstnere. Den færdigpakkede vandretur (som i år koster kr. 3.600, alt inklusive) kombinerer således aktivferie, gourmetferie og pilgrimsvandring.

“Det er en vandreform, der tiltaler mennesker med interesse for kultur og natur, med stor appetit på deres omverden og med et veludviklet socialt væsen – de skal jo sove sammen i kirkerne.”

Pilgrimsruten Tisvildevejen

Undervejs overnatter pilgrimmene i kirkerne – eller sognegårdene, hvis der mangler plads. (foto: Rigmor Westh Baagøe)

Det fleste deltagere er danske, og en del af dem er lokale, der har lyst til at opleve egnen på en ny måde. Aldersmæssigt er de fra 45 og op, men der er også bedsteforældre, som har deres børnebørn med. En lokal naturvejleder fortæller undervejs om flora, fauna, geologi og kulturhistorie, mens Rigmor Westh Baagøe tager sig af logistikken – sammen med sine børn:

“I år kører vores ældste søn bagage, mens ham på 10 går til hånde med indkvartering, og lillesøster er med så meget hun kan,” fortæller Rigmor Westh Baagøe, som i alt har fire børn.

Visit Nordsjælland er partner og har stillet deres bookingsystem til rådighed, ligesom pilgrimsturene er kommet med i feriekataloget. På deres hjemmeside kan downloade en rejsebog, som Rigmor Westh Baagøe har redigeret.

Pilgrimsruten skal afmærkes

De tilrettelagte pilgrimsvandringer skal bane vejen for et større og mere ambitiøst projekt, der skal gøre ruten til en permanent turistattraktion. En nydannet forening, Kultur-Natur Nordsjælland, skal bakke op om pilgrimsruten og andre initiativer, der kan styrke samarbejdet mellem de nordsjællandske landsbyer.

I samarbejde med Naturstyrelsen og Museum Nordsjælland tilrettelægges et udvalgt ruteforløb, som siden skal afmærkes, så vandrere kan benytte Pilgrimsruten Tisvildevejen på egen hånd, året rundt – og blive modtaget af frivillige i landsbyerne, til glæde for både gæster og værter.

En af de lokale, som stiller sig til rådighed, er sognepræst Pia Niebuhr i Mårum. Hun modtager deltagerne på pilgrimsturen i fuldt ornat, holder andagt og byder på velkomstdrink i præstegårdshaven. Men hun og familien åbner også døren for vandrere, der selv tilrettelægger deres tur.

“Vi er glade for at få besøg og for at få udbredt kendskabet til egnen. Denne sommer har vi et par overnattende, som vi indlogerer, og som spiser med sammen med vores familie,” fortæller hun.

Det er en ny måde at være præstefamilie på?

“Ja, eller måske snarere en gammel. Før i tiden var det jo almindeligt, at foredragsholdere og andre gæster overnattede på præstegården.”


Pilgrimsruten Tisvildevejen

Sognepræst Pia Niebuhr tager imod i Mårum. (foto: Rigmor Westh Baagøe).

Pilgrimsruten Tisvildevejen

Hvis du er interesseret i at deltage i næste års pilgrimsvandringer, kan du følge Facebook-siden Tilsvildevejen, hvor turene annonceres. Eller du kan gå turen selv: Rigmor Westh Baagøe forventer, at afmærkningen af Pilgrimsruten Tisvildevejen er på plads i løbet af den kommende vinter. Allerede nu kan du på Visit Nordsjællands hjemmeside downloade hendes bog såvel som kort over ruten.