Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Min vej til præst

De seneste uger har været hektiske for Adam Garff.  Læs med i hans beretning, om tiden der gik forud hans ordination d. 13. maj 2018 i Helsingør Domkirke.

Adam Garff begynder sit præsteliv med en 3-måneders løntilskudsstilling i Skovshoved Kirke i Gentofte Provsti. 

af Adam Garff, 27. Cand.theol. og nyordineret præst. 

Vejen til det almindelige præstedømme begyndte egentlig for en del år siden, i 2011, første år på teologi. Som 20-årig havde jeg nok ikke tænkt præstetanken helt til ende. Det har meget få, kan jeg i øvrigt afsløre. Men noget hændte undervejs. Noget godt. Seks år senere, i sommeren 2017, stod jeg nemlig som færdig kandidat og ventede utålmodigt på at komme i gang med den praktiske efteruddannelse på Pastoralseminariet i København. Nu skulle jeg ud og være præst. 

Fire både udfordrende og herlige måneder på Pastoralseminariet blev overstået op til jul, hvorefter embedsjagten satte ind. Der kom dog intet fast. Så jagten fortsætter. Heldigvis fik jeg mulighed for at blive ordineret til stiftsvikar i Helsingør, hvilket i praksis vil sige, at jeg skal varetage kortere vikariater i stiftet.

Samtale med biskoppen 

Mellem vikariater, karriereplaner, embeder og omstillinger står imidlertid det, som det nu skal handle om: ordinationen. For vil man ud og virke som præst i folkekirken, skal man først ordineres i en domkirke. Det er uomgængeligt. Ligesom alt det praktiske forud for ordinationen er det. Forinden skal ordinanden nemlig have haft en afklarende samtale med biskoppen, aflevere en besvarelse af bispeeksamen, samt selvfølgelig møde op til selve eksaminationen. Den ligger typisk nogle dage inden ordinationen. 

"Det blev til nogle krævende dage med både glæder, anfægtelser og logistiske udfordringer med at få prædiken og salmevalg til at harmonere. Skønt og ærligt præstearbejde"

Den afklarende samtale havde jeg, mens jeg endnu gik på Pastoralseminariet i efteråret, efter jeg havde søgte den første stilling i stiftet. Den forløb heldigvis uden større dramatik, om end sommerfuglene blafrede lystigt i maven, imens nordkysten fór forbi en tung novemberdag. Månederne gik, og pludselig rykkede alting nærmere.

Forberedelse til bispeeksamen

Da stiftsvikariatet var faldet på plads (jeg var, indrømmet, ude i 11. time, men nåede det), blev det tid til at finde den praktiske litteratur frem igen. Således blev ritualbog, salmebog, prædikenvejledninger, salmekommentarer, noter fra Pastoralseminariet, Studiebibelen og andet godt lagt på skrivebordet, der i forvejen kæmpede en daglig, ujævn kamp for at stå stabilt i den gamle lejlighed.    

Vi ordinander skulle producere en lille trilogi indeholdende prædiken, begrundet salmevalg og nogle sider om, hvorfor vi gerne ville være præster. I månederne op til havde jeg siddet på Kristeligt Dagblad og arbejdet i en mere journalistisk retning, men nu vendte jeg tilbage til det, jeg i virkeligheden skulle.  

En kuffert med historie.

I kjole og krave  

En lille uge før bispeeksamen sendte jeg teksterne afsted, og så var det ellers bare at væbne sig med tålmodighed. Der var dog lige en enkelt detalje, der endnu spøgte: præstekjolen. Da det kun er præster i fast embede, der får syet en ny kjole, måtte jeg op og låne en af stiftet.

Dagen inden bispeeksamen befandt jeg mig under lofterne i et middelalderkloster. Her hang en sand herlighed af pensionerede præstekjoler til vidnesbyrd om mange års tro tjeneste. Og trofast afbenyttelse. Til alt held passede den allerførste, jeg fik prøvet. Den var for nylig blevet forsynet med nye poignetter. 
Vi fandt tilmed også en gammel, elegant kuffert og en præstekrave, der tillod, at jeg kunne lægge mig lidt ud over sommeren. Hjem igen med kystbanen. 

Bispeeksamen

D. 8. maj kl. 09.00 var der bispeeksamen i Helsingør. Dagen indledtes med morgenbrød og ubekymret snak, inden det egentlige program gik løs. Eksamen indledtes på god luthersk manér med en fælles salme, Trosbekendelsen og Fadervor, hvorefter vi på skift redegjorde for vores prædikener.

Hvilke teologiske forhold knyttede der sig til den pågældende søndags tekst? Hvilke eksempler brugte vi til at fremhæve indholdet? Osv. Tre en halv time senere var sidste eksaminand igennem. Til alt held bestod vi alle.

Efter frokosten bevægede vi os i samlet flok ned til Domkirken, Skt. Olai, hvor vi gennemgik den forestående ordination. Det ser måske meget naturligt ud, men liturgien er en planlagt genre. Og noget, der skal øves. 

Medordinanderne fra venstre er: Sigurd Victor Stubbergaard, Marianne Braae, Ole Lyngvåg og Linnea Lund Bisgaard.

De følgende dage gik med at læse en del bøger i solen. Jeg fik også grublet. Majsolen havde låst sig fast på den københavnske sommerhimmel og byen flød over med spontane gadefester og vinterhvide overkroppe. Med udsigt til virvaret glædede jeg mig dybest set til den forestående søndag.

Glæden blev selvfølgelig ledsaget af en vis spændthed i krop og sjæl, det tror jeg ikke helt kan undgås. Og egentlig skulle jeg på dagen kun sige ja, og give hånden, men det er da også noget! At sige ja til det præsteløfte, vi havde underskrevet til bispeeksamen. At træde ind i livet og rollen som præst. Ansvaret. At vide, at vi nu og altid ville være præster. Det var nok alvoren, der rørte på sig.

Den store dag  

D. 13. maj. kl. 16.30 kulminerede de sidste mange ugers hektiske aktivitet og tankevirksomhed. Til et brusende præludium processerede vi gennem den propfyldte domkirke. Her var både nære og fjerne, gamle og nye, bekendtskaber og familier mødt op for at være vidner til den store dag.

Vi satte os længst fremme i kirkeskibet, på stolene med siden til, da den første salme tonede ud. Nr. 725. Det dufter lysegrønt af græs. Det vil jeg aldrig glemme. Stemmerne i det ene øre, rumklangen i det andet.

Vi rejste os og blev talt til af biskoppen. Alvorsord, opbyggelige ord. Ordet, vi skulle leve og dø på. Vores to rækker flettede ind til en slange, der bevægede sig op til alteret.

Vi blev gjort opmærksom på præsteløftet endnu en gang. Vi var omgivet af familier og præster. Vi kiggede biskoppen ind i øjnene. Sagde ja og gav hånd. Så knælede vi og blev præster.    

Biskop Lis-Lotte Rebel og otte nyordinerede præster efterfulgt af en del af de mange kolleger i Helsingør Stift.