Nyheder
Nyheder

Lost in translation: Mening er det nye sort

Stiftets præster har været samlet for at diskutere både liturgidebat og mere grundlæggende: Hvor meget kan man ændre ved gudstjenesten uden at miste det afgørende?

Kasper Holten afrundede kurset om oversættelse og fortolkning for 140 af stiftets præster med at pege på, at det ikke går ud over den kunstneriske integritet at se teatergængerne som kunder. Bare man holder fast i meningen med det hele. (Foto: Camilla Eriksen)

 

Af Malene Bjerre

”I operaen vil vi jo gerne have publikum til at komme, men vi gør det virkelig ikke let for dem. Vi bruger mærkelige ord og kalder manuskriptet for libretto, og når folk skal finde deres plads, skal de vide, at parketten er gulvet. De tror, de skal møde op i fint tøj, og opdager, at de er helt overdressed, og at der er nogle særlige regler for, hvornår de skal klappe, men dem må de ikke få at vide.”

Kasper Holten var i topform på årets stiftskonvent, hvor han som chef for Det Kongelige Teater fortalte om sit arbejde med både at være kunstnerisk leder i sin rolle som instruktør og samtidig også skulle sikre kommerciel succes. 

Beskrivelsen af det knap så operastærke publikum, der har forvildet sig ind på Det Kongelige, minder ikke så lidt om forholdene for de ikke-kirkevante, og Kasper Holten syntes da også selv, det gav god mening at tale for en flok præster om oversættelse og fortolkning. ”I har ganske vist kun én gammel klassiker, I fortolker hele tiden, men egentlig er det jo det samme arbejde.”

Det var dette fortolkningsarbejde, der var i centrum på kurset med titlen ’Lost in translation. Gudstjenesten til debat’, der fandt sted på Grundtvigs Højskole i Hillerød den 17.-19. juni. 140 præster fra stiftet hørte blandt andet foredrag af Shakespeareoversætteren Niels Brunse og kunstneren Maja Lisa Engelhardt, der har udsmykket over tredive kirker i Danmark og USA. Repræsentanter for de tre liturgiudvalg fortalte om arbejdet med at udarbejde et grundlag for en bred debat om gudstjenesten og lagde op til den kommende proces i menighederne. Og i refleksionsgrupper diskuterede præsterne arvesynd, dåbsritualer, kirkesyn og Høsterkøbmodeller.

Erfaring af det hellige

Mens Kasper Holten afrundede kurset, blev det indledt af Jakob Wolf, der er lektor på Københavns Universitet. De to var grundlæggende helt enige om, at enhver diskussion om en fortolkning – uanset om det handler om gudstjenesten eller Figaros Bryllup – må tage udgangspunkt i meningen med det hele.

Og meningen med gudstjenesten er ifølge Jakob Wolf at erfare det hellige og løbende, søndag efter søndag, forny sit forhold til det. Og han var meget specifik med, hvad meningen i hvert fald ikke er. ”Vi går ikke i kirke for at høre om klimaet eller blive mindet om, at vi skal være gode mennesker,” sagde han. ”Det er ikke for at lære om Jesu tid, ikke for at finde ud af, hvad Luther eller Barth mente om kristendommen. Det er i det hele taget ikke for at få information, som vi får rigeligt af i forvejen. Og det er heller ikke for fællesskabets skyld.”

Gudstjenesten er en integreret helhed af adskillige kunstformer, sagde han: musik, poesi, teater, arkitektur, kirkeudsmykning, der tilsammen er et udtryk for det hellige, og den er et tilbud til os om at blive ét med det hellige. ”Det er et kunstværk, som er blevet raffineret gennem hundredvis af år, og et kunstværk bliver ikke bedre af, at alle går rundt og maler på det,” erklærede han. På den anden side ville han ikke afvise, at der kan ske ændringer i den ellers velafprøvede form, gudstjenesten har i dag. ”Men det er helt afgørende, at man spørger sig selv: Hvordan vil ændringen bidrage til vores erfaring af det hellige?”

Lindre menneskers ensomhed

Det er også meningen, der hindrer Kasper Holten i at blive skizofren i sin dobbeltrolle som en, der både skal sikre den kunstneriske kvalitet og samtidig sælge billetter, fortalte han. ”Som iscenesætter er man nødt til at være ærlig. Jeg kan ikke sige: Jeg tror, jeg vil få en lesbisk komponist til at skrive en opera om to syriske flygtninge, hvoraf den ene er handikappet, for det vil der være en masse unge kunder til. Det er nødt til at komme fra en kunstnerisk ærlighed. Men hvis der kommer en lesbisk komponist, der har noget på hjerte med historien, så er det en anden sag.”

Og den kunstneriske ærlighed handler netop om meningen. Mening er the new black, siger han; et helt nødvendigt ledelsesredskab. Kasper Holten siger selv, at det har taget ham 20-25 år at blive helt klar på, hvad meningen med opera egentlig er. 

”Det handler om at lindre menneskers ensomhed. I en verden, hvor vi beskriver alting med tal og ord, ender vi med at tro, at alting kan beskrives med tal og ord, og at vi er rationelle væsener. Og når jeg så kan mærke, at jeg i 50 procent af tiden gør mærkelige, dumme, irrationelle ting, så bliver jeg ensom. Den ensomhed får vi et sprog for i kunstens verden. I operaen sætter vi nogle karakterer i så ekstremt mærkelige, følelsesmæssigt udfordrede situationer som muligt og stopper tiden, og så bruger vi fem minutter på at synge om følelsen af at elske. Opera er følelsernes fitnesscenter, hvor vi træner vores kærlighedsmuskel, vores dødsmuskel og vores længselsmuskel og oplever, at vi ikke er alene med vores følelser.”

Publikum er også kunder

Så længe Kasper Holten er klar over meningen med det stykke, han sætter op, er der ingen grund til at være bange for at se publikummerne som de kunder, de også er.

Næsten enslydende med Jakob Wolf slog Kasper Holten fast, at kunsten først virker, når publikum – eller kirkegængere – har lyst til at engagere sig. Til gengæld placerede de ansvaret for engagementet to forskellige steder. Mens KU-lektoren erklærede, at man ikke kan tale om farver med farveblinde, og at den enkelte selv må engagere sig, mente teaterchefen, at det snarere er institutionens opgave. ”Vi skal både sørge for, at der er mange forskellige forestillinger, der passer til de forskellige kunder, og vi skal også gøre opmærksom på det. Min grundholdning er, at folk ikke skal blive operafans, men de skal vide, at de kan blive det, og det er os, der skal fortælle dem det.”

Men er der ikke noget, der er helligt, når man arbejder i feltet mellem tradition og fornyelse, blev han spurgt fra salen. Er der noget umisteligt i en opera, som – hvis det forsvinder – betyder, at der ikke længere er tale om opera?

”Nej, det mener jeg faktisk ikke,” sagde Kasper Holten. ”Jeg ville måske ikke selv omorkestrere Mozarts orkester i Don Juan til et rockband, for jeg ville ikke vide hvorfor. Men hvis nogen mente, at det ville bringe nye indsigter med sig, så why not. Der kommer jo en ny opsætning af Don Juan igen på et tidspunkt, så det er ikke så farligt; lad os bare prøve det.”