Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Lad der være højt til loftet

Børn bliver ikke mere kristne af at komme med skolen i kirke. Men det kan ske, de får respekt for, at religion er en vigtig del af mange menneskers liv. 

Juleafslutning i kirken, Hellerup

"Bortset fra matematiske ligninger og tysk grammatik er det meste af det, vi beskæftiger os med, forkyndende," skriver Eva Holmegaard Larsen. (Foto: Kåre Gade)

Af Eva Holmegaard Larsen, teologisk konsulent, sognepræst i Nødebo og Gadevang 

Det er onsdag eftermiddag i Nødebo kirke en dag i december. Udenfor har det tætte vintermørke allerede sænket sig massivt omkring den lille middelalderkirke. Men der strømmer lys ud gennem de små, fine kirkevinduer, som stjerneskær i natten.  

Indenfor er der tæt pakket af forældre, bedsteforældre og søskende til eleverne i den lokale skoles 3. klasse. Luftet er tyk af forventning og de sidder som sild i en tønde og ovenpå hinanden i lag på de smalle bænke. 

De er kommet for at se årets krybbespil, opført af deres kære børn, der har øvet i mange timer gennem hele december. Det bliver en succes, igen. Vi hører juleevangeliet, synger et par julesalmer og beder fadervor. Og så er der fællesspisning på kroen. 

En formiddag et par dage efter gentager det hele sig til skolens juleafslutning. Nu er det hele skolen, der er kommet i kirke for at høre julens fortælling formidlet af deres kammerater. 

Krybbespil i samarbejde med skolen

Krybbespillet bliver hvert år til i et samarbejde mellem præsten og skolens lærere, der arbejder tværfagligt med stykket. Der er både lærere i dansk, kristendom og musik inde over. I kirken mødes vi sammen for at øve spillet og sangene og finde kostumer. 

Traditionen med at indøve krybbespil og opføre det ved skolens juleafslutning går langt tilbage og er til stor glæde for os alle sammen, både voksne og børn.

Alle børn i byen, kristne som muslimer, eller ingen af delene, oplever som en del af deres opvækst at lægge krop, stemme og fantasi til Josef eller Maria, eller kong Herodes, eller til en hyrde eller en engel. 

Og uanset hvordan de senere i livet kommer til at forholde sig til kristendom og kirke, så har de fået en viden og erfaring med sig, som kun kan gøre deres voksne valg mere kvalificeret og nuanceret. 

Krybbespil i Snostrup Kirke

Krybbespil i Snostrup Kirke. (Foto: Kenneth Løvholt, formand for Snostrup Menighedsråd – se flere billeder)

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilken protest der ville rejse sig, hvis skoleledelsen pludselig en dag uden varsel besluttede, at nu skal skolen ikke mere spille krybbespil. 

Nu skal børnene ikke hen i deres lokale kirke i forbindelse med skolens juleafslutning! Nu bryder vi et af leddene i landsbyens cyklus af traditioner og fælles fejringer, af hensyn til nogle børn og familier, som kunne føle sig krænkede. 

Hvad er ikke forkyndelse?

Eller burde føle sig krænkede, skulle man måske hellere sige. For når man på Gribskolen i Græsted har besluttet af lade julegudstjenesten glide ud, er det så overhovedet, fordi nogen konkret har følt sig krænket over den hidtidige praksis? Altså, andre end skoleledelsen? 

Argumentet lyder, at folkeskolen ikke skal være forkyndende. Det er jo rigtigt. Men så alligevel. Hvad er forkyndelse? Bortset fra matematiske ligninger og tysk grammatik, så er det meste af det, vi beskæftiger os med jo forkyndende. 

Gennem film og bøger og fortællinger i skolen møder børnene forskellige livsholdninger og bud på, hvordan man kan forstå det at være menneske i verden. En lærer med en stærk personlighed kan slet ikke lade være med at påvirke og præge sine elever.

Eva Holmegaard Larsen

Sognepræst og teologisk konsulent Eva Holmegaard Larsen.
(Foto: Kåre Gade)

Jeg tror ikke, man skal være så bange for at lade vores børn suge til sig af alt, hvad der kan vække deres sans for, at livet er mangfoldigt, og at man kan tænke, mene og føle på mange måder. Der er mange fortællinger i spil. 

En af dem er julens varme og smukke fortælling om Jesus-barnet, der fødes under usle kår af fattige forældre. En fortælling om, at hvis vi skal kalde nogen Gud, så er det en magt, der vil åbne vores øjne for det skrøbelige menneskeliv og lære os at se et Guds barn i ethvert menneske. 

Og hvis vi skal kalde noget guddommeligt, så er det den lille nøgne, nyfødte i krybben, og ikke den storskrydende kong Herodes eller verdensherskeren Augustus. Alle skal bøje sig for det menneskelige, det sårbare – selv vismændene med al deres kløgt. Det er julens fortælling. 

Verden er fuld af fortællinger

Hvis det er indoktrinerende at åbne børnene for en verden af medmenneskelighed og omsorg, så siger vi ja tak til indoktrinering. Er det i grunden ikke også en form for indoktrinering at ville fratage børnene muligheden for at forstå julen som andet end nissesjov og vildt forbrug? 

Hvordan kan man sikre sig, at der ikke er en eller anden lærer, der fortæller børnene, at det eneste rigtige er at tro på aser og fejre julen som en vintersolhvervsfest ude i skoven? 

Det kan man ikke sikre sig imod, og det skal man heller ikke. Verden er fuld af fortællinger, og børn bliver klogere, stærkere og mere følsomme af at blive fyldt med billeder, der vækker fantasien. Og mødt med holdninger, der ansporer til selv at begynde at tænke.

Diskussionen om julegudstjenesterne vender tilbage år efter år, lige så sikkert som amen i kirken. For der vil altid være en skoleleder eller lærer, der ikke selv er en del af folkekirken, og derfor heller ikke synes andre skal være det. 

Til dem vil jeg sige, at de kan tage det helt roligt: børn bliver ikke mere religiøse eller kristne af at komme med skolen i kirke. Men det kan ske, de vokser op og får en større forståelse af, hvad tro kan, og en respekt for, at religion er en vigtig del af mange menneskers liv her i verden.