Kristendommen gør os klogere på klimaet

Af Malene Bjerre

”Jeg er forbløffet over, at almindeligt bredt dannede danskere ikke er klar over, hvilket ukompliceret forhold der er mellem tro og videnskab. Det er en almindelig fordom, at præster tror på, at verden blev skabt på seks dage, og at det bl.a. er kristendommens skyld, at mennesket har misbrugt kloden. Den fordom er vi nødt til at forholde os til,” siger Carsten Mulnæs, præst i Lillerød Kirke og formand for Tænketanken Eksistensen.

Tænketanken har netop udgivet sin nye publikation, 2. Omtanke, med undertitlen: Tilbedelse og teknik. Vekselvirkningen mellem tro og videnskab i klimadiskussionen.Den består af fem artikler skrevet af to fysikere (den ene også klimaforsker), en psykolog, en kunsthistoriker og så Carsten Mulnæs selv, der er teolog.

”Vores publikationer hedder Omtanke, og det gør de, fordi vi for det første mener, at det er vigtigt, at vi giver os tid til at tænke os om. Søren Krarup har vist nok engang sagt i sin katekismus, at der i et sogn skal være mindst en præst, der har tid til at tænke sig om. Det er vi enige i, men vi synes, flere i sognet bør tage sig den tid. For vi tænker bedre sammen. Det oplever vi også i tænketanken, hvor der sidder folk med helt forskellig baggrund – fysikere, forfattere, kunsthistorikere, filosoffer, læger og ikke kun teologer. For det andet vil vi også gerne give folk lejlighed til at tænke om igen. Få nye vitaminer: lytte til andre input og argumenter og lade sig bevæge af dem. Og endelig vil vi også gerne have, at vi alle sammen viser lidt mere omtanke, omsorg, for hinanden.”

Det, tænkerne i denne omgang gerne vil have folk til at tænke nyt om, er forholdet mellem kristendommen og klimaet.

”Kristendommen har fået skyld for, at mennesket har gjort så grådigt et indhug i arternes antal, og at vi truer kloden på grund af vores overforbrug. For mennesket skal underlægge sig jorden, står der jo i Bibelen, og der har også i kristendommens historie været eksempler på, at mennesket har udbyttet jorden og medskabningerne,” siger Carsten Mulnæs. ”Men i stedet for at konkludere, at religion er noget bras, og at vi skal finde svaret på klimaproblemerne et andet sted, vil vi vise, at der har været tale om et misbrug af kristendommen for egen vindings skyld. Udbytning er ikke en tanke, der ligger i kristendommens dna. Tværtimod kan den kristne tænkning inspirere til at ville løse klodens problemer.”

Tænketankens 2. Omtanke består af fem artikler:

• Fysikeren skriver, at der historisk set altid har været en frugtbar samtale mellem kristendom og videnskab, og at der næppe kan produceres banebrydende forskning med udgangspunkt i et rent materialistisk menneskesyn.
• Psykologen skriver, at trusselsdiskursen i klimadiskussionen påvirker til både aggressiv aktivisme og apatisk angst, mens en kristen kontemplativ tilgang kan hjælpe os til at tage vores ansvar for kloden på os.
• Klimaforskeren skriver, at kristendommens natursyn bør inspirere klimaforkæmpere, men at det ikke er klima-pietisme, der er brug for. Det er en misforståelse at afstå fra flyrejser, kød og daglige brusebade – noget, der minder om den afsporing til moralisme, der var tendens til i den historiske fromhedsbølge, vi ellers kalder pietisme.
• Teologen skriver, at mennesket er relationelt, og at vi derfor står i et gensidigt afhængighedsforhold til den omgivende verden og må forvalte ansvaret for den.
• Kunsthistorikeren skriver, at kirken som arkitektur kan vække følelsesmæssig erkendelse og engagement i noget, der er større end os selv.

”Artiklerne er selvfølgelig partsindlæg i en broget diskussion,” siger Carsten Mulnæs. ”Men der er ikke tale om, at vi kommer med en synkroniseret konklusion. Vi er ikke enige om de konkrete politiske tiltag. Men vi er enige om, at det er både relevant og nødvendigt, at vi som kristne mennesker tager stilling til de her spørgsmål. Og det synes jeg også de lokale sogne kan lade sig inspirere af. Som kristne har vi ansvar for vores verden, og mange af de her diskussioner kan også foregå til debatarrangementer og foredrag i sognet.”