Nyheder
Nyheder

Konfirmanderne og fangerne

I Mørdrup Kirke har konfirmanderne hvert år besøg af fangekoret fra Horserød. Det er et møde, der giver de unge noget at tænke over.

”Kan vi risikere at blive kidnappet?” spørger de unge, inden mødet med fangerne. Bagefter kaster de sig ud i hårdt arbejde for at samle bøger ind til dem. (Foto: Lars Johannessen, Helsingør Dagblad)

Af Malene Bjerre

”Det hele handler om næstekærlighedsbuddet. Når konfirmanderne møder de indsatte, opdager de, at de ikke er så forskellige fra dem selv. De får en oplevelse af, at det uforståelige bliver forståeligt; at det måske endda kunne være dem selv, der endte i samme situation.”

Kirstine Brink fra Mørdrup Kirke i Espergærde og hendes konfirmander har hvert år besøg af fangekoret fra Horserød Fængsel sammen med fængselspræst Hanne Storebjerg. Koret synger deres yndlingssalmer, som tit er de samme som konfirmandernes yndlingssalmer: Du som har tændt millioner af stjerner, Du skal elske din næste som dig selv og mange af Hans Anker Jørgensens salmer. Og så fortæller de indsatte om, hvordan de er landet i fængslet.

På forhånd er de unge tit noget nervøse, fortæller Kirstine Brink. ”Er det farligt?” spørger de. ”Kan vi risikere at blive kidnappet?” Men når de sidder over for de indsatte spørger de unge interesserede ind til forbrydelserne og til, hvordan livet er i et fængsel, og bliver berørt over historierne. ”Det er jo helt almindelige mennesker,” siger de bagefter – en erkendelse, de vender tilbage til igen og igen under konfirmationsforberedelsen.

Bøgerne strømmede ind

Sidste år fortalte en indsat om, hvordan han fandt mening inde i fængslet ved at stå for biblioteket, men at fængslet manglede bøger. Så gik Kirstine Brink og de unge i gang. De satte plakater op i kirken, på skolen og på biblioteket om, at de samlede bøger ind til fængslet. De kontaktede en journalist fra Helsingør Dagblad og fik historien omtalt i avisen. Og så begyndte bøgerne at strømme ind. Folk kom med deres bøger og afleverede dem i kirken, nogle med en enkelt, andre med et helt bagagerum fuld. Fagbøger, skønlitterære bøger, børnebøger, som de indsatte fortalte de savnede, når de havde besøg af deres børn. Nogle splinternye krimier, andre gamle klassikere.

Efter seks uger stod der omkring 1500 bøger i mælkekasser i konfirmandlokalet, og så gik de unge i gang med at slæbe kasserne ud i bilerne, der kørte hele læsset ud til fængslet.

”De unge må jo ikke komme ind i fængslet, så de kunne desværre ikke aflevere det direkte til de indsatte og se deres reaktion,” fortæller Kirstine Brink. ”Men Hanne Storebjerg fortalte, at de var blevet virkelig rørte. Og på konfirmationsdagen troppede de op for at sige tak til de unge og sang for dem sammen med kirkekoret. Det var så fint.”

Almindeligt genkendeligt menneske

I år skal de nye konfirmander igen have besøg af fangekoret – som består af fortrinsvis nye indsatte, for man sidder ikke så længe i Horserød. Kirstine Brink har også arrangeret et møde på et hjemløseherberg. Tidligere har hendes konfirmander mødtes med en tidligere hjemløs prostitueret narkoman, der fortalte sin historie til dem. Det var en tilsvarende stor oplevelse for de unge at møde en, som de var fulde af fordomme over for – og så opdage, at der bag den voldsomme skæbne gemte sig et almindelig genkendeligt menneske.

”Jeg ved ikke, om vi laver en indsamling i år; det har jeg ikke planlagt. Det skal opstå ud af situationen,” siger Kirstine Brink. ”Men jeg ved, at det giver konfirmanderne en grundoplevelse af fællesmenneskelighed at stå ansigt til ansigt med de indsatte – der sker noget i mødet. De ser ikke forbryderen men mennesket, og de får lyst til at hjælpe.”

Hør historien først

Både indsatte og hjemløse kan have voldsomme historier at fortælle. Kirstine Brink opfordrer til, at sognepræsten – eller fængselspræsten – hører historien, inden de unge får den. ”For det første er det jo meningen, at mødet skal nedbryde fordomme, ikke styrke dem,” siger hun. ”Og for det andet skal vi huske, at konfirmanderne er unge og bløde. Der er detaljer i historien, som der ikke er nogen grund til at få udpenslet.”

Faglitteratur og skønlitteratur - og ikke mindst børnebøger, som de indsatte kan læse op, når de har familien på besøg. (Foto: Lars Johannessen, Helsingør Dagblad)