Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Kom til Landemode 5. oktober

Menighedsrådsmedlemmer og ansatte i sognene i Helsingør Stift er inviteret til gudstjeneste med efterfølgende frokost og foredrag. 

præster til landemode

Stiftets præster på vej til Landemodegudstjeneste i Helsingør Domkirke. (Foto: Malene Bjerre)

Det er en festdag, når alle stiftets præster trækker i ornat og går til gudstjeneste sammen med øvrige ansatte og frivillige i Helsingør Stift. I år ligger landemodet lørdag den 5. oktober.

Landemodet starter kl. 11 med en gudstjeneste i Skt. Olai Kirke ved provst Jørgen Bjerrum fra Rødovre-Hvidovre Provsti. Bagefter er der frokost på Strand- & Badehotel Marienlyst, hvor biskoppen holder sin årsberetning og stiftsinitiativprisen bliver uddelt. 

Hvad ville Grundtvig og Kierkegaard sige?

Til sidst vil Anders Holm, der er lektor i teologi ved Københavns Universitet, give et indspark til den debat om gudstjeneste, der er sat i gang med de tre liturgirapporter. Foredraget handler om, hvad Grundtvig og Kierkegaard hver især mente, når de skændtes om gudstjenesten? Kan deres synspunkter mon være med til at kvalificere debatten i dag?

Se de praktiske oplysninger i invitationen til Landemodet, der er sendt ud til alle menighedsråd.