Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Efter 68: Facitlisten blev brændt af - og hvad så?

Der er ikke meget ånd tilbage fra 68 i Danmark i dag. Eller meget ånd i det hele taget. Det var der nogenlunde enighed om, da fem stifter sammen med teologi på KU mødtes for at tale om arven efter 68. Der var mindre enighed om, hvad kirken skal stille op med det.

Har 68 gjort dansk teologi mere kønsbevidst, spurgte Else Marie Wiberg-Petersen. (Foto: Malene Bjerre)

Af Malene Bjerre 

En krop, der løber rundt i Fælledparken med høretelefoner, fjernstyret af Apple. Eller som river varer, ideer og religioner ned fra hylderne og smider dem væk igen. 

Mennesket i det moderne Danmark er i krise. Og hverken kirken eller teologien leverer noget klart svar. Det var oplægsholdere og paneldeltagere på konferencen Arven efter 68 så nogenlunde enige om.  

Det var til gengæld forskellige ting, der blev efterlyst fra kirken. Et nyt, mere inkluderende og moderne sprog, foreslog nogle. Stærke institutioner, mente andre. Forkyndelse, lød det også. Og: Af med kjolen og ind i fællesskabet. 

50 år er gået siden det magiske år 1968, som er blevet betegnelsen for det antiautoritære opgør som op gennem 60’erne og i starten af halvfjerdserne vendte op og ned på samfundet. Der blev eksperimenteret med sex og stoffer, nye fællesskaber, andre måder at være sammen på. 

Og heldigvis for det, var de fleste enige om. Ole Grünbaum fortalte om at gå i en skole med spanskrør og en gårdvagt, der havde det med at straffe eleverne ved at hive fra i håret i tindingerne og løfte dem op fra jorden. Og lektor i systematisk teologi på AU Else Marie Wiberg-Petersen beskrev kvindernes stenede vej ind i præsteembedet og på teologuddannelserne. Men med 68 blev der gjort op med patriarken, med læreren i den sorte skole, med den undertrykkende nation. Og med præsterne og den undertrykkende kirke og Vorherre selv – hvis det da ikke var sket for længst.   

”Guds rige er socialistisk”

Autoriterne forsvandt. Hverken præsten eller bibelteksten havde længere en selvfølgelig myndighed, og hvad skulle teologien så stille op? Ja, så måtte den ville noget med samfundet. Professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersen indledte torsdagens program med at vise, hvordan frigørelsesambitionerne fra ungdomsoprøret fandt vej ind i teologien i 70’erne, blandt andet i den politiske teologi. ”Guds rige må nødvendigvis være socialistisk,” mente den tyske teolog Helmut Gollwitzer, og selv Løgstrup talte for en socialistisk økonomi. Ikke meget to-regimente-lære der. 

Men oprøret fik aldrig den store betydning, fordi 68’erne var bedre til negativ end til konstruktiv kritik. Den politiske teologi forsvandt hurtigt igen, fastslog han, og det i grad, så han i dag efterlyser et oprør fra kirken. Der må stærke institutioner til, der fx kan holde snor i de grådige og egoistiske banker. 

Else Marie Wiberg-Petersen beskrev udviklingen i den feministiske teologi, der på trods af kvindebevægelsen aldrig fik den store gennemslagskraft i Danmark. Den teologiske forskning har på dette område måttet hente inspiration i kønsstudier på andre fakulteter, og det er ikke overraskende Sverige og ikke Danmark, der har indført kønsneutrale vendinger i deres ritualbog.  

Torsdagens første konstruktive bud på, hvad kirkens opgave er i dag, kom fra Ulrich Duchrow, der er professor i systematisk teologi i Heidelberg. Han leverede en glødende kapitalismekritik med udgangspunkt i bibelske skriftsteder. ”The earth is mine, said the Lord” – vi har kun verden til låns. Men kapitalismens indbyggede vækstmaskine ødelægger jorden, og derfor er kirken nødt til at svare igen. Kirken har et ansvar, givet af selve evangeliets indhold og konfessionen, når staten bliver for lidt retfærdig og får for meget magt.  

Hvordan kan det være, at vi ikke længere hører politiske prædikener, blev han spurgt? Jamen I skal ikke holde dem på prædikestolen, svarede den tyske professor. Find ud af, hvad de sociale bevægelser omkring jer er optaget af, deltag i dem og hjælp dem der. 

De sidste værre end de første

Efter de tre oplægsholdere var tiden kommet til en paneldebat. De tre deltagere dækkede det politiske spektrum med den nationalkonservative debattør Kasper Støvring, professor i kirkeret Lisbeth Christoffersen, der kaldte sig selv moderat, og forfatteren Ole Grünbaum, der i sin tid selv var aktiv i ungdomsoprøret. 

Som konservativ talte Kasper Støvring for at kirken skulle tage sin myndighed tilbage. Autoriteter forsvinder nemlig aldrig helt, erklærede han. Selvom man driver dem ud af sit hus og fejer pænt efter dem, rykker der bare nogle andre ind, og de sidste bliver værre end de første. Her var det vist  islamistiske imamer, han tænkte på. Han opfordrede kirken til at tage autoriteten på sig igen og begynde at forkynde. ”Vi skal lære folk at have en samvittighed, gøre dem personligt ansvarlige. De kristne værdier ER bedre end den offerorienterede multikulturalisme, og det skal vi stå fast på,” sagde han. ”Kirken skal ikke forandre verden, men bevare den.” 

Det samfundsbevarende var Lisbeth Christoffersen ikke uenig i. ”Kirken er i dag så optaget af at række ud og få fat i dem, der ikke kommer i kirken, at I skal passe på ikke at glemme den menighed, der er der i forvejen,” sagde hun. Og ligesom Niels Henrik Gregersen talte hun for en styrkelse af institutionerne, ikke mindst de retslige. ”Ja, det er sjovt nok mit eget område, men det er rigtigt. Vi har brug for en stærk retsstat med respekt for menneskerettighederne. 

Ole Grünbaum var den, der talte varmest for, at der var gode ting at hente i arven fra 68.
”Ingen vil jo reetablere 50’erne, heller ikke dig, Kasper Støvring,” sagde han. ”Vi har alle sammen fået albuerum af det, vi kan være her på en helt anden måde. Men efter det antiborgerlige oprør i 60’erne, der handlede om skamløst at fornøje sig med musik og sex, kom der nyt oprør fra højre, der var helt skamløst i forhold til penge og magt. Og nu et nyt med it-revolutionen, hvor mobilerne styrer vores børn i en grad, så de ikke længere er vores. Apple har sendt slangen helt op i dem. Så der er ikke meget tilbage af ånden fra 68.”  

Til gengæld havde Ole Grünbaum ikke meget at bidrage med om kirkens potentiale, selvom han erklærede sig som kæmpe Jesusfan. Han havde godt nok været til gudstjeneste med nadver og det hele en enkelt gang tilbage i 1955, og det var der ikke meget ved, mente han. ”Så jeg synes godt, I må oppe jer,” lød det gode råd.  

Facitlisten blev brændt af

Fredagens program blev indledt af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der ligesom Ole Grünbaum forsvarede 68-generationen. ”Det er let at pege fingre,” sagde hun. ”Og selvfølgelig gik det for vidt nogle steder. Men som kvinde er det svært ikke at være glad for alt det, de banede vej for: Mænd der tog del i børnepasningen, kvinderne der kom på arbejdsmarkedet, ret til egen krop.” 

Men der skete også det, at facitlisten blev brændt af, sagde hun. ”Vi måtte selv overtage hele ansvaret. På trods af frisættelsesprojektet er vi selvfølgelig ikke sluppet for lidelsen, men fokus på det psykologiske og autoriteternes fald har gjort, at vi selv skal forvalte ansvaret for det hele. Det skaber angst og depression.” 

Og kirken lykkes ikke med at hjælpe os. ”Det siger jeg som troende menneske,” understreger hun. ”Men kirken har ikke et sprog, der trænger igennem til andre end dem, der allerede er frelst.”

Gud er en høne

Den tråd tog svenske Sofija Pedersen Videke op i det sidste indlæg. Som formand for gudstjenesteudvalget i den svenske kirke har hun være stærkt involveret i den nye svenske ritualbog, der kom i foråret. Her har fokus været på at skabe et mere inkluderende sprog, som flere mennesker kan være i.

Hun holdt sit oplæg på dansk – hendes ene hjertesprog, som hun kaldte det. ”Det betyder noget at jeg kan bede med på dansk i en dansk kirke, og alene det at høre danske oversættelser af Bibelen udvider betydningspotentiale for mig,” forklarer hun.

Det er netop en udvidelse af mulige betydninger, som har været centralt i arbejdet med ritualbogen i Sverige, også dem, der handler om køn. ”I Bibelen er Gud ikke kun en mand. Han beskrives også som en høne, som en mor, og som en der føder. Det giver os et rigere gudsbillede. Sproget skal sprænge grænser, ligesom Gud, og ligesom 68-oprøret.”

Apple har sendt slangen helt op i vores børn, sagde Ole Grünbaum i paneldebatten med Kasper Støvring og Lisbeth Christoffersen, modereret af Karen Marie Leth-Nissen fra Lolland-Falster Stift. (Foto: Malene Bjerre)

"Som kvinde kan man dårligt være andet end taknemmelig over alt det, 68'erne har gjort," sagde Anne Lise Marstrand-Jørgensen. (Foto: Malene Bjerre)

Efter at Sofija Pedersen Videke havde fortalt om arbejdet med den svenske ritualbog, blev hun udfordret af Jørgen Demant fra Lyngby Kirke. Blander I ikke det religiøse sprog sammen med videnssproget, spurgte han. (Foto: Malene Bjerre)