Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

De kæmper for at bevare livet fra kirken på landet

Rapport fra Snostrup ved Frederikssund, hvor der mangler to kandidater for at sikre kirkens fortsatte liv. 

Inge-Lisse Mose Jehg, menighedsrådsmedlem (i midten), viser rundt på Snostrup Kirkegård inden opstillingsmøde. Foto: Anders Haubart Madsen

Af Anders Haubart Madsen, kommunikationsmedarbejder, Helsingør Stift

På en bakketop mellem Ølstykke og Frederikssund, marker og søer, ligger Snostrup Kirke. Kirken blev bygget i slutningen af 1100-tallet, og 13. september i år ligger våbenhuset badet i aftensol, da lokale borgere er samlet for at sikre kirkens overlevelse med et selvstændigt menighedsråd.

Allerede næste år kan kirken blive til endnu et lokalt fællesskab, der lever på lavt blus, for som i mange andre sogne på landet, er det lokale menighedsråd nemlig kommet op i alderen. Ved det forestående valg har samtlige medlemmer derfor besluttet sig for at træde tilbage.

“Vi er alle blevet over 70 år, så vi synes, at tiden er kommet til et generationsskifte,” siger Inge Marie Damborg, der beretter om arbejdet inden kandidatlisten til menighedsrådsvalget skal udfyldes.

Den skal være klar den 27. september.

Tre kandidater ud af fem

Problemet er, at Snostrup Menighedsråd skal have fem nye medlemmer. Den opgave har vist sig sværere end som så i en by med 931 indbyggere.

“Vi har ledt med lys og lygte efter nye medlemmer. Så vi er glade for, at I tre har valgt at møde op”, siger Inge Marie Damborg til de tre fremmødte børnefamilieforældre i Snostrup Præstegård.  

Vil lette administrativt arbejde

De fremmødte har mange spørgsmål til kirkens struktur og hvilke opgaver, man som medlem bliver stillet overfor. En af bekymringer går på de administrative opgaver – en opgave, som flere og flere kirker forsøger at centralisere, også i Snostrup.

”Det er alt for upraktisk, som det er nu, og derfor kigger vi på, hvordan man kan gøre som i Hillerød Provsti, hvor man har sammenlagt alle opgaver i et fælles kontor. Vi synes jo især, at det er aktiviteterne, der er sjovest at lave”, siger Inge Marie Damborg.

Selvbestemmelse over det lokale kirkeliv

De tre mulige kandidater er enige om, at det er vigtigt at bevare kirkens liv og aktiviteter som samlingspunkt i sognet. De er glade for, at kirken kan fungere som et levende fællesskab med arrangementer som halloween, pilgrimscykling og fællesspisning, der ofte samler hele byen. Det skal bevares, mener de - også set i lyset af, at en del af den nye by Vinge kommer til at ligge i Snostrup Sogn.

“Jeg synes, det er vigtigt at have et lokalt menighedsråd. Kirken er et samlingspunkt med sine aktiviteter”, siger Charlotte Nielsen, som har meldt sig som kandidat til rådet.

Vil undgå sammenlægning

Da klokken nærmer sig 21 på mødet, er menighedsrådets overlevelse fortsat ikke sikret. De tre fremmødte har skrevet sig på kandidatlisten, men der mangler fortsat to på listen. Det er nødvendigt at finde endnu to medlemmer til menighedsrådet, for at undgå at blive slået sammen med rådet hos naboerne fra Oppe Sundby, hvilket alle fremmødte helst vil undgå.

“Jeg synes, vi skal værne om selvbestemmelsen over det lokale liv i en tid, hvor meget andet i vores samfund bliver centraliseret”, siger den afgående formand, Erna Dahl.