Introkursus: Et stærkt ’vi’

Af Malene Bjerre

”Når I sidder til et middagsselskab og folk hører, at I arbejder i kirken, ser de jer som repræsentanter for kirken. De regner med, at I kender historien og forstår de symboler og kunstværker, der hænger i kirken,” siger Anita Hansen Engdahl. Derfor har hun taget os med ned i kirkerummet i Sankt Andreas Kirke i København og peger akserne i malerierne mellem liv og død ud for os.

Så går hun i gang med at fortælle os om kirkens udvikling i Danmark gennem de sidste 1300 år. Tværs gennem koret hænger der en tidslinje på en snor, og vi har alle sammen fået udleveret billeder af centrale personer og begivenheder i kirkens historie tilbage fra 800-tallet, som vi undervejs i foredraget skal hænge op, når vi er klar over, hvornår de hører hjemme.

Vi hører om reformation og vækkelse, Tidehvervsk alvor og spaghettigudstjenester. Om kvinder, der fik ret til at stemme til menighedsrådsvalg, længe før det samme skete til folketingsvalg – men først kunne blive præster fra 1947. Om en kirke, der udvikler sig i bølger, og hvor magten skiftevis har været hos strammere og slappere. Lidt nølende får vi placeret billederne af Luther og Grundtvig, Jellingestenen, relikvier og pilgrimsvandrere ud over århundrederne.

Det mest sexede emne i folkekirken

Vi er 60 nyansatte i Helsingør og Københavns stifter, der er på introkursus for at blive introduceret til den danske folkekirke, vores nye arbejdsplads. Der er både kirketjenere, præster, kirke- og kulturmedarbejdere, kordegne og gravermedhjælpere blandt os. Udover kirkens historie hører vi om kirkens organisation, stillingsstruktur og kursusmuligheder. Vi diskuterer fordele og ulemper ved det lokalt forankrede sogn, som indimellem bliver en for lille og måske også lidt tilfældig enhed. Og vi lærer om kirkens økonomi, som oplægsholderen, provst Jørgen Christensen fra Hillerød, forgæves forsøger at sælge som ”det mest sexede emne i folkekirken”. Ikke desto mindre vil de fleste nok huske datoen 15. juni som den dag, hvor man skal huske at aflevere sine ønsker til budgettet, hvis man ikke vil vente halvandet år på at få dem realiseret.

Per Vibskov, der er provst på Nørrebro, og som ellers erklærer sig som højmessejunkie, introducerede til det hav af andre gudstjenestetyper, som folkekirken også byder på – fromesse, skumringsgudstjeneste, liturgisk gudstjeneste, onsdagsrefleksion, fredagsandagt, jagtgudstjeneste, musikgudstjeneste, de ni læsninger, spillemandsgudstjeneste, motorvejsgudstjeneste. For nu bare at nævne et par stykker.

Ildsjæle og store egoer

Hvis arbejde er vigtigst for kirken – præstens eller organistens? Energien i lokalet topper, da vi skal diskutere nogle af de forskellige dilemmaer, der kan opstå, når de forskellige faggrupper bliver så optagede af deres egne opgaver, at de glemmer det fælles projekt. Som når organisten og to musikere må sidde og vente en halv time på at komme i gang med deres prøve, fordi præsten har glemt at se i fælleskalenderen og holder dåbsamtale oppe ved døbefonten.

”Mange af dem, der arbejder i folkekirken, er ildsjæle og store egoer,” siger Lars Sardemann, der både er organist og tillidsmand. ”Derfor er det en rigtig god ide at træne sin egen lydhørhed og øve sig i en varm og åben dialog, der ikke handler om, hvem der har ret, men hvordan vi kan finde en god løsning.”

Den gode dialog er i hvert fald til stede ved bordene på kurset, men er også noget mange efter bare kort tid inde i ansættelsen kan mærke behovet for. Der er ikke mindst mange spørgsmål om, hvordan det gode samarbejde med menighedsrådene kan se ud.

”Sørg for at tale samme,” lyder opfordringen fra Lars Sardemann. ”Til MUS-samtalerne, medarbejdernemøderne og det årlige menighedsmøde. Jeres kirke skal have et stærkt ’vi’ for at skabe det bedst tænkelige møde med dem, der kommer i folkekirken.”