Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

“Hvis der skal være noget at øse af, skal der også skal fyldes noget på.” 

Ny teologisk konsulent i Helsingør Stift vil tilbyde intellektuelle vitaminer og faglig stolthed til stiftets præster.

Eva Holmegaard Larsen

"Det er vigtigt at blive mindet om, hvor spændende det er at være præst og teolog," siger Eva Holmegaard Larsen. (Foto: Kåre Gade)

Af Kåre Gade

Sognepræst i Nødebo og Gadevang Eva Holmegaard Larsen er udnævnt som ny teologisk konsulent efter Marianne Gaarden. Stillingen er en 50 procents ansættelse, så hun fortsætter som præst på halv tid i de to sogne, hvor hun har været siden 1998.

Stillingsbeskrivelsen er meget åben, og det er i høj grad op til konsulenten i samarbejde med efteruddannelsesudvalget at formulere indholdet i de efteruddannelseskurser, der tilbydes stiftets præster.

Men for Eva Holmegaard Larsen er det allervigtigste, at præsterne i det hele taget kommer afsted på kursus. 

"Det er vigtigt at blive mindet om, hvor spændende det er at være præst og teolog. Alt det sjove ved at fordybe sig og følge med i den teologiske debat kan nemt drukne i de mange praktiske opgaver, vi også skal tage os af," siger hun.

"Nogle præster er gode til at skabe plads til sig selv og nørde med deres teologiske interesser, og det er fint. Men for de fleste kommer læsning og studier nederst på prioriteringsskalaen i en travl hverdag, og det får vi så også dårlig samvittighed over oveni alt det andet, vi heller ikke når."

"Jeg har altid selv elsket at være på kursus. Det er en chance for at få reflekteret over sit fag og få intellektuelle vitaminer."

"Som præst bruger man meget tid på at formidle, undervise og holder tale ved mange forskellige lejligheder. Hvis man ikke løbende giver sig tid til at overveje sin rolle og sit ærinde, kommer man hurtigt til at føle sig opbrugt og måske endda misbrugt."

"Skal der være noget at øse af, skal der også skal fyldes noget på."

Overskuelige dagskurser og faglige netværk


"Teologien lever i mødet med det liv, der leves – og det sidste flytter sig hele tiden. Kristendommen lever i tiden, og præster er nødt til at være opdaterede og bredt orienterede, hvis forkyndelsen skal opleves relevant. Evangeliet skal bringes i spil med den tid, vi lever i. Det er det spændende, men også krævende ved vores arbejde," siger hun.


Det ligger også i den nye konsulents baghoved, at mange præster føler sig ensomme.


Eva Holmegaard Larsen
Født 1963, teologisk kandidat fra Aarhus Universitet 1993. Sognepræst i Hellebæk og Hornbæk sogne 1993-1998, siden 1998 sognepræst i Nødebo og Gadevang sogne. Har bidraget til og udgivet flere bøger og bidraget til debatten i en række medier.

"Jeg vil gerne lave kurser, der styrker den pastorale identitet. Og det handler også om at styrke det kollegiale fællesskab. Med fællesskab og faglig stolthed står man stærkere, også hvis der opstår konflikter.


Men hvordan vil Eva Holmegaard Larsen sikre, at hendes kolleger kommer afsted og får udbytte af efteruddannelsestilbuddene?


"Jeg vil fortsætte med korte, overskuelige dagskurser – enlige svaler eller længere forløb, for eksempel hver anden måned over et år. Det vil også være mit mål at oprette flere netværk. Mange knækker halsen på den solistkultur, vi stadig dyrker, og som både er en styrke og en svaghed."


"Vi skal blive bedre til at forstå os selv som ansat sammen med andre, også når man er alenepræst på landet. Hvem siger, man skal opfinde alting selv? Måske kan man forberede en studiekreds sammen, eller et konfirmandforløb, som man så udbyder hver især i sine egne sogne."


"Det er meget sjovere at arbejde sammen, og ofte bliver man selv meget mere opfindsom sammen med andre."


"På samme måde vil jeg fortsætte de homiletiske netværk med fokus på, at der faktisk produceres prædikener, der skal bruges. Vi har længe talt om, at prædikenen skal tænkes som en dialog med menigheden, ikke en katederforelæsning. Måske skulle vi også prøve at arbejde med, at prædikener kan blive til i en samtale. I et skriveværksted."

Eva Holmegaard Larsen

Eva Holmegaard Larsen fortsætter som præst på halv tid i de Nødebo og Gadevang, hvor hun har været præst siden 1998. (Foto: Kåre Gade)

Teologi er også for kirkens lægfolk

Eva Holmegaard Larsen vil også gerne skabe kontakt til præster fra kirkerne i vores nabolande. Hun har selv studeret i England, og hun mener, at folkekirken kan lære meget om sig selv, ved at se, hvordan andre landes kirker og præster arbejder. 

Endelig ser hun frem til arbejdet med de teologiske saloner, som henvender sig bredt til præster og lægfolk i stiftet. Her har hun meget erfaring fra sine to sogne at øse af: De seneste otte år har hun været med til arrangere kirkehøjskole om troens, kirkens og kulturens mødepunkter – med temaer som musik, kunst, krig og kærlighed og senest om reformationen.

Men hun vil også gerne tilbyde egentlige kurser, der henvender sig til funktionærer og menighedsrådsmedlemmer.

"Jeg har set mange nye menighedsrådsmedlemmer, som glæder sig til at blive klogere på tro og teologi og til at arbejde for kirkens liv og vækst. Og så opdager de, at det hele handler om bygninger, budgetter og personalesager."

"Jeg vil gerne gøre noget for menighedsrødderne, gerne i samarbejde med de stedlige sognepræster. Måske sådan, at man inddrager et menighedsrådsmøde til at tale om et teologisk tema, eller tale om gudstjenestens bønner og liturgi, som menighedsrødder jo har stor indflydelse på."

"Menighedsrødder er jo ofte meget aktive mennesker, og så er det begrænset, hvor mange flere møder man kan overskue at komme til," siger den nye teologiske konsulent.