Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Himmelske Dage: På tur med provstiet

Rødovre-Hvidovre Provsti fyldte en minibus med præster og folk fra menigheden og kørte til Herning. De er kommet høje hjem og fortæller her om oplevelser og inspiration fra turen.

Himmelske Dage lagde vådt ud. Men de fire dage på heden blev en stor oplevelse for gruppen fra Rødovre-Hvidovre Provsti (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Af Birgitte Jeppesen og Inge Lund, præster i Avedøre Kirke (m.fl.)

Godt hjemme igen efter fire dage på heden kan vi se tilbage på mange gode oplevelser ved de Himmelske Dage i Herning. Teologiske og kirkepolitiske debatter, et flot internationalt program med gæster fra Yale, Betlehem og den koptiske kirke i Egypten, kunst, koncerter og megen fællessang, nye salmer som blev præsenteret og gamle nye som blev genopfrisket.

Vi var ni af sted fra Rødovre-Hvidovre Provsti, både præster og medlemmer af menigheden. Det var for det første hyggeligt at være af sted sammen – så havde vi en form for basisgruppe i det ellers lidt uoverskuelige arrangement. For det andet har vi fået inspiration med hjem, som vi kan arbejde videre med sammen. Og vi har ikke mindst mærket, hvor stor og sammensat og forskelligartet kirken er i Danmark, og at vi i vores lille menighed er en del af det.

Vi ankom torsdag og indlogerede os på BB-hotels lidt udenfor Herning, hvorfra vi sammen tog ind til byen og delte os op efter, hvad der interesserede os.

Udover den varme kaffe og hjemmebagte makronkage, som menigheder fra Viborg Stift serverede langs Herning gågade og som smagte ekstra godt efter en drivvåd åbningsgudstjeneste under åben himmel på Herning torv – var højdepunktet ferniseringen af Simon Aaens kunstudstilling ”Troen og Naturen: det sete i det usete” en stor oplevelse.

Derefter var nogle af os med, da Dina Al-Erhayem i en stuvende fuld sal af tilhørere interviewede blandt andre biskop Henrik Stubkjær og Karen Klint om, hvordan de danske værdier trives i dag. Panelet gav konkrete eksempler på, hvordan der arbejdes rundt omkring i lokale menigheder med tydelige modsvar til den måde, vi i samfundet behandler vores medborgere. I apostelkirken i København inviterer man f.eks. børn og voksne fra Sjælsmark udrejsecenter til søndagsgudstjeneste med efterfølgende frokost i sognegården. Et eksempel på, hvordan kirken kan holde samfundet fast på, at der er en grænse for, hvilke forhold vi kan byde mennesker at leve under i Danmark, når vi som kirke tror på, at hvert eneste menneske er skabt i Guds billede og derfor har en værdi, som vi skal værne om.

Som afrunding på dagen kunne man over en øl opleve Jonas fra Hymns from Nineve, som personligt og åbenhjertigt fremførte sange og salmer, som han snart udkommer med i et nyt album.

Fredag var den store dag for Folkekirkemøde, der foregik i et stort telt på Mulighedernes Marked. Her kunne man komme og gå fra et bredt sammensat program, der spændte over dåbens og nadverens betydning i en nutidig sammenhæng, folkekirkens diakonale og missionale forpligtelser og til mere generelle drøftelser af kirkens relation til det samfund, den er en del af.

Som afslutning på fredagens folkekirkemøde præsenterede biskop Tine Lindhardt, præst i Lyngby Kirke Jørgen Demant og biskop Elof Westergaard rapporterne fra de tre fagudvalg, som biskopperne nedsatte for halvandet år siden. Udvalgene har set på sakramenterne dåb og nadver, på gudstjenestens liturgi og på forholdet mellem frihed og autorisation i folkekirken. Rapporterne er også udgivet i en pixiudgave, som blev udleveret udenfor teltet, så deltagerne kunne få et hurtigt indblik i rapporternes indhold. Begge dele ligger på stiftets hjemmeside.

Som en af ideerne til den videre samtale om gudstjenestens form, som vi nu skal i gang med rundt omkring i sognene, hørte vi bl.a. et meget inspirerende oplæg fra Marianne Juel Maegaard fra Himmelev Kirke, der fortalte om deres arbejde med et nyt nadverritual. Det har været en lang proces, der bl.a. tog udgangspunkt i, at de havde det svært med slagtemetaforen. Det gav os lyst til også selv at komme i gang med at se på vores egen gudstjeneste. Og i Syng nyt-teltet lærte vi nye salmer, som vi straks fik lyst til også af afprøve hjemme i vores egne kirker.

Aftenen sluttede med et brag af en U2-gudstjeneste på Herning Torv. Som kontrast kunne man bagefter sidde med til midnatsgudstjeneste med Broder Alois, leder af klosterfællesskabet Taizé i Sydfrankrig, hvor man i sang og stilhed i fællesskab kunne finde ro for natten.

Lørdagen startede med en velbesøgt debat om FN’s verdensmål. Verdensmålene var et gennemgående tema, der blev taget op i et samarbejde mellem Herningbibliotekerne, Danske Kirkers Råd, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Nødhjælp. En række foredrag, paneldebatter og fællessangsarrangementer belyste verdensmålene i bibliotekets skønne lokaler, og ved det afsluttende vælgermøde lørdag eftermiddag slog finansminister Kristian Jensen fast, at verdensmålene ikke er FN’s, de er vores allesammens.

Lørdag sluttede af med en stor fest i Boxen, hvor 8500 mennesker var samlet. Peter Mygind og Paula Larrain var værter, og et 1500 menneskers stort gospelkor satte den musikalske kulisse. Aftenen var en blanding af korte interviews, som var præget af personlige vidnesbyrd og så underholdende indslag af blandt andre Mia Lyhne og standupperen  Melvin Kakooza. Aftenen sluttede af med en smukt illustreret gengivelse af højdepunkterne i Jesus’ liv. Bagom historien blev vist en fortløbende live-fortælling i sand, mens verdensballetten fortolkede ordene i dans.

Søndag sluttede vi af med stor fælles gudstjeneste i smukke omgivelser i skulpturparken i Birk. Her blev stafetten givet videre, og vi kan se frem til nye Himmelske Dage i Kristi Himmelfartsdagene om tre år, i 2022 i Roskilde. 

Vi har været lidt høje oven på oplevelsen her bagefter – og kan kun anbefale, at man tager af sted sammen fra en kirke eller et provsti til sådan et arrangement.

 

 

Våd åbningsgudstjeneste (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Så gør det godt med en kop kaffe (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Standupper Melvin Kakooza (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Jonas fra Hymns from Nineveh (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Folkekirkemødet (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Fremlæggelse af liturgirapporterne (Foto: Henrik Vinther Krogh)

U2-gudstjeneste (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Mange mennesker til U2-gudstjeneste (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Bispekåber i gadebilledet (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Til debat om FN's verdensmål (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Fest i Boxen (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Fest i Boxen (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Afslutningsgudstjeneste i det grønne (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Afslutningsgudstjeneste i det grønne (Foto: Henrik Vinther Krogh)