Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Her modtager alle tilflyttere en hilsen fra kirken

Provsti vil udnytte mulighed for at lave lister over nytilflyttede folkekirkemedlemmer. 

Provstifolderen Kom Ind! fra Gentofte Provsti er et forsøg på at invitere til deltagelse i provstiets kirker ved hjælp af ny funktion i Den Digitale Arbejdsplads. 


En ny funktion gør det muligt for kirker at komme i kontakt med bestemte folkekirkemedlemmer i sognet. 

Funktionen er en del af Den Digitale Arbejdsplads, og gør det blandt andet muligt at præsentere kirkens liv for tilflyttere og kommende dåbsforældre. 

Det har man draget nytte af i Gentofte Provsti, hvor alle nytilkomne medlemmer fremover vil modtage en invitation til at blive en del af livet i kirkerne. 

"Når man flytter til en ny kommune, får man som regel en folder fra borgmesteren. Som medlem af folkekirken har man aldrig modtaget noget, men det forsøger vi at ændre med den her nye funktion", fortæller Peter Birch, provst i Gentofte Provsti.  

Vil invitere til deltagelse

KOM I KONTAKT MED MEDLEMMER

For at styrke folkekirkens medlemsbetjening er der nu blevet mulighed for at
”trække” to nye lister i Den Digitale Arbejdsplads (DAP).


Den ene liste udtrækker medlemmer af folkekirken, som er blevet forældre.


Den anden udtrækker medlemmer af folkekirken, som er tilflyttet sognet.


Læs mere om funktionen i vejledningen fra Folkekirkens IT.

Kom ind! – sådan hedder den nye folder om livet i kirkerne i Gentofte Provsti. Gennem små interviews og reportager fortæller mennesker om nogle af de mange ting, der foregår i kirkerne. Folderen indeholder også faktuelle oplysninger om hver enkelt kirke. 


Målet med folderen er at kommunikere, hvordan folkekirken er ramme om konkrete menneskers liv, at der er mange måder at komme ind i kirken på og formidle ’de gode historier’ og faktuel viden i en fortællende form.


"Vi forsøger at synliggøre, at man ikke kun flytter til en kommune, men også til nogle kirker, der er rammer om en hel masse fællesskaber og aktiviteter, som er åbne for folk". 

Sognets hilsen til...

Tanken er, at folderen kan bruges i mange sammenhænge – og at det er det enkelte sogn, der finder ud af, hvordan man vil bruge den. Det kan for eksempel være som sognets hilsen til: 


  • familierne ved kirkelige handlinger (dåb, vielse)
  • sognebåndsløsere
  • voksne, der bliver døbt
  • folk, der genindtræder i folkekirken
  • medlemmer af folkekirken, der flytter til sognet 

Folderen er finansieret af Gentofte Provstis udviklingspulje og udarbejdet af et redaktionsudvalg bestående af sognepræsterne Katrine Bjørn Andersen og Betina Vejegård og Peter Birch.