Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Har velfærdsstaten mistet sin kristne etik?

Diakoni-stiftsdag sætter fokus på kirkens rolle overfor velfærdsstaten og emner som varmestuer, frivillige og sorggrupper.

Deltagere ved sidste års Diakoni-stiftsdag i Helsingør Stift

Foto: Deltagere ved sidste års Diakoni-stiftsdag i Helsingør Stift.

Skal folkekirken træde til, hvis velfærdsstaten svigter samfundets svageste?

Sådan lyder en del af oplægget til årets Diakoni-stiftsdag, der finder sted 27. februar i Avedøre Kirke.

HENT PROGRAM (pdf-fil)...

Formålet med dagen er at få menighedsrådsmedlemmer og ansatte til at diskutere kirkens rolle over for de offentlige myndigheder, forklarer Jørgen Christensen, formand for Helsingør Stifts Diakoniudvalg.

“Vi sætter fokus på spørgsmålet; bliver der lagt mere ansvar over på kirken, og i så fald - hvilke udfordringer giver det så i forhold til de mennesker, der måske falder uden for systemet?” 

Deltagerne skal blandt andet forsøge at finde løsninger på følgende aktuelle udfordringer i de enkelte sogne:

Skal kirken åbne døren for svage borgere, der ikke er plads i varmestuerne?

“Der er varmestuer, der er nødt til at spærre døren for nogle brugere, eller så er der nogle andre, der føler sig utilpas. Andre steder er der ikke adgang for udlændinge som for eksempel afrikanere. Vi vil gerne diskutere, om vi som kirke kan åbne døren på en anden måde for de mennesker, der ikke er plads til andre steder,” fortæller Jørgen Christensen.

  • Hvordan får man unge til at blive frivillige?

“Hvis man ser på, hvem der er frivillige i kirkerne, er der mange plus 70 år og især mange kvinder. Derfor skal vi se på, hvordan vi kan få unge til at blive frivillige, så der er nogen til at tage over, når de ældre ikke kan holde til det længere”

  • Kan vi gå sammen om at skabe flere sorggrupper?

“Alle sogne har enker og folk, der har mistet. Derfor skal vi give kirkerne nogle redskaber til, hvordan de kan skabe sorggrupper. Selv om det ikke er sikkert, at alle sogne skal have en gruppe, kan det være, vi kan finde kræfterne til at skabe én, hvis vi går sammen i flere sogne.”

Tilmelding

Indtil videre er der 60 tilmeldte til Diakoni-stiftsdagen. Man kan stadig nå at tilmelde sig til og med onsdag 24/2.


Tilmelding skal ske til Christina Holten Mølgaard mail: chhm@km.dk – eller tlf. 60 66 75 88