Nyheder
Nyheder

Halloween gør grin med døden

Døden må ikke være en trold, der holder os fanget. Så til halloween kalder vi den frem og griner af den, skriver Katrine Bjørn Andersen fra Ordrup Kirke. 

Foto: Max Pixel

Af Katrine Bjørn Andersen

Johannes fra DR-serien ”Herrens Veje” er ikke vild med den kvindelige kollegas halloween-børnegudstjeneste. Det er ikke er dansk, siger han. I stedet foretrækker han den gamle allehelgentradition, hvor vi mindes vores døde.

Han har ret, halloween ikke er dansk. Traditionen er i virkeligheden keltisk, men de fleste af os opfatter den nok snarere som amerikansk import ligesom Valentine’s Day og Thanksgiving. Men man behøver jo ikke at afvise noget, bare fordi det ikke er dansk. Slet ikke, når der faktisk kan være noget væsentligt at hente.

Børnegudstjenesten i Ordrup Kirke lørdag den 3. november om formiddagen bliver ikke så hyggelig som den plejer. Uhyggen får lov at snige sig ind. Spirekoret synger heksesange, og kampen mellem lys og mørke, liv og død får lov at stå, i hvert fald så længe, at vi kan få talt om den.

Halloween gør grin med døden og de døde, og det er godt. Til halloween klæder børnene sig ud som skeletter og manden med leer, og der spilles på alle tangenter, når de ellers pæne og fredelige indkørsler bliver omdannet til Draculas slot med kister og uhyggelig musik.

Hvis døden til daglig er et tabu, så er den det ikke til halloween. Så en børnegudstjeneste i den anledning kan give os mulighed for at få snakket om døden og de døde.

For trolden mister som bekendt sin magt over os, hvis vi kalder den ved navn. Døden må ikke være en trold, der holder os fanget livet igennem i angst. Til halloween kalder vi ’manden med leen’ frem, vi lader ham danse en dødedans, og vi ler af ham.

Vi trænger til at få talt om døden, også med vores børn. Og gerne leet lidt af den. Døden skal på én gang have lov til at stå frem lige så absolut og irreversibel, som den nu en gang er, og tales på plads, så den ikke får lov at fylde det hele. Vi må finde en måde at leve med døden på, så den ikke paralyserer os.

Hyggen på pause

I al den danske hygge er det vanskeligt at få talt om det alvorlige, og det der skræmmer os. Men til halloweengudstjenesten sætter vi hyggen på pause og tænder lys i græskar og ser, hvad der sker, når vi taler om døden og de døde. Jeg tror faktisk ikke, at børnene bliver så bange endda; det, der måske skræmmer dem mest, er, når de kan mærke, at der er noget, de voksne forsøger at undgå at tale om. 
Og spørgsmålet er, om vi ikke ender med at tale mere om livet end om døden.

Til sidst kan jeg berolige alle, der har det som Johannes i Herrens veje. Halloween kommer aldrig til at erstatte allehelgen, der for mig er en af årets vigtigste gudstjenester. For ligesom halloween giver allehelgen mulighed for at tale om de levende og de døde og om, hvordan vi alle er favnet af Vorherre.

En af årsagerne til, at så mange pårørende tager imod invitationen til allehelgen, er, at de netop i kirken oplever, at de bliver taget alvorligt i deres sorg. For vi glatter ikke ud og lægger ikke låg på de eksistentielle spørgsmål. Tværtimod, vi taler om dem. Vi har en lang og gammel tradition for klagesange i Det Gamle Testamente. Og vi forsøger også at skabe et rum for, at ord som taknemmelighed, fred og nåde kan blive hørt og måske smitte af.

Halloween OG allehelgen. Det er ikke et enten-eller.