Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Gudstjeneste på markedspladsen

Nadver blandt fadøl, pariserhjul og gode tilbud. Ishøj Kirke holder for femte år i træk gudstjeneste på det lokale kræmmermarked

He's got the whole world in his hand. Fællessang på kræmmermarked. (Foto: Malene Bjerre)

Af Malene Bjerre 

”Hej. Det her er de moderne kirkeklokker,” siger Ane Bækgaard, der går rundt mellem boderne i sin præstekjole. ”Har I lyst til at komme ind til gudstjeneste?” 

Det er der mange, der har. Omkring 50 mennesker sidder ved de lange borde inde i teltet, da hun lidt senere læser indgangsbønnen. Og mange sidder udenfor, heriblandt en gruppe landevejsriddere, der sidder i campingstole med deres cykler, barnevogne og hunde lige ved siden af åbningen ind til teltet. 

For femte år i træk holder Ishøj Kirke gudstjeneste på Vestegnens Kræmmermarked. Blandt skydetelte, parishjul, fadølsanlæg og H2O-sandaler for 280 kroner for to par.  

Kl. 14 sætter organisten Jakob Davidsen i gang. What a wonderful world, lyder det ud over pladsen, ført an af kirkesangeren Helene Dahl. 

Det handler om at blive rørt

Inden indgangsbønnen forklarer Ane Bækgaard konceptet for gudstjenesten for de fremmødte: ”Det her er en krAmmergudstjeneste. Rundt om os kræmmes og sælges der. Men herinde krammer vi med kroppen.” 

Det handler nemlig om at blive rørt, siger hun bagefter i sin prædiken. Som vi bliver rørt over en film, hvor faren alligevel kommer hjem til sønnen til sidst. Eller over kronprinsens bryllupstale til Mary. En rørthed, der tit kommer til udtryk i tårer.  

”Nogle gange kan det nærmeste føles, som om tårerne er smeltevand fra det hårde isbjerg, som sorg, smerte eller måske en fortravlet hverdag kan bygge op i vores indre,” siger hun. ”Og når man så lader sig røre og lader tårerne få frit løb, så smelter lidt af det hårde, og man kan mærke, at man er i kontakt med livet. Og så er det, som om man bagefter er en smule lettet og kan gå videre, bevæget og opfyldt af et dyrebart øjeblik.” 

Og gudstjenesten er faktisk sådan en slags krammer, forklarer hun. ”Gud sender os af sted med en krammer, når præsten løfter armen til velsignelse – sådan som jeg vil gøre det lidt senere. Og husk også, at I er Guds arme, og at jeres kram til hinanden har rod i hans kram til os alle sammen.” 

Og så slipper hun krammeriet løs. De fleste giver i hvert fald sidemanden et kram, og mange benytter også anledningen til at slå et slag forbi vagabonderne. Ikke mindst et par spejdere får sig nogle gode lange omfavnelser.   

Ikke et af Guds bedste børn

Bagefter er det tid til nadver, og folk stiller sig op på en lang række. 55 oblater bliver det til, tæller Ane Bækgaard op bagefter.  

Hun er glad for, at så mange mennesker har deltaget. Det første år var der i alt 15 mennesker inde i teltet, fortæller Ane Bækgaard. I år har hun kopieret 70 blade med salmer, og det var ikke nok, opdagede hun. 

Hun er altid lidt spændt før sine gudstjenester på kræmmermarkedet, fordi det jo er en særlig situation, sådan omgivet af festligheder og gøgl, siger hun. Så det er dejligt med den store opbakning. Men allergladest er hun for landevejsridderne. 

”Det er meget rørende at opleve, hvad det betyder for dem, at de synes, der er plads til dem,” siger hun. ”Et år var der en af dem, der fortalte, at han ikke havde modtaget nadver, siden han var helt ung. ’Jeg er jo ikke et af Guds bedste børn,’ sagde han. Men folk må jo netop komme præcis, som de er. Og jeg elsker, at folk kommer med deres popcorn og fadøl og så går lige ind til nadveren. Det giver mig faktisk gåsehud.” 

Man har jo sin kristentro

En af de farende svende, der deltager i gudstjenesten, er Henrik Poulsen. Han har tilbragt sine sidste mange år på vejene, fortæller han, og han har været med ved gudstjeneste på kræmmermarkedet alle fem år. Og den synes han godt om. 

”Man har jo sin kristentro,” siger han. ”Ja, jeg er både døbt og konfirmeret, og så tror jeg også på Gud og Jesus. En lille smule, i hvert fald. Og jeg vil rigtig gerne give nogle krammere.” 

En af hans venner kommer hen med en rose til Ane Bækgaard bagefter for at sige tak for en god gudstjeneste. ”Du skal tage fat hernede,” viser han hende. ”Jeg har fjernet tornene for dig.” Og så giver han hende lige en sidste krammer.