Gæsten er Guds engel

Af Malene Bjerre

Da Nargiz Galib Andersen var barn i Aserbajdsjan, skulle hun altid dække op til en ekstra ved middagsbordet, sagde hendes mor. Så stod der en tom stol parat, hvis en gæst skulle komme uanmeldt forbi. ”En gæst er Guds engel,” sagde man i hjemmet, en gave og en glæde, man skulle tage godt imod. Nargiz Galib Andersen har tegnet illustrationerne til indvandrerpræst Niels Nymann Eriksens bog om gæstfrihed, og de to var fredag den 22. marts inviteret som oplægsholdere på Teologisk Salon på Rungstedlund.

Det er netop tanken om gæsten som en gave, vi skal tage imod, der har inspireret Niels Nymann Eriksen til at skrive sin bog. Vi skal ikke bare gøre det for gæstens skyld, men også for vores egen, forklarer han. Det er nemlig Gud, der har sat os i stævne i mødet med den fremmede – som i fortællingen om Abraham i Det Gamle Testamente. Han og Sara får besøg af tre fremmede mænd, og han tager fyrsteligt imod dem, slagter et dyr og tilbereder det, mens han sørger for at de føler sig hjemme i hans telt. Og så velsigner de tre fremmede ham og lover den gamle mand og hans kone, at de vil få en søn. Forholdet mellem, hvem der giver, og hvem der får, er blevet byttet om.

Niels Nymann Eriksen er sognepræst i Apostelkirken på Vesterbro, der har en stor gruppe indvandrere i menigheden. Så han har helt praktisk erfaring med folk, der er fremmede i Danmark. I starten tænkte de i Apostelkirken, at her var der en gruppe, der skulle serviceres; nogle, der skulle tages vare på. ”Men nej,” siger han. ”Det gik op for os, at vi netop skulle bytte om på forholdet mellem giver og modtager. Disse mennesker havde brug for at få lov til at give, til at kunne tage imod andre.”

Så i Apostelkirken er det helt konkret en migrant, der tager imod i døren med en salmebog, og en anden, der uddeler nadver sammen med præsten. Kirkefrokosten efter gudstjenesten er det som regel den afghanske huskok, der står for. ”Når folk får lov til at være vært, bliver det deres rum,” forklarer han.

Hus for vejfarende

Det er en naturlig rolle for kirken at være hus for vejfarende, mener Niels Nymann Eriksen. Han sammenligner det med de norske hytter i fjeldene, som vandringsmænd kan gå ind i og få varme og ophold for natten. ”Hvis der kommer en vandrer til senere på aftenen, så vil den første jo ikke sige: Desværre, jeg var her før dig. Han åbner døren og siger velkommen.”

Sådan må det også være med kirken, mener han. ”De gamle middelalderkirker har ligget i Danmark i 1000 år, og de gav os ly. Denne gæstfrihed forpligter, og nu kommer der nye gæster forbi, som vi må byde indenfor. Det ligger i kirkens natur.”

Den gave, gæsterne byder på, er, at de giver os andre mulighed for at genopdage vores egen fremmedhed. Det er et eksistentielt vilkår, som den kristne tro giver et sprog for, forklarer Niels Nymann Eriksen. ”I virkeligheden er vi jo alle sammen i eksil,” siger han. ”Engang var der en vidunderlig have, vi hørte hjemme i. Men nu er vi på vandring gennem verden og deler en hjemlængsel. Og hvis vi lukker os inde for at beskytte os og ikke tager imod velsignelsen fra den fremmede, kommer vi selv i fængsel. Den tomme stol venter på gæsten, og vi er først selv hele, når gæsten har indtaget sin plads."

Små grupper fra samme kirke

Omkring 40 menighedsrødder, præster og andre ansatte i sognene i Helsingør Stift er mødt frem denne fredag aften. Mange kommer i små grupper fra den samme kirke, og efter oplægget fra Nargiz Galib og Niels Nymann Erik summes der højlydt ved bordene. I spørgsmålene bagefter er det tydeligt, at mange er blevet berørt. Folk fortæller om deres egne oplevelser med gæstfrihed så forskellige steder som Baku i Nargiz Galibs hjemland Aserbajdsjan, på Færøerne i 1960’erne og på en proprietærgård i Jylland. Men hvad stiller vi op i en anonym storby som København, hvor vi sjældent henvender os til fremmede? "Går I egentlig langt nok i Apostelkirken," spørger en. "Er det nok at lade migranter dele salmebøger og oblater ud, eller kunne I for alvor få folk til at tale sammen og skabe fællesskaber?"

Sommetider er det bedste det godes fjende, siger Niels Nymann Eriksen. ”Vi skal tage små skridt af flere grunde. Det tager tid at udvikle en kultur. Men vi skal også huske, at vi ikke alle sammen er ens. Mange er netop glade for at kunne sidde i fordybelse og anonymitet på kirkebænken. Den oplevelse skal vi ikke tale ned. Gæstfrihed er ikke kun for de ekstroverte. Den introvertes mere lavmælte møde med den fremmede har lige så stor værdi.”