Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Forsøg med gudstjeneste-former øger kirkegangen 

Alternative gudstjenesteformer i Ishøj Sogn har fået flere til at gå i kirke - også til de traditionelle gudstjenester.

kravlegudstjeneste

Kravlegudstjeneste ved sognepræst Ane Øland Bækgaard i Ishøj Kirke. Babyerne har forældre, faddere og søskende med i kirke. (foto: Kåre Gade)

Af Kåre Gade

Godt en halv snes babyer mødte op den første søndag i maj, da babysalmesangsunderviser Nadja Liv Hyldegaard og sognepræst Ane Øland Bækgaard indbød til kravlegudstjeneste i Ishøj Kirke. 

Og hver baby medbragte et antal forældre, faddere, bedsteforældre og større søskende, så der var pænt fyldt på bænkene i den gamle landsbykirke.

Kravlegudstjenesten har både salmesang, fadervor, prædiken og velsignelse, men i babyvenlige former, og det gamle kirkerum fyldtes af ro og nysgerrigt nærvær i den gode halve times tid, gudstjenesten varede.

Flere til traditionelle gudstjenester

Kravlegudstjenesten er en af en række alternative gudstjenesteformer, som kirkerne i Ishøj Sogn tilbyder i stedet for den traditionelle højmesse. 

Og det ser ud til at de eksperimenterende gudstjenester er med til at øge interessen for den traditionelle højmesse.

“Der sidder flere på kirkebænkene til de almindelige søndags- og højtidsgudstjenester. Mange af dem, der har vovet sig indenfor til f.eks. Bøn og Brunch, begynder nu også at dukke op til de almindelige højmesser,” siger Ane Øland Bækgaard.

kravlegudstjeneste

Kravlegudstjeneste i Ishøj Kirke. Følg os på Facebook og se flere billeder fra kirkelivet i Helsingør Stift. (Foto: Kåre Gade)

Forsøgsordning dispenserer fra højmessen

Menighedsrådet i Ishøj Sogn har siden 1. december 2016 haft tilladelse til at erstatte nogle af højmesserne i Ishøj Kirke med alternative gudstjenester.

To af søndagsgudstjenester om måneden er fortsat traditionelle, men de andre erstattes af mere eller mindre eksperimenterende søndags- eller hverdagsgudstjenester. Og én søndag hver måned er der slet ikke gudstjeneste i Ishøj Kirke.

Tilladelsen er givet på betingelse af, at man til gengæld kan komme til traditionel højmesse i en af pastoratets andre kirker, Vejleå og Torslunde.

Bøn og Brunch, Valentines-gudstjeneste, Ro til Tro og jazzgudstjeneste er nogle af de formater, der er bliver afprøvet i Ishøj Kirke - og det får flere til at gå i kirke.

"Det har øget kirkegangen markant og fået nye borgere til at komme til gudstjeneste," fortæller Ane Øland Bækgaard.

Fokus på fællesskab

I Vejleå Kirke er det stadig den klassiske højmesse, der præger billedet, men én gang om måneden gives der plads til en alternativ gudstjeneste - f.eks. en kyndelmissegudstjeneste med lystænding eller en musikgudstjeneste omkring Schuberts messe i G-dur.

“Vi har også lavet gudstjenester, hvor vi inddrager de mange frivillige grupper omkring Vejleå Kirke, f.eks. FDF’erne, KFUM-spejderne, Næstehjælperne, gospelkoret og migrantmenighederne. I januar indbød vi til nytårskur med jazzmusik og fokus på fællesskabet,” siger sognepræst Sophie Nielsen. 

Forsøgsordningen i Ishøj Sogn gælder kirkeåret ud, hvorefter den skal evalueres.