Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Efterliv: "Selvfølgelig er der et gensyn"

Kødets opstandelse blev vendt og drejet på Teologisk salon om organdonation fredag. Oplægsholderne beroligede tvivlerne: Du behøver ikke have nyrerne med i himlen.

”Lad os se, hvad der sker.” Det er bedst ikke at være for bombastisk, når man skal udtale sig om opstandelsen og det evige liv. Christian Busch og Lars Sandbeck var enige om, at de måske ikke helt havde fantasi til at forestille sig efterlivet, men også at de ikke var i tvivl om, at det er der. Og at en bortdoneret nyre ikke kan skille os fra Gud.

Af Malene Bjerre

Må en anden få din nyre eller din hornhinde, når du dør? Mere end en halv million danskere har ikke taget stilling til det spørgsmål; de fleste fordi de er i tvivl, viser en ny undersøgelse fra Center for Organdonation. Og det er ikke viden, folk mangler, men eksistentielle samtaler – vi har brug for at sætte ord på vores tvivl og dele den med andre.

Sådan en samtale dannede Helsingør Stifts Teologiske salon på Rungstedlund rammen om fredag aften, hvor hospitalspræst fra Rigshospitalet Christian Busch og lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck talte om organdonation og det evige liv. For har det mon implikationer for opstandelsen, hvis vores kroppe ikke er hele, når vi dør, eller hvis det bliver et andet hjerte, der er i vores krop, når det sker?

”Vi tænker for småt om Gud, hvis vi tror, at en transplantation kan være en forhindring for ham på opstandelsens dag. Han har skabt os af intet, og det kan han gøre igen. Vi skal ikke reducere billedet af, hvem Gud er, og hvad han kan,” sagde Christian Busch.

Indirekte tale

Men udfordringen er at finde et sprog til at tale om opstandelse i. Christian Busch citerede en præstekollega for at sige: ’Døden er svær at få direkte i tale, og derfor bruger vi indirekte tale’. Ritualer, myter, billeder, poesi og kunst er eksempler på sådan en indirekte tale. ”Jeg kan måske nok have mine private billeder, men i samtaler med patienter og pårørende forsøger jeg at holde mig til forkyndelsens ord. Jeg kan godt sige ’I min fars hus er der mange boliger’, men så standser det også der, for der er ikke mere at sige.”

Her gik Lars Sandbeck lidt videre. ”Jeg synes, vi er nødt til at vove pelsen. Og hvis det ikke skulle være her, en fredag aften med et glas vin i hånden, hvornår så? Hvis nogen spørger mig: ’Er der et gensyn?’, svarer jeg ’Ja, selvfølgelig’. Det er jo indbegrebet af, hvad det kristne håb overhovedet handler om. Det gensyn taler vi så om gennem billeder – fx om himlen eller om får, der græsser på grønne enge blandt ulve. Billeder, der taler om fred og harmoni. Hvis vi ikke tør bruge de billeder, ender vi enten i kristen apofasi, hvor man ikke tør sige noget som helst, eller i en ’Per Ramsdal’, hvor man er så bange for at sige noget naivt eller forkert, at man kalder opstandelsen for en nødløgn.”

Ikke kropsligt men sanseligt

Selv turde Lars Sandbeck godt tale om opstandelsen, også helt konkret. ”Problemet med organdonation opstår jo, fordi vi i kristendommen insisterer på kødets opstandelse. Faktisk bliver begrebet slet ikke brugt i Det Nye Testamente. I 1. Petersbrev står der fx om Kristus, at han blev ’dræbt i kødet, gjort levende i ånden’, og Paulus siger, at ’kød og blod kan ikke arve Guds rige’. Jeg forstår det sådan her: Vi opstår ikke kropsligt, men vi bevares som personer. Opstandelseslivet er ikke en forskelsløs suppe, hvor vi er opløst som individer; vi opstår i vores relation til andre. Det er det, det betyder, at kærligheden besejrer døden; kærligheden vil stadig leve mellem os. Derfor tænker jeg også, at alle må opstå fra de døde. Hvis der bare mangler en enkelt, er der sorg i himlen. Det duer ikke.”

Vi genopstår ikke i vores fysiske krop som nu, mener han. ”Begrebet ’kødets opstandelse’ er et lidt firkantet udtryk, hvis hovedanliggende er at sige, at opstandelseslivet er personens fuldendelse, ikke en opløsning af individet. Vi bliver det, vi hele tiden har været tænkt til at skulle være: væsener, der kan leve i fuldkommen kærlighed sammen med hinanden.” Men selvom opstandelsen bliver uden kroppen, som vi kender den, bliver opstandelseslivet sanseligt, tror han. ”Jeg ved ikke, om den distinktion helt giver mening, men jeg er ikke i tvivl om, at der både er skønhed, gensyn og genberøring i himlen.”

Spild af teologisk energi

I pausen var der sandwich og et glas vin, mens folk sad ved bordene og talte om deres eget forhold til døden, opstandelsen og organtransplantation. Bagefter var der spørgsmål til de to oplægsholdere.

En tilhører spurgte, om lysten til at blive begravet intakt ikke kunne hænge sammen med offertanken fra Det Gamle Testamente, hvor Gud jo bliver særlig glad for lydefri årgamle handyr. ”Det er vantroens stemme, der taler, hvis vi begynder at overveje, hvordan vi præsenterer os for Gud,” mente Lars Sandbeck. ”Så har vi mistet tilliden til, at Gud tager imod os, som vi er.”

”Eller også er det syndsbevidsthed,” lød en indvending. ”Man ved, man ikke har levet, som Gud ville have det, og derfor frygter man mødet med ham. Det behøver ikke være vantro.”

En anden tilhører spurgte, om der ikke lægges for meget teologisk energi i spørgsmålet om opstandelse. ”Jeg er ikke teolog men økonom, og i mine øjne kunne nogle af de mange millioner, der bruges på organtransplantation bruges bedre på diakoni her i det jordiske liv. Jeg synes, I baner vej for de overlæger, der gerne vil have forskningsmidler.”

Christian Busch var ikke enig og pegede på, at diskussionen ikke begrænser sig til organtransplantation. ”Kunne man ikke sige det samme om kræftbehandling og hjerteoperationer? Jeg tror, man skal passe på med sådan en nyttetænkning, hvor vi stiller diakoni og behandling op imod hinanden. Skulle vi ikke have råd til begge dele?”

Næste teologiske salon finder sted den 31. januar.