Det vigtigste er fællesskabet
Diakoni er ikke en bevægelse oppefra og ned. Diakonikonsulent Morten Miland Samuelsen rapporterer fra stiftsdagen for diakoni.
Bjarne Lenau Henriksen fortæller om arbejdet som fængselspræst.
Tekst og foto: Morten Miland Samuelsen
Diakoni er ikke en bevægelse oppefra og ned. Diakonikonsulent Morten Miland Samuelsen rapporterer fra stiftsdagen for diakoni.
’Det vigtigste er fællesskabet’, stod der på lærredet, da Helsingør Stifts diakoni-stiftsdag blev rundet af i Smørum konfirmandhus lørdag den 11. november. Nedenunder var der et foto af pingvin-kyllinger, som overlever Sydpolens snestorme ved at stå tæt sammen og skiftes til at stå yderst i klyngen.
‘Inkluderende Fællesskaber’ var dagens tema – et af de fire på Diakoniudvalgets inspirationsplakater (link til siden). Tre workshops inspirerede deltagerne:
‘Unge og ensomhed’ – et besøg fra Ventilen, en frivillig social organisation, der hjælper ensomme unge til at finde en vej ind i fællesskabet. De kom ikke fra en kirkelig baggrund, men havde dybe indsigter i, hvor mange unge der bliver ensomme, og hvor vigtigt (og svært) det er at etablere nyt fællesskab.
‘Kirke og aleneforældre' – Helle og Jens Meier-Lindstrøm fra KFUM&Ks udvalg for enlige forældre åbnede vores øjne for en voksende befolkningsgruppe: Familier med kun én forælder. Den ene uge er det tungt at få hele familielivet til at fungere, og den næste uge er børnene væk, og man er helt alene. Deltagerne fandt sammen mange ideer til en diakonal indsats, der kan inkludere dem, der har en god familie, uden at den ligner idealbilledet.
‘Flygtningearbejde, integreret i menigheden’ – Claus Øland-Christensen er ressourcepræst for asylansøgere og flygtninge. Sammen med to nydanske venner fortalte han om, hvordan det i Grønnevang kirke, Hillerød, lykkes at se flygtningearbejde og menighedsarbejde som to sider af samme sag. Her er hver søndag simultantolkning af højmessen til farsi.
Helle og Jens Meier-Lindstrøm med ideer fra workshop om enlige forældre.
Workshop-arbejdet understregede Diakoniudvalgets dagsorden for dagen: At se diakoni som en gensidig bevægelse fra menneske til menneske, ansigt til ansigt – og ikke som en ensrettet bevægelse oppefra og ned, fra de ressourcestærke til de ‘svage’.
Det kom især til udtryk i formiddagens program, hvor ‘hovedtaleren’ var en mosaik:
Kirkekoret fra Horserød Statsfængsel var på besøg sammen med sine præster, og Ole Bjørn Andersen fra Café Exit. Her mærkede alle tydeligt, at deltagerne ved bordene blev modtagere af diakoni fra deltagerne i koret.
Alle blev ramt i hjertekulen, da Tom fortalte om den frihed, kirken var blevet for ham, og den nye virkelighed i Café Exit, hvor han ikke længere er ‘den indsatte’, men ‘ham der laver cykler’.
Diakoni-stiftsdagene er altid overraskende, og hvis du først har været med én gang, er det vanedannende inspiration.
En god kirke er en god salat
Diakoni har næsten altid noget med mad at gøre. Diakonikonsulent Morten Miland Samuelsen har fundet et godt billede på kirken:
En gammeldags salat er sladret til med dressing, så alt smager ens.
En god salat er fuld af alskens lækre grønne blade, skåret i fine tynde strimler. Så er der bidder af gode kulørte grønsager, peberfrugt, gulerod, løg, revet rødbede m.m., lidt nødder og kerner og tørrede bær, lidt friskrevet pecorino-ost. Til sidst hælder man en tynd stråle fin olivenolie over, som bringer alt det bedste af de forskellige smage frem. Det må være det, Gud mente, da han skabte den første blandede salat!
Kirken ligner en god salat – vi er alle sammen forskellige og skal ikke blive ensrettet. Kærligheden er den fine olie, der holder det hele sammen og bringer smagene sammen. Arbejd på, at alle de forskellige slags mennesker, der findes i vores samfund, kan findes i vores kirker og kan føle sig hjemme der.
(Frit efter Scot McKnight: A Fellowship of Differents)
