Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Den farlige prædiken giver håb

Hvad har kirken at sige om sorte drenge, der bliver skudt i ryggen af politiet? Eller om seksuel misbrug og vold? Den politiske prædiken blev genoplivet på konference.

"Over 12 millioner afrikanere blev sejlet til USA, og to millioner døde undervejs. Vores forfædres stemmer skal høres. Vi SKAL have håb; hvis vi ikke kan løbe, skal vi gå, og hvis vi ikke kan gå, skal vi kravle. Men vi skal videre til den næste dag.” (Foto: Inge Haandsbæk Jensen)

Af Malene Bjerre

”Ved I egentlig godt, hvad en lynchning er,” spørger Frank A. Thomas forsamlingen af præster. Der er larmende tavshed, og han svarer selv: ”Det er når en stor gruppe dejlige kristne mennesker tager sorte mennesker, lægger et reb om halsen på dem, hænger dem ned fra et træ og sætter ild til dem.”

Frank A. Thomas er professor i homiletik i Indianapolis og er i Danmark for at tale på årets teologiske konference arrangeret i et samarbejde mellem Københavns Universitets Teologiske Institut og fem af landets stifter. Emnet er håb, og som afro-amerikaner ved han noget om de helt håbløse situationer, der ifølge ham er nødvendige for at kunne tale til andre mennesker om håb. Han ved også, at kristne ikke bare er kristne. Derfor taler han som repræsentant for det, han kalder den sorte kirke. Den har sine rødder i Vestafrika, men danske præster kan også lade sig inspirere, mener han.

Og egentlig holder han et foredrag, men hans tale minder en hel del om det, han kalder den ”farlige prædiken”, en prædiken, der udfordrer dominansforhold og magthierarkier. Det er der stadig brug for i et USA, hvor den hardcore undertrykkelse af sorte i form af slaveri og raceadskillelse er afløst af forskelsbehandling, der er integreret i lovgivningen, så de sortes foretrukne kokain, crack, udløser langt højere straffe end de hvides pulverkokain. Hans foredrag har mange af den sorte prædikens kendetegn: Han fortæller om slavernes sorg og overlevelsesstrategier, så man ser nattehimlen over skibet ”Jesus” for sig med de stjerner, som Aunt Esther opkalder efter sine døde børn. De akademiske abstraktioner må stå oven på konkrete fortællinger og billeder, og alle fem sanser skal inddrages. Forfædrenes stemmer skal vækkes til live.

Hvad siger Bibelen om racevold?

Han laver ”eksistentiel eksegese” og påpeger, at teologien må have noget at sige om menneskers liv. ”Vi skal læse Schleiermacher og Tillich, men det vigtige spørgsmål er: Hvad har de to at sige om den sorte dreng, der bliver skudt 17 gange i ryggen af en politibetjent? Hvad har Bibelen at sige om, at jeg har overlevet en kræftsygdom? Hvad har den at sige om, at jeg blev seksuelt misbrugt som barn?” Tavsheden er nu endnu mere øredøvende. ”Vi skal tage alle vores teologiske redskaber og tekstkritiske metoder og bruge dem på at skabe mening i menneskers lidelser.”

Og så gør han det, som han siger den sorte prædiken skal: Han inddrager tilhørerne, får folk til at svare ja og nej; gør os rystede, indignerede og vrede – og han giver håb. ”Sejr og retfærdighed er ikke kun noget, der skal ske engang, efter dommedag. Jesus oplevede al smerten og håbløsheden og viste, at man alligevel aktivt kan vælge at håbe. Med Jesus HAR vi allerede sejret. Det er derfor, det er værd at lære græsk og hebraisk og tekstkritik og systematisk teologi. Når vi håber, er vores forestillingsevne er stærkere, end den er hos dem, der hader og undertrykker andre.”

”Men hvad med os privilegerede i Danmark, der hverken er undertrykte eller fattige?”, blev professoren spurgt fra salen. ”Hvordan prædiker vi håb, frihed og retfærdighed?”

”Spørg jer selv, hvem der er de marginaliserede her i landet, og begynd der,” svarede Frank A. Thomas og kom selv med nogle bud: ”I har jo flygtninge, ikke? Og hvad med børn, der har været udsat for seksuelle overgreb eller voldsramte kvinder? Gå ud og spørg dem; lyt til deres fortællinger og smerte. Og vær klar over, at de giver jer en gave. Det ligger i den menneskelige natur at tro, at kun nogle få kan få del i friheden; at kun få liv tæller. Men friheden holdes fri af de ufrie.”

En fyldt sal af præster fra Helsingør, København, Roskilde, Fyn og Lolland-Falster lyttede til Frank A. Thomas. (Foto: Inge Haandsbæk Jensen)