Nyheder
Nyheder

- Dåbsritualet er ikke en vedtægt for en tennisklub

Diskussionen om dåbsritualet kører på de høje nagler i Kristeligt Dagblad. Hør, hvad teologisk konsulent Eva Holmegaard Larsen mener om den sag.

Skal dåbsritualet fornys? Eller bør præster, der ikke mener udøbte børn er fortabte, tage deres afsked? Uenigheden blandt fagfolk er stor. (Arkivfoto)

BAGGRUND
Den 2. januar opfordrede sognepræst på Vesterbro Birgitte Kragh Engholm i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad til en opdatering af dåbsritualets ordlyd, fordi hun oplever, at ritualet er uforståeligt for mennesker i dag.

Lektor Lars Sandbeck fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, FUV, fulgte op med en kronik, hvor han foreslår. at hele dåbsteologien får sig et eftersyn. Den hviler på folkekirkens bekendelsesskrifter, hvoraf det fremgår, at arvesyndslæren er en del af den lutherske teologi, som den danske folkekirke bekender sig til. Altså at et barn bliver døbt for at blive renset for sin medfødte syndighed, og at det uden dåben vil være fortabt.

Sognepræst Thomas Beck svarede i et nyt debatindlæg, at man som præst enten må tage hele pakken med klassisk arvesyndslære og fordømte børn, eller også må man tage sit gode tøj og gå.

Det er altså både dåbsritualets ordlyd og indhold, der er til debat. Efterfølgende har debatten glødet både på Facebook og i KD, og Birgitte Kragh Engholm har også både været i radioen og på tv.

Eva Holmegaard Larsen er teologisk konsulent i Helsingør Stift og præst i Nødebo. Hun bliver her interviewet om diskussionen af Malene Bjerre.

Er du enig i Sandbecks og Engholms opråb om at forny dåbsritualet og give dåbsteologien et eftersyn?

Jeg synes, det er godt, de har sat gang i en debat, som faktisk har været meget frugtbar. Det er spændende, at vi pludselig diskuterer dåb og dåbens betydning ude i offentligheden. Det skaber en vågenhed og et engagement, der er selve brændstoffet i den kristne kirke. Men jeg synes også, de begge to falder i den grøft at tale om dåbsritualet, som om det er vedtægter i en tennisklub. Som om vi bare kan sætte os ned og blive enige om nogle nye, der er mere tidssvarende, og så er alt godt.

Hvad mener du med det?

Dåben har mange lag, fordi den har en lang historie. Vores forståelse af, hvad dåben betyder, henter sine formuleringer og sit indhold både fra Augustins arvesyndslære og fra Luther og fra Grundtvig og fra mange, mange andre, der har fortolket og forholdt sig til dåben op gennem tiden. Og vi er jo stadig i gang, som den her debat er et godt eksempel på.

Her ser vi, at både højrefløjen og de mere liberale som Sandbeck, læser kirkens bekendelsesskrifter i et en til en-forhold. Højrefløjen glemmer, at vi ikke tror på dogmerne, men på Gud. Som om de gamle kirkefædres formuleringer er den lov, kirken er bygget på. Efter min mening er det næsten kætteri at mene sådan. Kirken hviler selvfølgelig på Kristus, ikke på de teologer, der senere har udformet bekendelsesskrifterne.

Og Sandbeck falder på sin vis i den samme grøft, når hele hans opgør med kirkens dåbsteologi forudsætter, at vi stadig tager Luther og de andre gamle teologiske tænkere direkte på ordet. Det ville Luther selv have ment var at sjuske med sin tro. 

Dogmer og bekendelser, prædikener og bønner er alt sammen tilnærmelser til det hellige. Det er vores ydmyge forsøg på at bringe os i kontakt med Gud. Og hver generation må prøve at forholde sig til vores kirkes arv af dogmer og formuleringer ud fra det liv og den verden, vi lever i. Ydmygt og med respekt og omtanke. For det er jo ikke sikkert, det er lige idiotisk alt samme, bare fordi det er gammelt. Men vi er nødt til at læse dogmerne som sproglige billeder, der skal hjælpe os med at stille skarpt.

Ordet arvesynd er belastet, fordi vi forbinder det med den tanke, at et lille menneske fødes klistret ind i synd. Men læst som et sprogligt billede handler det mere om, at dåben realistisk forudser, hvor meget man kommer til at skuffe både sig selv og andre gennem et helt menneskeliv. Og hvor svært det er at være menneske og altid gøre det gode og det rigtige. Derfor sendes det lille barn ind i livet med løftet om Guds kærlighed som en forsikring om, at man altid er mere end sind skyld og skam. Vi er mere end det, vi ikke kan og ikke gør, selvom vi bør.

Må man så aldrig forny ritualer?

Jo, man skal bare huske på, at dåben ikke bygger på dogmerne, men på Jesus Kristus. Og det er helt klart formuleret i dåbsritualet ved, at vi læser fra Matthæusevangeliet og hører Jesus sende disciplene ud for at døbe og lære alle, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende. Det er centrum i dåben, et løfte om at Guds kærlighed skal følge et lille menneske fra nu og til evig tid. Der står ikke noget om arvesynd og evig død og pine! Det er et lag, der er lagt på med Augustin. 

Men selvfølgelig skal vi forny vores sprog og vores fortolkning, og det gør vi også hele tiden. Der lægges hele tiden nye lag på. Hver eneste samtale med et forældrepar til et dåbsbarn er en fornyelse, når vi sammen sidder og prøver med vores eget liv og hjerte at lægge mening ind i ritualets ord.

Men skal det forstås sådan, at ritualernes egne ord ikke må opdateres?

Forfatteren Karl Ove Knausgaard skriver et sted i ”Min kamp” om det hellige. Vi er hele tiden kun er et lille skridt væk fra det hellige, siger han, men sproget står i vejen. Det hellige er usprogligt, og jo mere vi opløser sprogets normale logik og struktur, jo nærmere kommer vi det hellige. Derfor er man i poesien og i det religiøse sprog nærmere det hellige. Det betyder, at jo mere direkte og forståeligt man prøver at formulere dåbens mysterium, jo længere fjerner vi os fra det.

Så du mener faktisk, at ritualets ord ikke må ændres?
Selvfølgelig kan der være ord og formuleringer, som virker bedagede og hører en anden tid til. Og jeg er har ikke noget imod fornyelser, når de gøres med omtanke. Man skal bare være sig bevidst, at dåben er et mysterium, som man ikke kan begribe med sproget, men kun tilnærme sig. Det er en misforståelse at tro, man kan finde en sproglig genvej til mysteriet. Når det gælder mysterier, er der ikke noget, der hedder ”at sige det mere direkte, så alle kan forstå det”.

Til gengæld kan man – som Birgitte Kragh Engholm jo også selv oplever det – sammen med dåbsfamilien få stor glæde af at se gennem de poetiske tekster som et par briller og sammen tale om, hvad det betyder for vores liv.

Der arbejdes meget med gudstjenesten og ritualerne rundt omkring i sognene. Et væld af nye, smukke bønner er allerede i brug. Jeg mener, det bedste ville være, at den næste ritualbog kommer til at indeholde nogle forskellige forslag til dåbsbønner, som netop lægger op til, at dåben har mange forståelseslag.

Men de skal sørme være velgennemtænkte. En fremtidssikret folkekirke er også en kvalitetssikret folkekirke.