Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Åbn kirken - vi kan nå flere ved at samarbejde 

Frivillig fortæller, hvordan kirke og foreninger stod for middag til 110.

Allerede en uge før var alt udsolgt til den gratis fællesspisning mod ensomhed, hvor 90 gæster og 20 frivillige deltog. Foto: Sunyee Shin

Af Sunyee Shin, frivillig i Hørsholm Kirke

Vi som kirke kan ikke nå alle, der har behov for et fællesskab. Derfor skal vi støtte op om andre aktører i lokalsamfundet og samarbejde med dem.

Her er det altafgørende at komme i kontakt med engagerede frivillige i andre foreninger og åbne kirken op, så vi sammen kan bidrage til et betydningsfuldt arbejde i lokalsamfundet.

I Hørsholm Kirke fulgte vi det eksempel, da sognegården tog imod 90 gæster og 20 frivillige til middag mod ensomhed.

Her er min beskrivelse af resultatet:

Fællessang og flygtninge

14 borde er flot pyntet med siddepladser til 8 personer ved hvert bord. Her er mulighed for samtaler i mindre grupper. Deltagerne er primært fra lokalområdet. Nogle kender hinanden gennem mange år, mens andre er nye ansigter.

Under middagen er der fællessang med sange fra Højskolesangbogen og de tre præster i Hørsholm kirke kommer hver med et lille oplæg om fællesskab.

Til fællesspisningen er der besøg af en gruppe flygtninge fra Eritrea. De er midt i en fasteperiode, hvor de ikke må indtage kød og mælkeprodukter, men de kan alligevel deltage i middagen, da en frivillig fra Venligboerne har lavet speciel mad til dem.

Sognegården som spisesal

Ideen til den fælles spisning opstod nogle måneder tidligere på et frivillig-møde i Hørsholm, hvor Hørsholm Kirke og lokale foreninger deltog. Folkebevægelsen mod Ensomhed havde taget initiativ til den landsdækkende kampagne ”Danmark spiser sammen”.

På mødet vedtog vi at holde et lokalt arrangement. Her var det oplagt for kirken at tilbyde, at sognegården kunne lægge hus til.

Samarbejde

Et så stort arrangement kan kun lykkes, hvis der er et godt samarbejde.

I Hørsholm var fællesspisningen et samarbejde mellem frivillige og medarbejdere fra Hørsholm Kirke, Ældresagen, Dynamocentret, de syngende besøgsvenner, Røde Kors, Venligboerne og Frivillighedscentret. 

De frivillige var organiseret i forskellige grupper, der stod for maden, rydning af borde og opvask. Det var faktisk ikke noget problem at fordele rollerne under møderne op til arrangementet, fordi flere undervejs selv tog initiativ til at købe ind, bage og tilberede maden.

Hjælp ind i fællesskabet

Fremover er vi i netværket blevet enige om at have større fokus på de mennesker, der ikke selv aktivt melder sig til arrangementer, og derfor kan have brug for en hånd til at komme med i fællesskabet.

Faktisk var en tredjedel af gæsterne til fællesspisningen personer, som ikke ville have tilmeldt sig på eget initiativ. De blev inviteret af frivillige fra diverse lokale foreninger.