Høringssvar
Til debatoplæg om styringsstruktur

Høringssvar vedrørende debatoplægget om folkekirkens styringsstruktur  (oktober 2013)

Debatoplægget indledes med en kort bestemmelse af folkekirkens opgave og identitet med efterfølgende angivelse af seks pejlemærker. De indledende afsnit er imidlertid af en så generaliserende karakter med bemærkninger vedrørende juridiske (grundloven), teologiske (luthersk kirke- og menighedsforståelse, embedsforståelse), traditionalistiske (’Præsten forventes at etc.’) og pragmatiske (’Udover sit direkte formål –’) forhold, at de ikke forekommer anvendelige som hjælp til afklaring af det spørgsmål, som er sat på dagsordenen.


Et grundlæggende problem ved oplægget er, at det i stedet for præcist at stille spørgsmålet: ”Hvem har den legitime ret, teologisk og juridisk, til at lede en evangelisk-luthersk kirke?” for derefter at præcisere de aktuelle problemstillinger historisk og konkret i lyset heraf, forfalder til en nivellerende indledning med spredte henvisninger til aktuel praksis, bekendelsesskrifternes formuleringer og almindelige folkekirkelige antagelser. På den baggrund viser det sig da også vanskeligt at opnå nogen form for klarhed. 

Hermed afdækkes således en af de store svagheder ved oplægget, som er dette, at teologiens rolle er stærkt underspillet, ja nærmest fraværende både i selve oplægget og i de modeller, som opstilles. Det viser sig ikke alene i selve indledningen til oplægget, men også i model 2 og 3, hvor alene lægfolket og gejstligheden er repræsenteret. Om fagteologiske synspunkter overhovedet vil blive gjort gældende inden for disse modeller, må derfor bero på tilfældigheder i forbindelse med udnævnelsen og valget af medlemmerne. Teologien og dens kompetencer forekommer underligt fraværende eller overflødige selv i så essentielle spørgsmål som de liturgiske og økumeniske. 

I sammenhæng hermed viser sig flere andre væsentlige problemstillinger:

Teologisk legitimitet 

Ifølge gældende jura har tjenestemandsansatte præster, provster og biskopper et læreansvar, som de skal stå til regnskab for, i yderste konsekvens ved en læredomstol. Noget tilsvarende gælder ikke lægfolket. Dette rejser spørgsmålet om et kirkeråds teologiske (læremæssige) legitimitet (model 2 og 3). Vil et sådant råd legitimt kunne vedtage liturgiske ændringer, indgå i religionssamtale med fremmede religioner eller deltage i den økumeniske samtale? 
Vil et kirkeråd kunne pålægge et sogn udgiftskrævende aktiviteter, som ifølge pågældende sogns opfattelse strider mod klare teologiske forpligtelser? 

Præsters frihed

a. Ifølge menighedsrådslovens § 37 (hvilket understreges i oplægget) er præsten uafhængig af menighedsrådet i sin embedsførelse. Vil den samme uafhængighed også gælde i forhold til et nationalt kirkeråd? Vil et kirkeråd få instruktionsbeføjelser i forhold til præster og sogne fx til at pålægge sognene pædagogiske initiativer, liturgiske ændringer eller medvirke til at finansiere religionssamtaler med andre religioner? Hvis præstens uafhængighed fortsat gælder også i forhold til et kirkeråd (model 2 og 3), så forekommer kirkerådets indflydelse på forhånd stærkt begrænset og ude af trit med oplæggets intentioner. Hvis omvendt præsten ikke er uafhængig i sin embedsførelse af et kirkeråd, så vil indførelsen af et sådant betyde en væsentlig indskrænkning af præsternes frihed. Der savnes en afklaring heraf. 

b. Præsters frihed og lægfolkets myndighed udspiller sig ifølge en traditionel luthersk embedsteologisk forståelse inden for nogle lokale og konkrete rammer. Vil indførelsen af et kirkeråd fortsat respektere disse rammer? Det er endvidere inden for disse lokale og konkrete rammer, at respekten for diverse kirkelige mindretal traditionelt kommer til udtryk. Vil denne respekt for mindretallene fortsat kunne gøres gældende med indførelsen af et kirkeråd, eller vil der her blive tale om et flertalsstyre, som i praksis tilsidesætter mindretallenes synspunkter? 

Forholdet mellem minister, kirkeråd og menighedsråd

a. Ifølge model 1 forudsætter en lovregulering en forpligtelse til forhandling mellem minister, ’bispekollegium’ (udtrykket må siges at være en nydannelse med uklar juridisk status) og inddragelse af ’brede folkekirkelige og faglige kredse’. ’Faglige kredse’ må betyde fagteologiske kredse. Ifølge model 2 og 3 skal ministeren blot høre folkekirkerådet for at gennemføre en lovgivning. Hermed tilsidesættes såvel den teologiske faglighed som hensynet til de brede folkekirkelige kredse, der ikke nødvendigvis ser deres anliggender repræsenteret i et nationalt råd. Dette betragter jeg som en væsentlig indskrænkning af de demokratiske vilkår set i sammenligning med hidtil gældende tradition. Model 2 og 3 betyder i det perspektiv ikke en forøgelse af det folkekirkelige demokrati, men tværtimod en magtkoncentration hos minister og en i realiteten snæver kreds af rådsmedlemmer. En sådan magtkoncentration, som kan gøres gældende gennem simple flertal i kirkerådet, er i mit perspektiv hverken i overensstemmelse med en evangelisk-luthersk kirkeforståelse, som tager sit udgangspunkt i det konkrete menighedsliv i sognene, eller den tradition for mangfoldighed, som indtil nu har været et folkekirkeligt særkende. 

b. Sammensætningen af et kirkeråd ud fra model 2 og 3 skævvrider de folkekirkelige økonomiske forhold yderligere og indebærer en drastisk underrepræsentation af befolkningsrige stifter. Helsingør Stift bidrager med ca. 20 % af landskirkeskatten, men vil i et folkekirkeligt råd kun være repræsenteret med en enkelt stemme svarende til repræsentationen fra landets mindste stifter, hvilket er en klar ulighed. 

c. Oplægget forholder sig ikke til de reale problemstillinger, som jeg i forbindelse med 
talrige møder med menighedsråd har erfaret som værende af væsentlig betydning for folkekirkens ledelse, nemlig den stigende bureaukratisering og administration, som lægges ud til menighedsrådene. Oplægget gør sig ingen tanker angående dette problem, som efterhånden må siges at være belastende for hele det folkekirkelige demokrati. Tværtimod må det befrygtes, at indførelse af et kirkeråd efter model 2 og 3 snarere vil forøge antallet af henvendelser, administrative krav og bureaukratiske tiltag. 

d. Flertallet af folkekirkens medlemmer deltager for øjeblikket ikke i den interne demokratiske proces i forbindelse med valg til menighedsråd. Det er beklageligt, men oplægget rummer ingen forslag til en løsning af dette problem vedrørende et demokratisk underskud. Det er ren ønsketænkning at forestille sig, at de fremsatte modeller skulle være en løsning på dette problem.

Tværtimod vil en gennemførelse af forslaget om et nationalt kirkeråd betyde, at det mindretal, som i forvejen vælger og lader sig vælge til menighedsråd, ydermere kommer til – indirekte – at sammensætte det nationale kirkeråd. Hermed forøges afstanden yderligere mellem flertallet af folkekirkens medlemmer og det kirkeråd, som skal træffe beslutninger. Et stort flertal af folkekirkens medlemmer vil ikke føle sig repræsenteret af et sådant råd, som blot vil tjene til at udstille en diskrepans mellem det aktive mindretal og et stort fremmedgjort flertal. 

Konklusion

På baggrund af ovenstående finder jeg, at et råd sammensat efter model 2 og 3 hverken har den nødvendige teologiske legitimitet eller den demokratiske legitimitet, som et nationalt kirkeråd måtte forventes at besidde. Folkekirkens ledelse økonomisk, juridisk og teologisk mener jeg derfor bør organiseres på anden vis end gennem et nationalt kirkeråd. Det er så sjældent, at der skal indføres ny liturgi eller salmebog, at dette i sig selv ikke kan begrunde 
andet end nedsættelsen af ad hoc udvalg med fagteologisk kompetence.

Med hensyn til folkekirkens økonomi finder jeg hverken, at de nuværende forhold eller model 2 eller 3 er tilfredsstillende. Helsingør Stift, som er folkekirkens største betaler, må betegnes som stærkt underrepræsenteret både under de nuværende forhold og ifølge de fremsatte forslag. Her så jeg hellere en demokratisering af den folkekirkelige budgetplanlægning, hvilket ville indebære restriktioner for ministerens beføjelser. En sådan demokratisering kunne også tage højde for de påpegede skævheder i fordelingen mellem stifterne. 

Med hensyn til forholdet mellem minister og de øvrige folkekirkelige aktører, herunder biskopperne, så har de sidste to år vist, at der er gode grunde til at begrænse ministerens indflydelse på folkekirkens indre anliggende. Dette kan klares uden et kirkeråd gennem indførelsen af lovgivningsmæssige restriktioner.

Med venlig hilsen

Lise-Lotte Rebel